Dokument:
Tale af Danidas chef, udenrigsråd og ambassadør Carsten Staur, ved torsdagens danske lanceirng af UNICEFs årsrapport “om tilstanden for verdens børn” i Eigtveds Pakhus i København.
UNICEFs State of the Worlds Children 2004 vurderer, at der er 121 millioner børn, der ikke går i skole. Over halvdelen, eller 65 mio., er piger. Det har langtrækkende konsekvenser for pigerne selv, deres familier, deres lokalsamfund og deres lande.
En Verden til Forskel, som er regeringens bud på nye prioriteter for dansk udviklingsbistand 2004-2008, indeholder en markant opprioritering af den danske bistand på uddannelsesområdet.
Uddannelsessektorens andel af den samlede bilaterale bistand vil i perioden 2004-2008 stige fra ca. 10 til 15 procent, og allerede fra 2007 bliver uddannelsessektoren den største sektor.
Når uddannelsesindsatsen bliver opprioriteret, skyldes det, at vi i dag nok klarere end tidligere erkender betydningen af uddannelse i udviklingsprocessen. Der er for os ingen tvivl om, at uddannelsesindsatser i høj grad er med til at styrke grundlæggende målsætninger som fattigdomsbekæmpelse, bæredygtig udvikling og demokratisering.
Uddannelse handler om at udvikle ressourcer på mange forskellige områder. Det er en ressource at kunne læse og skrive.
Men det er også en ressource at kunne kommunikere, at kende indflydelseskanaler i lokalsamfundet og at have baggrundsviden om samfundsforhold.
Alt dette er vigtige kompetencer for, at også fattige kan tage aktivt ansvar for deres eget liv og nærsamfundet. Målene om at sikre alle børn i verden et grundlæggende skoleforløb og fjerne kønsbetingede forskelle i uddannelse er en kæmpe udfordring for de udviklingslande, hvor skolemulighederne er ringest; det vil sige især i Afrika syd for Sahara.
Men det er også en udfordring for os i industrilandene. Alle har vi forpligtet os til at medvirke til indfrielsen af disse mål; i Dakar
i 2000 under verdenskonferencen ”Education for All”, og senere samme år da vi tilsluttede os de 8 udviklingsmål vedtaget af FNs medlemslande, de såkaldte 2015 Mål.
Det er ikke umuligt at nå 2015 Målene om uddannelse, men der skal gøres en ekstraordinær indsats. Der er behov for betydelige ekstra ressourcer, nationalt og internationalt, for at nå 2015
Målene, inklusiv de 2 mål på udannelsesområdet.
I Human Development Report 2003 opgøres det samlede behov for at nå alle 2015 Målene til mindst 50 mlliarder dollars hvert år oven i de 50 mia. dollars, der i dag årligt anvendes til udviklingsbistand – altså en fordobling.
Første test på verdenssamfundets forpligtelser i forhold til 2015 Målene er målet om at fjerne kønsbetingede forskelle i uddannelse i grundskolen inden 2005.
De seneste analyser viser, at 35 lande risikerer ikke at nå dette mål, medmindre der gøres en ekstraordinær indsats. Samtidig er
det vigtigt at være opmærksom på, at hvis dette mål ikke nås, øges sandsynligheden for, at de øvrige 2015 Mål heller ikke nås.
Forpligtelsen til at nå 2015 Målene ligger hos de nationale regeringer i hvert enkelt medlemsland. De må bevidst og målrettet arbejde for at sikre et grundlæggende skoleforløb for alle og
fjerne kønsbetingede forskelle i uddannelse. Et vigtig element ud over gode strategier og planer er, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til at realisere dem.
De industrialiserede lande skal også bidrage mere og bedre. Danmark har netop som det første land offentliggjort en national rapport om vores bidrag til det ottende 2015 Mål. Dette mål
indebærer en forpligtelse for industrilandene til at etablere et globalt partnerskab for udvikling, bl.a. ved at øge den statslige bistand og forbedre dens kvalitet, herunder gennem afbinding
og donorharmonisering.
Et første skridt på vejen er de forpligtelser EU påtog sig på
Verdenstopmødet om finansiering i Monterrey i 2002. Herefter skal EU-landene under eet øge deres udviklingsbistand til 0,39 procent af BNI i 2006. Fra dansk side vil vi påse, at det sker.
