Corona – et år efter
I endnu en serie på tre artikler om Afrika efter et år med corona-krise bidrager Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier på Købehavns Universitet, med indblik, refleksioner og perspektiveringer på coronas samfundsmæssige implikationer på og konsekvenser for det afrikanske kontinent.
Første del: Et år efter corona-krisen: Afrika i Covid-19-orkanens øje
Anden del: Et år med corona-krisen: Økonomisk nedtur, gæld og bekymrende træk på social- og naturkapitalen
Tredje del: Et år med corona-krisen: Demokratierne i afrikanske nationer er under pres
Læs også Stig Jensens første mini-serie fra 2020, da pandemien ramte.
Første del: Afrika holder vejret af frygt for coronaudviklingen
Andel del: Coronas økonomiske konsekvenser rammer Afrikas mest udviklede lande hårdest
Tredje del: Er der grund til bekymring for Afrika?
Over de seneste 40 år har stadig flere afrikanske nationer afholdt valg, som i varierende omfang og efter temperament kan kaldes demokratiske. Det er imidlertid min oplevelse, at det politiske landskab i Afrika i de seneste år har været under markant forandring præget af to modsatrettede tendenser:
På den ene side en voksende folkelig politisk aktivisme, især i byerne, der udmønter sig i politiske manifestationer imod magteliterne og er i stand til at mobilisere de unge, mænd såvel som kvinder. Den anden tendens er en stadig mere autoritær ledelse af et voksende antal afrikanske nationer, hvor særligt militærets indflydelse bliver tydeligere enten i alliancer med de politiske magteliter eller som selvvalgte transformatorer gennem militærkup.
Kombinationen af de seneste års politiske udviklingstendenser og den igangværende corona-krise har motiveret mig til at analysere det seneste års politiske udvikling i Afrika. Analysen er baseret på de 15 afrikanske lande, der i perioden fra marts 2020 til ultimo marts 2021 har eller skulle have afholdt demokratiske valg. Målet med analysen er dobbelt: at tage temperaturen på demokratier i Afrika og at belyse corona-krisen betydning for valgene. Det følgende er nogle præliminære resultater.
Den korte konklusion kunne lyde, at demokratier i Afrika har stadig dårligere betingelser, og at udviklingen er gået i retningen af mere autoritær ledelse. Denne konklusion vil næppe komme som nogen stor overraskelse for dem, der følger Afrika, men i det følgende vil jeg dykke ned i datematerialet og prøve at nuancere billedet, der langt fra er så entydigt, som konklusionen umiddelbart kunne tyde på.
På hornet har demokrati vanskelige betingelser
Corona-krisen har i varierende omfang og på forskellige måder spillet ind på de fleste afrikanske valg, der generelt har været præget af lav valgdeltagelse. Ud af de 15 lande med planlagte valg mellem marts 2020 og marts 2021 har kun 13 gennemført valgene. De to lande, der aflyste deres valg, ligger begge på det afrikanske horn, nemlig Somalia og Etiopien.
Valget i Somalia blev ikke gennemført på grund af forfatningsmæssige problemer, der dækker over store og indtil videre uoverstigelig uenighed mellem forskellige samfundsmæssige fraktioner. At der ikke kunne afholdes demokratiske valg i Somalia, er ikke overraskende, for landet er dybt fragmenteret og præget af massive interne magtkampe, der gør det svært at tale om Somalia som en nationalstat. De nordlige områder har etableret egen stat, Somaliland, med egne valg, forfatning og ledelse. Puntland, den nordøstlige region, erklærede sig autonom for mere end 20 år siden. Hverken Somaliland eller Puntland er i øvrigt internationalt anerkendt som selvstændige stater. Det aflyste valg i Somalia kan derfor ikke tilskrives corona-krisen.
Derimod har corona-krisen spillet en afgørende rolle i Etiopien, Somalias naboland mod nordvest. Her brugte den etiopiske centralregering udfordringerne med Covid-19 som argument for at udskyde valget, der ellers skulle have været afholdt i august 2020 – en beslutning, som lokalregeringen i den nordlige Tigray-provins valgte at overhøre og gennemføre valget som planlagt. Dette var medvirkende årsag til den etiopiske regerings sanktioner mod Tigray og folk fra regionen. I praksis betød det, at centralregeringen iværksatte en etnisk udrensning i såvel politiske og administrative systemer som i sikkerhedsapparatet efterfulgt af en militær intervention i Tigray-provinsen.
Autoritære tendenser dominerer
Som allerede nævnt er det overordnede billede, at en autoritær ledelsesform vinder frem – det er tilfældet i 10 af de 15 lande. Her ser jeg især fire tendenser til indgreb, som siddende magteliter gør brug af:
- Underminering af demokratiske spilleregler. Dette kan ske på et væld af forskellige måder, blandt andet via optællingsprocedure, ændring af valgkredse og antallet af valgsteder.
