Ny Mærsk-fond vil investere milliarder i Afrika

maersk_jonn_leffmann_wiki
Mærsk-hovedkontoret i København.
Foto: Jonn Leffmann (arkiv/wikimedia/CC)
Forfatter billede

Selskabet bag den store danske olie- og shippingkoncern, A.P. Møller Holding, danner en ny kapitalfond, der for første gang især skal investere i Afrika, skriver Berlingske torsdag.

Fonden administreres af den nyskabte konstruktion, A.P. Møller Capital, der er en kapitalfond under A.P. Møller Holding. 

A.P. Møller Capital har dannet den nye investeringsfond sammen med PKA, Pension Danmark og Lægernes Pension. Fonden får fra begyndelsen 3,5 milliarder kr. at arbejde med, men vil senere kunne nå op på syv mia. kr. i takt med at flere investorer kommer til.

"Afrika har kæmpebehov for at investere i infrastruktur. Dertil forventer vi en positiv økonomisk vækst, fordi befolkningstallet stiger kraftigt og mange lande har store mineralforekomster og frugtbar landbrugsjord", siger ledende partner for den nye kapitalfond, Kim Fejfer, til Berlingske.

Fonden vil fokusere på energi og elektricitet (hundreder af millioner afrikanere mangler el) og skyde penge i jernbaner, veje og lufthavne. Afrikas jernbaner er nedslidte, det samme gælder de overbelastede veje.

Fejfer regner ifølge Berlingske med, at den afrikanske investeringsfond vil have en levetid på ti år og en målsætning om 10-15 investeringer.