Gå til hovedindhold

Mobile menu

Kan du spille med på donor-tonerne?

Store, private fonde og donorer optræder i disse år højere og højere grad på udviklingsscenen. Det er godt med noget filantropi, for hvis vi skal opnå nogen som helst udviklingsmål, er der brug for flere penge end regeringer og multilaterale donorer kan (læs: er parate til at) give. Et vist socialt engagement fra velhavende mennesker er vel også altid at fortrække frem for intet. Men når det er private, der bestemmer, hvem der skal have pengene, er det også lige pludselig dem, der stiller kriterierne for succes. Og hvordan navigerer man så lige i de – nogle gange – lunefulde ideer, der opstår i andedammen af fonde og filantroper?

Wikimedia Commons

Behaviour change var det buzzword bestyreren af en større fond, der støtter organisationer og programmer for social forandring, særligt i afrikanske lande, havde taget med på landebesøg i denne omgang. Hvordan ændrer vi patienters og samarbejdspartneres adfærd?

Det er et godt spørgsmål, men jeg og mine kollegaer var nu ret enige om, at det er ikke det vi primært gør, når vi tilbyder gratis, kvalitetssundhedsydelser for børn under 5 og gravide kvinder i nogle af verdens mest oversete lokalsamfund. Vi flytter barrierer så den rigtige adfærd kan finde sted.

Et andet vigtigt spørgsmål var, hvordan vi kunne gøre vores arbejde mere kost effektivt – altså, hvordan vi kunne give det samme, men for færre penge. De to ting syntes at være de primære interesser for fonden, der var kommet på besøg for at se vores arbejde i aktion.

Spille til forskellige toner og luner

Bevares, i sig selv er der intet i vejen med at blive mere effektive eller at ændre folks adfærd, så flere f.eks. går til sundhedsklinikken frem for den traditionelle healer, når deres barn er sygt.

Problemet opstår i det faktum, at denne fond og dens bestyrer er blot en af utallige mulige og nuværende donorer vi har, der hjælper os i at skabe universel adgang til primære sundhedsydelser i Togo.

Hvis vi skal spille med på alle de forskellige toner og ideer fra private filantroper og deres fonde, så ville det være nemt at flytte fokus fra resultaterne – noget mange donorer jo i sidste ende lægger vægt på.

Vi ville prøve at spille til deres forskellige toner og luner i stedet for at fokusere på, hvad der rent faktisk virker og er bæredygtigt i den kontekst vi arbejder i. For slet ikke at tale om det grundlæggende moralske spørgsmål: giver det mening at yde basal sundhed til en befolkning, hvor under 30% af befolkningen har adgang til sundhedsydelser, og hvor 1 ud af 11 børn ikke lever til at blive 5 år på grund af sygdomme, der er fuldt ud behandlelige og det endda til relativt få penge?

De stenrige bestemmer

På et mere generelt plan er der spørgsmålet om gennemsigtighed og ’accountability’. Hvis donorerne ikke er regeringer eller multilaterale donorer, hvem står for at holde dem til regnskab for de valg de træffer ud i, hvilke programmer og organisation, de støtter?

Mange vil sikkert sige, at det kun er et held, at så mange stenrige mennesker ønsker at give noget af deres formue til godtgørende formål, og siden det er deres penge, er det deres ret at bestemme ud fra de kriterier de har og den viden er dem til rådighed. Og jo, flere penge i udviklingssektoren er da kun til gavn – særligt i sundhedssektoren i disse tider, hvor reproduktive rettigheder er under angreb fra, ja selvfølgelig – Trump og hans kumpaner af hvide, halvgamle mænd.

Men jo flere forskellige spillere, der kommer på banen, jo sværere bliver det at leve op til forskellige underlige krav og kriterier for at få finansiering.

Mit håb er ikke, at donorer skal holde sig tilbage med kritik og standarder. Mit håb er, at de sætter sig ind i sagerne og ser på, hvad der virker, og hvad der er rigtigt at gøre, lytter til eksperterne, har mere generelle afrapporteringskriterier og gennemsigtighed for brug af midler og så ellers bare giver los med pengepungen, når de har fundet lige den organisation, der giver de gode resultater.