En dag i firserne var jeg med til at dele løbesedler ud i en lille by i Belgien. Chaufføren bad hver enkelt dele ud i en gade ad gangen, og jeg spurgte, om han ikke bare kunne give hver af dem et kort. ”De fleste, der deler løbesedler ud hos Terre, kan ikke læse et kort.”
Terre forener et engagement i Peru, Mali, Burkina Faso m.fl. med et lokalt fundament, bl.a. ved at beskæftige mindre velfungerende. ”For hver to stærke i den samlede arbejdsstyrke kan du få plads til én person med fysiske, psykiske eller sociale problemer,” sagde Terre’s stifter, William Wauters (1926-94). 62 års arbejde med over 200 ansatte de sidste mange år har bevist det.
Det tøj, man har på i POLISARIO’s flygtningelejre i Algeriet, stammer fra svenske Emmaus-grupper, og en del af arbejdet med at indsamle, sortere og pakke er udført af udviklingshæmmede.
I bl.a. franske Emmaus-samfund finder man flygtninge og indvandrere fra store dele af verden med store ar på sjælen – andre, der bor og arbejder i disse samfund, har drukket som svampe og sovet under broer i årtier for så i Emmaus at finde noget, ikke bare at leve af, men noget at leve for.
Disse sammenhænge er modpol til bogen ”Når idealer forenes med forretning”, af Sofie og Ole Münster. De kan ikke skrive 17 sætninger, uden at ”moderne” og ”professionel” optræder mindst 3 gange hver, ubetinget ment som plusord.
Alt ”velgørende” foreningsliv løftes op i et plan, hvor der ikke er plads til de uperfekte mennesker, kun de toptrimmede unge, smukke og rige. I Münsters verden er der en skarp opdeling mellem dem, der deler ud af deres overskud og de dårligt stillede, som tager imod – det falder ikke parret ind, at mennesker, der selv er ramt af samfundet, kan vokse mentalt og finde uanede ressourcer hos sig selv ved at hjælpe andre.
”Når man træder ind i en genbrugsbutik, virker det ofte, som om man træder ind i en helt anden tidsalder”, skriver Münster, som kun ser genbrug som en måde at tjene penge på. Men arbejdet er velegnet til at engagere ikke-intellektuelle, ikke kun dem, der er født med et handicap eller er løbet ind i store skrammer, men også pensionister, håndværkere, kassedamer, folk med korte, halvlange eller fraværende uddannelser.
Münsterparrets elitedyrkelse skubber yderligere til en udvikling, der har været i gang i en årrække. Det danske u-landskab præges mere og mere af bogligt veluddannede.
Man kan ud fra sit menneskesyn indrette aktiviteterne, så de bredest mulige kredse kan deltage. Men dette er også værd at tænke over af hensyn til stabiliteten.
De organisationer, der kun har plads til de strømlinede, kan nemt opleve hurtige succes’er, der er væk igen kort tid efter – fordi nogle skulle videre til nye udfordringer. Overskudsmennesker, der skal have luft under vingerne, vil ikke være nær så tilbøjelige til at være trofaste over for den enkelte forening som dem, der oplevede, at livet fik afgørende mening ved mødet med foreningen.
Udvikling og retfærdighed er alt for vigtige formål til, at det kun er de boglige, der skal makke med dem – de boglige skal arbejde sammen med de praktiske og med alle de kuldsejlede, skæve eksistenser.
