Corona – et år efter
I endnu en serie på tre artikler om Afrika efter et år med corona-krise bidrager Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier på Købehavns Universitet, med indblik, refleksioner og perspektiveringer på coronas samfundsmæssige implikationer på og konsekvenser for det afrikanske kontinent.
Første del: Et år efter corona-krisen: Afrika i Covid-19-orkanens øje
Anden del: Et år med corona-krisen: Økonomisk nedtur, gæld og bekymrende træk på social- og naturkapitalen
Tredje del: Et år med corona-krisen: Demokratierne i afrikanske nationer er under pres
Læs også Stig Jensens første mini-serie fra 2020, da pandemien ramte.
Første del: Afrika holder vejret af frygt for coronaudviklingen
Andel del: Coronas økonomiske konsekvenser rammer Afrikas mest udviklede lande hårdest
Tredje del: Er der grund til bekymring for Afrika?
Et oplagt afsæt for en status over corona-krisen i Afrika er antallet af Covid-19 tilfælde, nu efter et år. Udtræk fra Johns Hopkins Universitets opgørelser viser, at Afrika, per ultimo marts 2021, har et Covid-19 smittetal på cirka fire millioner mennesker med lidt over 110.000 døde. Covid-19 har ramt kontinentet, men andre steder er hårdere ramt som USA og Brasilien, hvor der er henholdsvis over 550.000 og 320.000 døde.
Afrika har indtil videre heller ikke kunnet leve op til eksperternes forudsigelser. Eksempelvis lød beregninger fra Londons Imperial College på 300.000 døde i Afrika per 1. januar 2021. Forudsigelserne fra FN’s Økonomiske Kommission for Afrika var, at 300.000 til 3,3 millioner ville dø i Afrika. Mens WHO’s forudsigelser er på 29-44 millioner Covid-19 smittede.
I den forbindelse er behov for flere refleksioner. For det første, netop nu og siden efteråret 2020 fremviser en lang række afrikanske lande vækst i Covid-19 forekomster særligt i byområder og andre steder, hvor folk bor tæt. For det andet, så skal statistisk materiale fra Afrika behandles med største forsigtighed, for der er indlysende mangler. For det tredje, selv med de ovennævnte forbehold er det svært at komme uden om, at Covid-19 har ramt Afrika i mindre grad, end ”vi” i Vesten har forventet, men det er langt fra slut …
Uvidenhed afholder os ikke fra udtale os om Afrika
Fejlvurderinger er forventelige og grundlæggende acceptable, men når det er mere reglen end undtagelsen, at ”vi” rammer forkert, når det gælder afrikanske forhold, så kunne corona-krisen også bruges til refleksioner over årsagerne til ”vores” fejlskøn. Et af de problematiske forhold kan tilskrives vores udgangspunkt, for ”vi” tager udgangspunkt i ”vores” situation, og ”vi” projicerer “vores virkelighed” på Afrika. Meget forståeligt, men samtidig meget problematisk, fordi ”vi” og dem i Afrika har fællestræk, men oftest meget forskellige udgangspunkter.
Et andet centralt aspekt, som også er relateret til vores udgangspunkt, er, at Vesten arbejder ud fra afro-pessimismens syn, baseret på forestillingen om at det ud fra ”vores” målestok går skidt på det afrikanske kontinent, og at folk dér har dårlige forudsætninger for at løse problemer.
De tre aspekter kunne kaldes den hvide mands byrde-perspektivet, hvor ”vi” ser ”os” som dem, der skal hjælpe afrikanerne, for de er hjælpeløse og kan ikke selv.
Et fjerde aspekt og måske det vigtigste, nemlig ”vores” (ofte) manglende kendskab til forhold i Afrika og dermed tendenser til at fremsætte synspunkter, der i bedste fald er baseret på begrænset viden og endnu værre uvidenhed. Afledt af dette kunne også tilføjes, at vi trækker informationer gennem kilder på kontinentet, som ofte tilhører et bestemt segment i samfundene, de økonomiske eliter, der sender partsindlæg til partnere hos os.
Lockdown var en katastrofe mange steder i Afrika
Går vi konkret til værks og ser på det første år, så vil jeg gerne fremhæve nogle eksempler, der dokumenterer nogle af ovenstående aspekter. I marts 2020 var de fleste afrikanske stater handlekraftige og iværksatte omfattende lockdowns, nærmest fra en dag til den næste. Disse lockdowns blev iværksat efter international anbefaling fra WHO og en række internationale organisationer. Rådet til de afrikanske regeringer var, at uden lockdowns ville de afrikanske lande blive ramt hårdt. Lockdowns ville forhindre spredningen af Covid-19.
