Gå til hovedindhold

Mobile menu

Forældre har magt over drenges omskæring men ikke pigers

Stater verden over forbyder omskæring af piger. Det er både kvindefrigørende og –undertrykkende. Intet land forbyder omskæring af drenge. Uden statens indblanding bestemmer forældrene efter bedste religiøse eller kulturelle overbevisning. Kønsdiskriminationen skyldes magtforskelle.
Patriarkerne har vundet krigen om drenges omskæring, skriver Ole Therkildsen. Der er dog fortsat modstand - som her ved Gay Pride Paraden i San Francisco i 2008.

Patriarkerne har vundet krigen om drenges omskæring, skriver Ole Therkildsen. Der er dog fortsat modstand - som her ved Gay Pride Paraden i San Francisco i 2008.

Caitlin Childs (CC BY-SA 2.0)

Over en milliard mænd er omskårne – otte til ti gange så mange som omskårne kvinder. Alligevel forbyder verdenssamfundet formelt omskæring af piger men tillader den for drenge. Også i Danmark er omskæring af kvinder forbudt uanset alder og straffes med op til seks års fængsel, jf. straffelovens § 245a, mens omskæring af mænd uanset alder er tilladt. Hvorfor denne forskelsbehandling? 

Global praksis

I 2012 vedtog FNs Generalforsamling enstemmigt en resolution, der globalt forbød kvindelig omskæring (nu kaldt ”Female Genital Mutilation” (FGM)). Alle lande blev opfordret til at tage “all necessary measures, including enacting and enforcing legislation to prohibit FGM and to protect women and girls from this form of violence, and to end impunity”. 

Det er et fremskridt, selv om forbuddet ikke håndhæves effektivt. Tre millioner piger får hvert år foretaget indgrebet.  Mellem 100 millioner til 140 millioner kvinder er omskårne verden over. Traditionen er udbredt i Afrika (29 lande), men praktiseres også blandt grupper i Asien (5 lande), Mellemøsten (7 lande), Latinamerika (4 lande) og Europa (2 lande). 

Mandlig omskæring er mest udbredt blandt muslimer og jøder (af religiøse grunde), i USA (mest af hygiejniske grunde) og dele af Afrika (sociale normer). 

Mens mindre end 4 % af verdens kvinder er omskårne, er mellem 25% og 33% af alle mænd det. Alligevel nævner FNs 2012 resolution ikke mandlig omskæring med et eneste ord. Tavsheden er slående. Her er fire vinkler på dobbeltstandardens – hykleriets – trivsel.

Helbredskonsekvenser

Omskæring er skadelig for kvinder (og skal derfor forbydes), men er sund for mænd. Sådan har det lydt i mange år – ansporet af både FN og NGOer. Argumentationen er problematisk.

Den bygger på, at alle typer af kvindelig omskæring slås sammen i én kategori – Female Genital Mutilation (FGM). Ordskiftet fra ”omskæring” til ”lemlæstelse” i den internationale debat skete i 1970erne for at hævde, at omskæring udgør en større ødelæggelse af det kvindelige kønsorgan, end af det mandlige – og med større negative sociale, seksuelle og helbredskonsekvenser for kvinder.  Denne påståede forskel er diskutabel.

Omskæring af kvinder foregår på (mindst) tre måder: et enkelt snit i klitoris (sunna), fjernelse af klitoris og dele af de små skamlæber (exision), eller infibulation (hvor også en del af de store skamlæber skæres af, og de rå sårflader sys sammen).  Skadevirkningerne af de større indgreb er indiskutable (f.eks. fistula, komplikation ved fødsler). En stor WHO-analyse kunne ikke påvise øget helbredsrisiko af den mindre omfattende omskæring. FGM-modstanderne mener, at alle former for omskæringer er både fysisk og psykisk skadelige.

Også tilhængere af mandlig omskæring negligerer indgrebets omfang. Det spænder fra et snit i forhuden (i sig selv et elastisk begreb) over delvis bortamputering til fjernelse af hele penisskaftets hud (og det der er værre).  Omskæringen, som den praktiseres i USA af hygiejniske grunde, er mere indgribende end mildere former for kvindelig omskæring. Alligevel hævder indflydelsesrige lægeorganisationer i USA, at den ikke er skadelig, men tværtimod bidrager til at forebygge bl.a. af HIV/AIDS. Troen på uskadelighed og positive virkninger er nu aftagende; omskæring i USA ligeså.

Illusionen om, at enhver form for kvindelig omskæring er modbydelig og skadelig tortur, mens mandlig omskæring blot er en mindre fysisk og rituel tilpasning, lever dog i bedste velgående. Kendsgerningen er, at nogle former for både mandlig og kvindelig omskæring er lemlæstende og burde forbydes. Andre former for omskæring af begge køn er så lempelige, at forbud ikke kan begrundes medicinsk. Kulturel og religiøs indflydelse spiller en stor rolle i sådanne vurderinger.

