Coca-Cola til kamp mod ‘land grabbing’

Forfatter billede

Coca-Cola lover at stoppe al samarbejde med sukker-leverandører, der lader hånt om lokalsamfundenes jordrettigheder i udviklingslande. Det skriver britiske “The Guardian” fredag.

Læskedriksgigantens udmelding kommer som følge af en nylig rapport fra den toneangivende NGO, Oxfam, der konstaterer, at sukker-produktion er blandt de største syndere i forhold at presse småbønder og deres familier væk fra landbrugsjorden gennem storstilede landopkøb.

Kontrol i 16 lande

Coca-Cola meddeler, at man i løbet af de næste syv år vil kontrollere, hvordan leverandørerne overholder sociale, miljø- og menneskerettigheder i de 16 lande, som selskabet primært får sukker fra, startende med Guatemala og Colombia.

“Et vigtigt første skridt”

Initiativet er blevet godt modtaget af udviklings- og menneskerets-aktører, der vurderer, at fordi Coca-Cola er så enormt et selskab, kan løftet ikke blot få reel indflydelse i de relevante lande, men også danne præcedens for andre store virksomheder.

Penny Fowler fra Oxfam kalder således overfor “The Guardian” initiativet for “et afgørende første skridt”, og ser frem til at følge med i de konkrete tiltag, Coca-Cola vil sætte i gang for at opfylde sine tilsagn.

Man kan læse Oxfam-rapporten “Nothing sweet about it: How sugar fuels land grabs”, udgivet 2.10. 2013, på
http://www.oxfam.org/sites/www.oxfam.org/files/nothingsweetaboutitmediabrief-embargoed2october2013.pdf