En positiv vinkel på nedlukningerne er, at i bedste fald har de hæmmet udbredelse af Covid-19 i Sydafrika og nordafrikanske lande, som var de lande, der primært var ramt i marts 2020, men dokumentationen mangler.
Derimod er der udbredt enighed på kontinentet om, at disse lockdowns var fejlslagne og overkill. For det første fordi Covid-19 (endnu) ikke fandtes i mange af de afrikanske nationer, der lukkede ned samtidig med resten af verden, så der var begrænsning på importen af Covid-19. Derudover var forudsætningerne for at teste for Covid-19, gennemføre inddæmningsinitiativer og andet særdeles begrænsede i Afrika.
Blandt afrikanerne var der på daværende tidspunkt meget ringe forståelse for nedlukningsinitiativer, for ingen kendte Covid-19. Derudover fik lockdowns over night livsændrende implikationer for byerne og særligt for de fattigste. For de hårde lukninger og mobilisering af sikkerhedsapparatet til håndhævelse af dem udløste såvel lokal økonomisk nedsmeltning som reduktion i myndighedernes popularitet, hvor opbakningen mange steder i forvejen var særdeles begrænset.
Marts 2020 lockdowns i det globale nord var et centralt element i vores inddæmningsstrategi, men gav ingen mening i de fleste afrikanske lande. Den internationale fjernstyring, hvorved Afrika skulle følge resten af verden ud fra en one size fits all-tilgang, var i udgangspunktet problematisk og med katastrofale konsekvenser og har efterfølgende fået myndighederne i de afrikanske lande til at være forsigtige med at bruge nedlukningsinstrumentet. I marts 2021, i forbindelse med stigninger i Covid-19 tal, har afrikanske lande indført selektive nedlukningsinitiativer.
Sundhedssektoren vil kollapse i Afrika
I det globale nord har det primære fokus i corona-krisens første faser været på sundhedssystemer, og dermed er corona-krisen en sundhedskrise. Vestens (medie)fokus på Afrika i det første år har nærmest været ikke-eksisterende. Den dækning, der har været, tog afsæt i ”vores” situation, så behandlingen af Afrikas corona-relaterede problemstillinger i foråret 2020 næsten udelukkende var fokuseret på forventningen om sammenbrud i de afrikanske landes sundhedssektorer. En tydelige projicering af vores egen kriseopfattelse, hvor frygten, for at vores egen sundhedssektor ville bryde sammen, blev overført til Afrika. Ud fra forestillingen om at det må blive endnu værre i Afrika. De svage regeringer og de utilstrækkelige sundhedssektorer ville ikke kunne løfte opgaven. De vestlige mediers fokus var særligt på mangel på respiratorer, og medier skrev historier på baggrund af optællinger af tilgængelige respiratorer i Afrika.
Tilbageskuende er især to forhold tankevækkende.
For det første har dækningen af sundhedskrisen i Afrika være omvendt proportional med problemets alvor. For efterhånden som Covid-19 har penetreret samfundene på kontinentet, og behovet for eksempelvis respiratorer er steget, så er Vestens mediedækning af sundhedssektorernes utilstrækkeligheder forsvundet, omvendt var dækningen massiv, inden Covid-19 kom til de fleste afrikanske lande.
For det andet, så savnes der i Vestens mediedækning af forskellige lokale afrikanske løsningsinitiativer. Eksempelvis hjemmestrikkede og funktionelle respiratorer, der blev udviklet i Senegal. Kreativiteten er stor på kontinentet, også inden for sundhedssektorerne, men mediernes radar er ikke indstillet på at indfange dem.
Synd for os i Vesten, at Afrika ikke har styr på corona-krisen
På det seneste er Afrika kommet i corona-mediedebatten. Nu omhandler det frygten for, at Afrika bliver en direkte trussel for os som potentielt epicenteret for Covid-19-mutationer. På hjemmebanen i Vesten er forhåbningen, at kombinationen af restriktioner og udrulning af vacciner betyder, at Covid-19 vil være under kontrol inden for en overskuelig fremtid. Derimod frygtes de afrikanske landes mangelfulde indsats i bekæmpelse af Covid-19 at ville ramme os. Covid-19 vil leve videre i Afrika, som dermed bliver en form for reservoir for mutationer. I den forbindelse har segmenter i Vesten problematiseret den såkaldte vaccine-nationalisme, med henvisning til at Afrika står sidst i køen til vacciner.