Men lad mig vende tilbage til, hvordan Danmark konkret medvirker til at indfri de 2 såkaldte 2015 Mål om uddannelse og således medvirker til at få de 121 millioner børn, der i øjeblikket ikke går i
skole, ind på skolebænken.
Uddannelsessektoren styrkes primært bilateralt. Vi iværksætter 5 nye sektorprogrammer i (programsamarbejdslandene) Benin, Burkina Faso, Bolivia, Nicaragua og Bhutan i løbet af det næste års tid samt et overgangsprogram i Afghanistan.
5 af de 6 lande er omfattet af UNICEFs såkaldte ”25 by 2005”-initiativ, som sigter på at øge pigers adgang til uddannelse i 25 af de lande, der har størst vanskeligheder ved at nå 2005-målet om eliminering af kønsbetingede forskelle i uddannelse i grundskolen.
Multilateralt fortsætter vi samarbejdet med UNICEF, Verdensbanken og UNESCO. Her er UNICEF en vigtig samarbejdspartner. UNICEFs indsatser bidrager til indfrielsen af alle 2015-målene, og organisationen er den ledende i FN-systemet, når det gælder pigers uddannelse.
Bl.a. derfor har vi valgt at fortsætte den danske støtte til UNICEF på det samme høje niveau, nemlig 180 mio. kr. årligt i perioden 2004-2008. Foruden dette beløb til udviklingsindsatser ydes et betydeligt beløb årligt til UNICEFs humanitære indsatser.
Pigers uddannelse er en af Børnefondens 5 prioriteter og samtidig en dansk prioritet i samarbejdet med UNICEF. I vores samarbejde lægger vi stor vægt på UNICEFs rolle som leder af UN Girls Education Inititative (UNGEI), og vi ser frem til en markant indsats fra UNICEF i de kommende år byggende bl.a. på erfaringerne fra African Girls Education Initiative.
Et andet område, som vi prioriterer højt i samarbejdet, er UNICEFs arbejde med udviklingen af den rettighedsbaserede tilgang. Dette arbejde er vigtigt. Dels som led i FNs reformarbejde, hvor generalsekretæren har ønsket, at menneskerettigheder prioriteres i alle FNs indsatser. Dels i forhold til UNICEFs konkrete programindsatser på uddannelsesområdet.
UNICEFs indsats har hidtil fokuseret på lokalsamfundene og på distriktsniveau. Denne indsats værdsætter vi, men skal 2015 Målene om uddannelse realiseres, er det vores overbevisning,
at UNICEF i langt højere grad skal engagere sig på det nationale niveau.
Det er derfor positivt, at UNICEF med sit ”25 by 2005”-initiativ sigter på at inddrage og aktivere de nationale ledere i indsatsen for at få piger i skole. Men der er vedvarende behov for et større engagement i partnerskaber og en mere aktiv rolle i policy-drøftelserne med regeringen på sektorniveau.
Dette er forudsætningen for, at den rettighedsbaserede tilgang lykkes.
En anden forudsætning er fastholdelse af det tværsektorielle perspektiv. Et af rapportens hovedbudskaber er nødvendigheden af en tværsektoriel tilgang til uddannelse med udgangspunkt i
det enkelte barns rettigheder.
Rettighederne gælder sundhed, vand og sanitet, ligestilling i praksis, hiv/aids-forebyggelse, beskyttelse gennem lovgivningen, frihed for arbejde, etc.
Vi mener, at UNICEFs vigtigste opgave på uddannelsesområdet må være at sikre, at denne tilgang slår igennem på nationalt niveau. Ikke mindst i de nationale fattigdomsstrategier og i sektorsamarbejdet.
Sidst, men ikke mindst, tror jeg vi må se i øjnene, at medmindre FN-organisationerne sørger for at kunne operere som een slagkraftig enhed på landeniveau med eet fælles program, eet budget og een talsmand eller repræsentant pr. indsatsområde, får FN aldrig en indflydelse på udviklingsarbejdet, der for alvor kan være et modspil til Verdensbanken og de bilaterale donorer.
Vi har brug for eet FN inden for uddannelse ligesom inden for de andre centrale sektorer i udviklingssamarbejdet. Men kun for et FN som ved, hvad det vil.
Med State of the Worlds Children 2004 har UNICEF givet et godt bidrag til at formulere en FN-dagsorden for 2 af de centrale
2015 Mål, som vi andre helhjertet kan tilslutte os.
Vi glæder os til at se det samarbejde i praksis og vil gerne deltage aktivt heri.