- Intimidering af politiske modstandere og udfordring af deres legitimitet. Dette strækker sig helt fra at hindre politiske modstandere i stille op til valget til at udpege dem som forrædere og som værende decideret farlige for nationen.
- Direkte eller indirekte opbakning til voldelige handlinger – oftest rettet mod oppositionspolitikkere, deres støtter og medierne.
- Indskrænkning af oppositionens civile frihed – her er corona-krisen og corona-restriktioner for eksempel ofte blevet brugt som undskyldning for at hindre valgmøder. Et andet eksempel er, at oppositionen og deres støtter hindres adgang til medierne.
Status quo i tre afrikanske nationer og fremgang i to
I tre lande er situationen mere eller mindre status quo. Somalia er et af dem. Som allerede nævnt, så er nationen udfordret, og sådan har det været stort set siden 1991, da general Siad Barre blev sat fra magten.
Det andet land er Ghana, der har udviklet sig til et to partis-demokrati, hvor partierne er næsten lige store og derfor altdominerende i det politiske landskab. Det tredje land i status-quo-kategorien er Niger, der for første gang ved et valg oplevede, at en siddende præsident – Mahamadou Issoufou – efter to perioder frivilligt forlod embedet. En handling, der desuden efterfølgende indbragte Issoufou den prestigefyldte Mo Ibrahim-pris. Når Niger alligevel er placeret i denne kategori trods denne udvikling, skyldes det, at Issoufous parti stadigvæk sidder på magten.
De to lyspunkter set i et demokratiseringsperspektiv er Seychellerne og Malawi.
I Seychellerne tabte den siddende præsident, der var valgt for det parti, som altid har siddet på magten i landet. Oppositionskandidaten, Wavel Ramkalawan, tabte med blot 193 stemmer ved det foregående valg i 2016, og denne gang vandt han en jordskredsejr, som også gav hans parti 2/3 af pladserne i parlamentet. I sin sejrstale sagde han, at valget ikke har hverken vinder eller taber, men at hele landet har vundet. Den afgående præsident Faure omtalte Wavel Ramkalawan som en ven. Ramkalawan førte kampagne på god regeringsførelse og ambitionen om en regering med teknokrater.
Corona-krisen spillede ind på valget i Seychellerne på flere måder, for eksempel var der forbud mod valgmøder, hvilket betød at valgkampen fandt sted på de sociale medier. Alligevel var valgdeltagelsen på 75 procent. Samtidig var Covid-19 skyld i, hvad der blev det grundlæggende tema i valget: en lurende økonomisk krise, der skyldes manglen på turister. Det anslås at 69 procent af Seychellernes omsætning er relateret til international turisme.
Malawi er også en særdeles spændende case og et eksempel på udvikling i retning af det, vi i Vesten kategoriserer som liberalt demokrati. Ved valget i 2019 vandt Peter Mutharika fra Democratic Progressive Party, men på grund af uregelmæssigheder gik landets valgkommission ind og annullerede valget. Det er en sjældenhed i Afrika, at valgkommissioner intervenerer – det er set tidligere, senest i Liberia og Kenya, men annullering af valg er enestående. Omvalget fandt sted i 2020, og det blev vundet af Lazarus Chakwera fra Malawi Congress Party. Partierne førte valgkamp som vanligt, men efterhånden som truslen fra corona stod mere og mere klar, droslede man ned for kampagnerne, og præsidentens indsættelsesceremoni blev drastisk nedskalereret af frygt for smittespredning.
Regionale variationer
I min analyse har jeg prøvet at anlægge et regionalt perspektiv på de 15 lande og inddelt dem i fem kategorier, nemlig: Sahel, Vest- og Centralafrika, Østafrika, Det Afrikanske Horn samt Seychellerne og Malawi i en fælles kategori, da de falder uden for.
Da jeg har været omkring de to sidste kategorier, fokuserer jeg i det følgende på de tre første.
I Sahel regionen var valgene i Niger, Mali og Burkina Faso alle præget af den ustabile sikkerhedssituation, der spillede ind på alle aspekter af valgprocessen. Valget i Mali, der dog kun var et parlamentsvalg, var præget af meget lav valgdeltagelse, demonstrationer, corona-restriktioner og centralregeringens manglende kontrol over det nationale territorium. Her skal det nævnes, at en gruppe unge militærofficerer efterfølgende foretog et kup og væltede den siddende præsident under parolen om at ville skabe et fundament for folkets regering. Den primære årsag til dette militærkup var ikke valgprocessen, men bredere utilfredshed med det politiske establishment.
