Samuel Eto’o var en af verdens bedste angribere, da han var på toppen, og har blandt andet vundet Champions League tre gange og titlen som Årets spiller i Afrika fire gange. Det er rekord. Dertil vandt han blandt andet olympisk guld med Camerouns landshold – kendt som De Ukuelige Løver – i 2000.
Født i havnebyen Douala, som er den største by i Cameroun, er nu 38-årige Samuel Eto’o fortsat aktiv i Qatar, men huskes især for de store år i F.C. Barcelona, Inter i Milano og Chelsea i London.
I forbindelse med onsdagens møde i netop Champions League mellem hans to gamle klubber Barcelona og Inter, ser Samuel Eto’o i den italienske sportsavis, La Gazetta dello Sport, tilbage på de fem år i Barcelona, hvor han fik en platform, som “tillod mig at vise mig selv frem, så millioner af afrikanske drenge kunne drømme og komme til at tro på, at alting er muligt i livet”, og hvor de to år i Inter “bekræftede drømmen, det var næste skridt. Jeg vandt to på hinanden følgende tredobbelte triumfer med to forskellige hold”.
Med tredobbelte triumfer menes både mesterskabet, pokalturneringen og Champions League indenfor samme år, som Eto’o altså vandt i henholdsvis Spanien og Italien.
Han ser desuden tilbage på tiden med brasilianske Ronaldinho og især en ung Lionel Messi, som ligesom Eto’o selv i sin tid var blevet håndplukket som helt ung, fordi talentet var så lysende. Hvor Messi blev hentet i Argentina, mens Eto’o altså blev fundet af talentspejdere på Kadji Sports Academy i Diouala i Cameroun og købt af selveste Real Madrid.
“Jeg opdragede Messi som en søn”, fortæller Samuel Eto’o i interviewet, hvor han afslører, at det trods de gode år i den catalanske storklub og far-søn-forholdet til Barcelonas største stjerne er klubben, han efterfølgende kom til, som hjertet banker for. Måske har han trods alt ikke glemt, at Barcelona efter de fem fede år havde fået øje på svenske Zlatan Ibrahimovic, som blev byttet for Eto’o plus en pose penge?
Det går op og ned i fodbold.