Israel ude af UNESCO

Forfatter billede

Beslutningen om at trække sig fra UNESCO blev annonceret tilbage i oktober 2017 efter at Israel i flere år har været stærkt utilfreds med organisationens kritik af Israels besættelse af den østlige del af Jerusalem, senest med en resolution i maj 2017.

Den sidste dråbe

Det anti-israelske bæger flød angiveligt over, da UNESCO i juli 2017 efter en afstemning udnævnte Hebron på den besatte vestbred til bevaringsværdig palæstinensisk verdenskulturarv.

Udnævnelsen fik ifølge blandt andet Al-Jazeera den israelske premierminister Benjamin Netanyahu til at beskære støtten til FN med 1 million dollars med den begrundelse, at UNESCO ignorerede den jødiske tilknytning til byen. I protest ville pengene i stedet blive brugt til at etablere et jødisk kulturarvsmuseum i bosættelsen Kiryat Arba – en forstad til Hebron.

Diplomatisk sejr til palæstinenserne

I den palæstinensiske lejr blev beslutningen om at udnævne Hebron til palæstinensisk kulturarv derimod modtaget med hyldest og set som en diplomatisk sejr over Israel og USA’s forsøg på at afspore afstemningen.

”Den palæstinensiske stat er suveræn, selvom den er under besættelse. Den handler inden for sine fulde rettigheder, når den tager initiativ til at nominere denne by til optagelse på verdensarvlisten. Denne by, som er på statens territorium,” sagde den palæstinensiske UNESCO-ambassadør Elias Sanbar ifølge The Guardian.

UNESCO beklager dybt

I efteråret blev det så for meget for USA og Israel, som begge indgav anmodning om opsigelse af deres medlemskab af UNESCO. Opsigelsen trådte i kraft per 1. januar 2018, hvorefter USA og Israel blot vil have observatørstatus.

I en officiel erklæring den 29. december 2017 beklagede UNESCOs generalsekretær, Audrey Azoulay, staternes beslutning:

”Jeg beklager dybt (denne beslutning, red.), da jeg er af den opfattelse, at det er indenfor – snarere end udenfor – UNESCO, at stater bedst kan søge at overkomme de uoverensstemmelser, der måtte være I forhold til organisationens virke.”