Afrikanske stemmer med perspektiver på corona-krisen
Vi har en masse meninger om Afrika og ideer om, hvordan Afrika udvikler sig. Derimod har vi vanskeligt ved at lytte og særligt at indoptage afrikanske forslag til løsninger for Afrika. Her skal fremhæves et bemærkelsesværdigt initiativ fra 50 afrikanske intellektuelle, med fremtrædende folk som Kako Nubukpo, Achille Mbembe, Carlos Lopes med flere, som i april 2020 kom på banen med deres synspunkter i The Africa Report.
Læs også: Genopfind Afrika i skyggen af corona, opfordrer afrikanske intellektuelle
Udspillet rummer mange interessante betragtninger, hvor der er kritik af de afrikanske landes utilstrækkelige sundhedssystemer og fremhævelse af, at Afrika endnu engang viser sig som sårbar over for eksternt påførte kriser. Deres ideer til løsningsforslag er spændende og relevante med fokus på styrkelse af nationale og kontinentale kapaciteter til problemløsninger. De fremhæver behovet for, at der på kontinentet tages ejerskab til løsninger, og de anser corona-krisen som en historisk mulighed for Afrika og afrikanere for at skabe forandringer. Deres bud på fremtidige løsninger er behovet for udvikling af samarbejde mellem aktører i og uden for Afrika. Udgangspunktet for disse løsninger skal baseres på selvbestemmelse. Altså forestillinger om afrikanske løsninger på afrikanske problemer.
At synspunkterne ikke har fundet vej til Vestens mainstreammedier er ikke overraskende, men bekymrende. På den anden side så kan de 50 intellektuelles synspunkter ikke ses som noget, som alle på kontinentet er enige i. Der er mange forskellige synspunkter på kontinentet, men et første skridt kunne være, at ”vi” bliver bedre i stand til at lytte og handle ud fra input fra Afrika.
Vi fremhæver det eksotiske og fravælger lyspunkterne fra Afrika
Selvom vestlige mediernes dækning af Afrika under corona-krisen har været særdeles begrænset, så har en person, John Magufuli, taget meget af opmærksomheden. Årsagen kunne være ”vores” lyst til at fremhæve det eksotiske, og det ”vi” oplever som mærkeligt og skørt fra kontinentet. John Magufuli var, indtil han døde den 17. marts 2021, præsident i Tanzania. I Vesten spekuleres der i, om han døde af corona, mens i Tanzania går spekulationerne på, om han blev dræbt af Vesten. Den officielle dødsårsag er hjerteproblemer.
Det er interessant at dvæle ved Tanzanias corona-politik under Magufuli. For det første fordi Tanzania har ført en officiel politik om, at corona ikke er et problem, hvilket blandt andet har medført, at landegrænserne i modsætning til mange andre lande har været åbne. For det andet fordi myndighederne i maj 2020 besluttede ikke længere at opgøre corona-tilfælde, som på daværende tidspunkt lød på 509 tilfælde og 21 døde. For det tredje fordi der i slutningen af 2020 var rygter om stigende Covid-19-smitte i Tanzania, og budskabet fra Magufuli var, at bønner og ingefærdampe vil kunne hjælpe. For det fjerde har BBC og andre vestlige medier på det seneste spekuleret i, om Tanzania dækker over et alvorligt Covid-19-udbrud, baseret på informationer fra hospitaler, religiøse institutioner og fotodokumentation af nylige ekspansioner af gravpladser.
Afrikanske landes vaccinationsprogrammer foran EU-lande
Lyspunkter fra Afrika har traditionelt vanskelige vilkår i vestlige medier, det gælder også vaccinationer i Afrika. Debatten i Vesten har primært fokuseret på vestlig vaccine-nationalisme og dens negative implikationer for Afrika. Vacciner er kommet til kontinentet – de er primært produceret i Rusland, Indien og Kina, hvilket siger noget om den nye verdensorden i Afrika. Vesten er langt fra alene på banen, det har ”vi” ikke været længe, men måske er ”vi” faktisk ved at blive kørt af banen?
Flere afrikanske lande er i gang med vaccinationsprogrammer, eksempelvis er Seychellerne og Mauritius langt fremme. Sidstnævnte er på omgangshøjde med EU-lande og måske faktisk foran, for det lille ørige forventer opnåelse af flokimmunitet for befolkningen i slutningen af juni 2021.