Corona-krisen påvirkede valgene i varierende grad og havde især i Burkina Faso en stor påvirkning, da restriktioner fratog mange mennesker muligheden for at stemme. Samlet set er regionen præget af autoritære styrer, der står over for store sikkerhedsmæssige udfordringer og kun har begrænset kontrol over deres territorier.
I Vest- og Centralafrika var der i perioden valg i Elfenbenskysten, Guinea, CAR, Congo og Ghana. Her er Ghana, som allerede nævnt, the odd one out med et velfungerende demokrati, mens de andre lande i regionen er kendetegnet ved autoritære styrer, der i perioden er blevet mere autoritære.
I Elfenbenskysten valgte den siddende præsident Alassane Ouattara, 78, at gå efter en tredje – og forfatningsstridig – præsidentperiode og vandt med 95 procent af stemmerne. Valget blev boykottet af oppositionen. Et tilsvarende billede tegner sig i Guinea, hvor præsident Alpha Condé, 82, også fik en tredje periode efter et valg præget af vold, drab på civile og anklager fra oppositionen om systematisk valgsvindel.
I Congo fik præsident Denis Sassou-Nguesso, 77, en fjerde valgperiode til et valg, som var boykottet af dele af oppositionen. Her spillede corona ind, da Guy-Brice Parfait Kolelas, præsidentens primære rival, holdt valgtaler fra en hospitalseng og døde med Covid-19 på valgdagen. I CAR blev præsident Faustin-Archange Touadéra, 63, genvalgt ved et valg præget af borgerkrig, corona-restriktioner og forskellige former for intimidering af oppositionen.
I Østafrika var der i perioden valg i Burundi, Tanzania og Uganda. I alle lande løb præsidentpartiernes kandidater af med sejren, og der ses en stadig mere autoritær udvikling. Ved valget i Burundi blev Ndayishimiye ny præsident, da den tidligere og autoritære præsident Nkurunziza fratrådte efter 15 år ved magten og faktisk døde siden. Der spekuleres i, om dødsårsagen var Covid-19, da hans kone samtidig var indlagt med den diagnose. I Burundi har Covid-19 været tabuiseret og ignoreret af den politiske magtelite, så pandemien spillede ikke ind på valget. Til gengæld var der rapporter om systematisk valgsvindel, og oppositionspolitikere blev også anholdt.
I Tanzania stod det på genvalg til præsident John Magufuli fra CCM-bevægelsen, der har siddet på magten siden selvstændigheden. Corona har i vid udstrækning været ignoreret og negligeret af den tanzaniske regering og spillede derfor ikke som sådan en rolle ved valget. Siden er Magufuli død og nogle spekulerer også her i, om dødsårsagen kunne være Covid-19.
Også i Uganda var der genvalg på programmet. Her til Yowerti Musveni, 76 år, som har siddet på magten siden 1986. Valgprocessen var præget af corona-nedlukninger, der var flere voldelige konfrontationer med mange dræbte og angreb på Musevenis primære modkandidat, den populære sanger Bobi Wine. Alt i alt tegn på en stadig mere autoritær udvikling i landet.
Kig på fremtidige 2021-valg i Afrika
I resten af 2021 er der planlagt ni præsidentvalg, men i forbindelse med valgene i Djibouti, Benin, Tchad og Etiopien bliver der næppe meget spænding. Alle fire lande er præget af autoritære eller stadig mere autoritære styreformer, som næppe kan udfordres.
Situationen er grundlæggende anderledes i de to østater Kap Verde og Sao Tomé et Principé. Foruden at være demokratiske er begge lande også store turistdestinationer og derfor økonomisk hårdt ramt af corona-krisen. Kap Verde får ny præsident, da Jorge Carlos Fonseca træder tilbage efter to perioder.
Der er mere spænding om valgene i både Gambia og Zambia. I førstenævnte bliver det en spændende test af præsident Adama Barrow, som efterfulgte den mangeårige og autoritære præsident Yahya Jammeh. Corona-krisen og især de manglende turister har ramt Gambias økonomi hårdt. I Zambia, hvor der er en lang tradition for demokratiske valg, har den siddende præsident Edgar Lungu vist autoritære træk.
Endelige er der Libyen, som efter Gadaffi er blevet en fragmenteret nation. Her prøver FN med støtte fra flere lande at stable et valg på benene i det borgerkrigsramte land. Valget er planlagt til den 24. december, men det er tvivlsomt, om der kommer en julegave i form af politisk stabilitet til den hårdprøvede befolkning, for det politisk-militære landskab i landet er dybt fragmenteret.
Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