Kultur og religion

I patriarkalske samfund, hvor kvindelig omskæring er normen, er den blandt andet et forsøg på at styre deres kønsdrift. Derfor bidrager et forbud til at styrke kvinders seksuelle selvstændighed og frihed. Derimod er mandlig omskæring ikke nogetsteds rettet mod mænds seksualitet og afspejler ikke en social undertrykkelse. Kvindelig og mandlig omskæring kan derfor slet ikke sammenlignes er argumentet. 

I UNICEFs formulering er ”omskæring en manifestation af en dybt forankret køns-ulighed, som har alvorlige fysiske og sociale konsekvenser.”  Argumenterne er ikke forkerte, men ufuldstændige. Kvinders reproduktive sundhed og seksualitet er kun en side af sagen. 

U-omskårne kvinder bryder sociale og kulturelle normer. De vil få sværere ved at blive gift, med økonomiske konsekvenser for dem selv og familien (forældrene mister en brudepris).  Disse omstændigheder gør, at det ofte er kvinder selv, der efterspørger og udfører omskæringen. 

U-omskårne mænd risikerer ligeledes social marginalisering. Omskæringen er en rituel handling, der, ligesom for piger, markerer overgangen fra barndom til voksenlivet. I “Long Walk to Freedom” skrev Nelson Mandela: “An uncircumcised Xhosa man is a contradiction in terms, for he is not considered a man at all, but a boy… As a Xhosa, I count my years as a man from the date of my circumcision.”  At modstå smerterne uden at kny viser også manddomsstyrke. Ritualet kan binde en aldersgruppe sammen, så lokalsamfundet styrkes. Det kan ligefrem være en turistattraktion. Uganda Tourist Board markedsfører Bagisa-stammens voldsomme omskæringsritual for mænd. Det tiltrækker titusindvis af turister. 

Drives omskæring af religiøse snarere end af kulturelle motiver, ændrer det ikke på, at mange forældre anser omskæring for at bidrage til barnets mentale, moralske og åndelige udvikling. Trods risici og ulemper værdsætter de omskæringens religiøse og andre fordele. 

Menneskerettigheder

Omskæring af børn – drenge såvel som piger – er vel et klart brud på barnets rettigheder?  Det spørgsmål giver konventionerne ikke noget klart svar på. 

Børnekonventionen, 1959, anerkender ”ethvert barns ret til den levestandard, der kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige og moralske og sociale udvikling. ”Når forældre lader deres børn omskære, kan de hævde, at det bidrager til barnets udvikling. 

FNs Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women (CEDAW), 1981, forpligter staten til at modificere mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærd. Fordomme såvel som traditionelle og andre praksisser baseret på ideer om ulighed mellem kønnene skal elimineres. Problemet er, at netop denne konventionen er fuld af forbehold og undtagelser, blandt andet med hensyn til ”traditionelle normer og praksisser.”

Torturkonventionen fra 1984 omhandler kun overgreb begået af staten og omfatter derfor ikke omskæring foretaget af private personer. At hæfte prædikatet ”tortur” på en social norm, der værdsættes af mange, vil næppe bidrage konstruktivt til at ændre adfærden.   

Konklusionen er, at der ikke er klart belæg i konventionerne for totalforbud mod al omskæring. 

Mænds omskæring celebreres, mens kvinders fordømmes

At omskæring af piger er forbudt men tilladt for drenge, skyldes politik og magt.  

Nogle kvinder fra afrikanske eliter støttet af vestlige ligesindede er magtfulde fortalere for totalforbud mod kvindelig omskæring, fordi det er kvindefrigørende. Resultatet er, at de fleste stater verden over nu ulovliggør alle former for kvindelig omskæring. Dét slag er vundet.

Men krigen er ikke vundet. Som nævnt ovenfor, er mange kvinder og mænd verden over tilhængere af kvindelig omskæring. Men de har ikke politisk indflydelse eller organisering nok til at forhindre et totalforbud, selv om det undertrykker værdsatte kulturelle og sociale normer. Mange stater håndhæver dog ikke forbuddet. Gængs praksis er ”blot” ulovliggjort.

Krigen om drenges omskæring har patriarkerne derimod vundet næsten uden slag. Fortalerne for denne omskærings velsignelser er meget velorganiserede og politisk stærke. Så magtfulde, at fem danske ministre i sidste uge advarede mod at forbyde omskæring af drengebørn i Danmark af frygt for en gentagelse af den krise, som Muhammed-tegningerne udløste. Patriarkerne verden over er i sandhed magtfulde.