Da kobber blev en brik i u-landsdebatten

Den danske instruktør Christoffer Guldbrandsen har begået en ny dokumentarfilm, der sætter fokus på u-landsbistand og store internationale investeringsfirmaers udnyttelse af fattige landes ressourcer. Et skræmmende bekendtskab forenes i en god dokumentarfilm.

Fuglesang, grønne træer og idylliske små huse ved glitrende søer. Velkommen til Rüschlikon, en lille by i Schweiz, som just har fået en ny indbygger: Ivan Glansenberg, direktør for Glencore, verdens største råvarehandelsfirma.

Christoffer Guldbrandsens nye dokumentar-film, som er produceret til DR og BBC’s verdens-omspændende kampagne ”Why Poverty?”, begynder sin fortælling i hyggelige omgivelser akkompagneret af let og lys musik.

Vi møder indbyggerne i den lille by, som står over for en stor beslutning: Skal skatten sænkes med 7 procent, som byrådet foreslår, eller skal man sænke skatten med ”kun” 5 procent og bruge de resterende 2 procent på u-landsbistand, som en modig borger foreslår?

Der er nemlig landet en meget stor check på borgmesterens bord, og man skal nu finde ud af, hvad pengene skal bruges til.

Forslaget, som inkluderer 2 procent til u-landene, møder udtalt modstand, da det anses for flabet over for giveren. Og hermed er scenen sat.

Dokumentarfilmens omdrejningspunktet er Zambia og landets kobberminer. Fokus er på de udenlandske investorers unddragelse af beskatning. Zambia går på den bekostning glip af store summer, som i stedet gennem ”transfer pricing” flyttes ud af landet og videre til lande i Vesten. I dette tilfælde nærmere bestemt Schweiz.

Og det er her Glencore og deres datterselskab Mopani kommer ind i billedet.

Zambia er blandt verdens 20 fattigste lande og har efter stor økonomisk nedgang set sig nødsaget til at sælge sit sidste aktiv, nemlig kobberminerne, i en tid, hvor prisen er i bund. De privatiseres og opkøbes efterfølgende af Glencore og Mopani.

Problem? Skatteunddragelse!
Dokumentarfilmens helt er Zambias vicepræsident, den aldrende Guy Scott. Der er to bemærkelsesværdige ting ved ham: Han er hvid, og han kæmper for zambiernes rettigheder, hvilket ikke altid har været regeringens politik. En tidligere præsident blev i forbindelse med privatiseringen af kobberminerne i løbet af kort tid den glade ejer af hele 11 kufferter fyldt med designertøj og -sko, alt sammen indkøbt i Schweiz.

Guy Scott følges løbende igennem dokumentaren – lidt som en ridder i en glitrende rustning – i sin kamp for at rejse Zambia på ny.

Christoffer Guldbrandsen, der står bag debatskabende dokumentarfilm som “Fogh bag Facaden” (2003) og “Den hemmelige Krig” (2006) om danske soldaters udlevering af afghanske fanger til mishandling i en amerikansk lejr, er ikke en usynlig instruktør. Men han er en instruktør, der både foran og bagved kameraet rejser verden rundt i sin søgen efter sandheden.

Sandheden om Glencore, skatteunddragelse og den vestlige verdens hykleri, som kommer til udtryk bl.a. i form af en benådning af den største amerikanske skattesvindler og pres fra den internationale verden om at lægge en ”windfall tax” på hylden (nye skatteregler, der ville have betydet en øget beskatning af de udenlandske minefirmaer).

Ligeledes viser Guldbrandsen, hvordan firmaer som Glencore er hævet over land og lov, hvordan de kan købe sig til tilladte grænseværdier, og hvordan de alligevel i rampelyset kan fremstå som CSR-orienterede og bevidste forretningsmænd.

Dokumentarfilmen er et skræmmende eksempel på, hvordan den vestlige verden og de tonstunge investeringsfirmaer og ”mining companies” udhuler u-landende.

Guldbrandsen får på behændig vis bundet en knude på sin dokumentarfilms første scener – hvor man som beskuer møder den idylliske lille schweiziske by, der ikke ville nøjes med en skattesænkning på kun 5 procent og u-landsbidrag – og slutningen, der sørgeligt konkluderer, hvordan u-landsbistanden udhules af udenlandske investorers griskhed. Desværre.

Tyveriet af Afrika kan ses på DR1 søndag 25/11 klokken 21.55.