Nairobi Consensus – Det 11. papir: En vision fra Syd om de globale udfordringer
Af
Ricardo Navarro, El Salvador, direktør for Mellemfolkeligt Samvirkes salvadoranske partner, CESTA – Det Salvadoranske Center for Tilpasset Teknologi, og formand for Friends of the Earth International.
Rosemary Thomas, Tanzania, Researcher og rådgiver. Arbejder i Womens Legal Aid Centre. Formand for Sustainable Watch Network i Tanzania, en opfølgning på Rio plus 10. Derudover er hun formand for den rådgivende MS-bestyrelse i Tanzania.
Okech-Owiti, Kenya, jurist og tidligere formand for den rådgivende MS-bestyrelse i Kenya. Har udgivet en mængde publikationer om bl.a. donorer i Afrika, menneskerettigheder, folkeoplysning og kønsspørgsmål.
Skal Syd overhovedet blande sig i debatten om, hvordan de globale udfordringer skal tackles? Ja, naturligvis, synes vi. Men folkene bag Copenhagen Consensus (CC) har ikke givet Syd en stemme. Bjørn Lomborgs økonomer og eksperterne bag de 10 tema-papirer kommer alle fra det rige Nord. Derfor har vi på foranledning af Mellemfolkeligt Samvirke skrevet et 11. papir med synspunkter fra Syd.
Den skæve globalisering
2 euro, mindst. Det er prisen for en kop god kenyansk kaffe i en tysk café. Blot en halv promille heraf går til den kenyanske kaffebonde. Nej, vilkårene for kenyanske kaffebønder har ikke forandret sig meget siden kolonitiden.
Og det har den markedsstyrede globalisering, der har taget ekstra fart de seneste år, ikke ændret meget ved. Den har slet ikke udryddet fattigdom, den har tværtimod efterladt millioner af mennesker uden adgang til elementære sundhedsydelser, uddannelse, vand, sanitet osv. Uden håb. Globaliseringen har fastlåst den kenyanske kaffebonde i rollen som underbetalt råvareleverandør til det rige Nord.
Alligevel rækker CCs ambitioner ikke højere end til et forsøg på at udnytte udviklingsbistanden mere effektivt. Og det er da fornuftigt at tjekke, om bistanden virker. Men det er langt mere interessant at kigge på årsagerne til, at verden fortsat er så skæv.
Copenhagen Consensus freder den herskende verdens(u)orden.
Vi udfordrer den.
Hykleriet: Mener I virkelig globaliseringen alvorligt?
Lad os et øjeblik forestille os, at vi tog globaliseringen og det frie, liberale marked helt alvorligt. Så skulle alle grænser for både mennesker og varer væk! Og så skulle I se økonomisk vækst.
”Fri migration kan mere end fordoble verdens samlede velstand,” konkluderer et baggrundspapir fra CC. Et andet, at den globale velstand ville få et løft på
122 milliarder dollars, hvis de rige lande afskaffede deres landbrugsstøtte.
Alligevel gennemfører industrialandene stadigt skrappere begrænsninger på indvandring.
Og alligevel bruger de samme lande stadig omkring 350 milliarder dollars om året på landbrugssubsidier.
De industrialiserede lande snakker globalisering, men sætter grænser for globaliseringen, når det passer dem.
Kynismen: Er en danskers liv 84 gange mere værd end en kenyaners?
Hvad er et menneskeliv værd? Alene spørgsmålet virker kynisk. Nogle CC-papirer værdisætter et leveår til ét års gennemsnitlig indkomst per indbygger i det pågældende land.
I 2002 var Bruttonationalindkomsten, BNI, per indbygger i Kenya 360 dollars, i Danmark var den 30.260 dollars. Det betyder, at værdien af en kenyaners liv kun er 1/84 af en danskers!
Absurd? Ja. Men måske i virkeligheden en meget retvisende afspejling af den gængse verdensorden.
Mere kynisme: Kan det betale sig at redde liv?
Skal mennesker kun have medicin og lægehjælp, hvis det kan betale sig at redde deres liv? Det ville I aldrig acceptere i de rige lande, for det ville hurtigt sætte en stopper for ”ineffektiv” og dyr behandling og pleje af ældre og handicappede mennesker.
Men i Syd lades millioner af fattige i stikken og dør, fordi det ikke kan betale sig at sikre dem adgang til elementære sundhedsydelser og basal medicin, sådan som verden er skruet sammen i dag. CC “institutionaliserer” ligefrem, at vore handlinger skal dikteres af, hvad der kan betale sig. Altså i de fattige lande.
Det virker kynisk. Men faktisk er det forfriskende, at CC lægger kynismen så åbent frem.
Behov frem for købekraft
Det er jo besnærende enkelt at lade vore beslutninger afhænge af, hvad der bedst kan betale sig: Udgiften på den ene side, afkastet på den anden. Men en sådan model – og CC – forholder sig overhovedet ikke til, hvordan væksten fordeles: Når den ud til de fattige? Eller er det blot de rige, der bliver rigere?
Sporene skræmmer. Adskillige udviklingslande har oplevet imponerende økonomisk vækst, samtidig med at de fattige er blevet endnu mere marginaliserede.
Markedet interesserer sig for vækst, ikke for fordeling. Og markedet fokuserer på købekraft, ikke på basale, menneskelige behov. Vi ønsker en verden med fokus på menneskelige behov og bæredygtig, balanceret udvikling. De frie markedskræfter skal styres og reguleres, så de også arbejder til gavn for de fattige.
Myten om de knappe ressourcer
Verden har begrænsede ressourcer til rådighed for de globale udfordringer, lyder det gang på gang fra Lomborg og hans folk. Det er en myte.
Det er et spørgsmål om vilje og om de prioriteringer, CC netop taler så ivrigt for. Kun 5 lande, Norge, Sverige, Danmark, Holland og Luxembourg, opfylder FN-målet om at give mindst 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten (BNI) i udviklingsbistand.
Den globale bistand var i 2003 på 68,5 milliarder dollars. Det giver et gennemsnit på 0,25 pct. af BNI. Hvis alle rige lande levede op til FNs mål, ville det betyde næsten en tredobling af bistanden.
USA er allerlængst fra FN-anbefalingen. I 2003 gav USA sølle 0,15 pct. af landets BNI. Hvis USA opfyldte FNs 0,7 pct.-mål, ville dét alene forøge den globale udviklingsbistand med omkring 60 milliarder dollars!
Verden har råd til at bruge 900 – 1.000 milliarder dollars om året på militær og yderligere 350 milliarder på landbrugsstøtte. Og USA har råd til at bruge 160 milliarder dollars på krigen i Irak og den efterfølgende genopbygning.
Der er penge nok.
Den egentlige udfordring
I 2003 annoncerede Verdensbanken, at u-landene var blevet nettoeksportører af kapital. Trods udviklingsbistanden går der mere kapital fra Syd til Nord end den anden vej.
Syd er ikke en ydmyg modtager af velgørenhed fra Nord. Syd betaler for forbrugsfesten i Nord med billig arbejdskraft, billige råvarer og via en række andre indviklede systemer.
Globaliseringsmotoren skal ikke bare lige trimmes og finjusteres. Den skal sætte farten ned, så der bliver tid til at overveje retningen. Blind økonomisk vækst uden hensyn til klodens knappe naturressourcer og til basale menneskelige behov er en forkert retning at haste videre i.
Den egentlige globale udfordring er at få ændret retningen.
Kilde: www.ms.dk
