Colombia: Sejr til Uribes kandidat

Forfatter billede

Fra 7. august hedder Colombias præsident Juan Manuel Santos. Han 69,05 procent af stemmerne i anden valgrunde søndag, mens De Gønnnes kandidat Antanas Mockus måtte nøjes med 27,52 procent, oplyser BBC Mundo mandag.

Juan Manuel Santos tilhører det regerende Enhedsparti og var tidligere forsvarsminister i Álvaro Uribes regering.

Da valgmyndighederne havde bekræftet Santos sejr, opfordrede han i en 40 minutter lang tale til national enhed, og han advarede guerilla-bevægelsen FARC om, at dens dage var talte. Han understregede, at den kommende regering vil fortsætte aktionerne for at befri gidslerne, samt at der ikke ville indledes det mindste forsøg på en dialog med FARC, så længe kidnapningerne fortsætter.

– Vi kræver, at alle gidslerne bliver løsladt, uden nogen form for modydelser til FARC, sagde Santos og tilføjede: -Døren står stadig åben for, at de guerilleroer, der afstår fra terrorhandlinger, igen kan blive en del af samfundet.

I sin lykønskning til Santos understregede De Grønnes kandidat Antanas Mockus, at hans parti er en uafhængig magtfaktor med evnen til at argumentere og forandre. På den baggrund vil partiet udøve politisk kontrol.