I den kommende uge finder 2 betydningsfulde begivenheder sted indenfor mikrofinans. I Nairobi er der afrikansk mikrokredit-topmøde fra den 7. til den 10. april med over 2000 delegerede fra 40 lande. Og den 7. april lanceres det nydannede Dansk Forum for Mikro-finans ved en festlighed på CBS (Handelshøjskolen) i København.
U-landsnyt vil bidrage med et indlæg om mikrofinans i Afrika, som blev bragt i går søndag og et i dag mandag om mikrofinansens rolle i dansk u-landsbistand.
Af Christian Sørensen
Programkoordinator i ADRA Danmark og tovholder på u-landsnyt.dk
Mikrofinansguru og nobelpristager Mohamed Yunus gik under stor be-gejstring på scenen til sidste års Roskil-defestival. 12 år tidligere var nu afdøde Poul Gro-sen som direktør for FNs Kapital-udviklingsfond (UNCDF) eneste dansker på taler-stolen ved det første mikrokredit-topmøde i Washington.
I den mellemliggende periode er Danmark blevet synlig i mikrofinanssektoren. Og regeringens udkast til en ny strategi for fremtidens danske u-landsvirke rummer plads for meget mere.
NGOerne
Danske NGOer har fået øjnene op for det potentiale, som ligger i selvkørende spare-lånegrupper. De blev landskendte under Danmarks-indsamlingen i 2010, hvor et af de projekter, pengene skulle gå til, var et CARE projekt i Mozambique.
CARE, Folkekirkens Nødhjælp, Caritas, DMR-U (Dansk Missionråds Udviklingsafdeling) og ADRA, som alle er medlem af det nydannede Dansk Forum for Mikrofinans, støtter i dag oprettelsen af spare- lånegrupper. En privat dansk fond, FAHU fonden, giver primært støtte til udbredelse af spare-låne-grupper.
I alt er der oprettet omkring 4.500 spare-lånegrupper med dansk støtte. Og tallet vil stige kraftigt i de kommende år.
Men det har taget tid, før danske udviklingsorganisationer er nået dertil.
I 2007 blev der foretaget en kapacitetsundersøgelse, som konstaterede at danske NGO’er havde en lang række aktiviteter, der involverede mikrofinans, men også at der var stor uvidenhed på området. Og mange af metoderne virkede ikke.
Det førte til oprettelse af et netværk af NGOer og personer, som var interesseret i at styrke den danske involvering i mikrofinans.
DANIDA
Det er måske forkert at begynde med NGOerne, for det er i Danidas bilaterale bistand, at der er blevet lavet mest mikrofinans for danske udviklingsmidler, og hvor der er flest erfaringer.
Der har været, og er stadig, støtte til mikrofinans under landbrugs- og erhvervsprogrammer. Der har været nogle selvstændige mikrofinanse-projekter, f.eks. Microfinance Institutions Initiativ i Kenya, som jeg selv har haft fornøjelsen at være at ansvarlig for.
Også Danidas involvering i mikrofinans har været undersøgt. Det var i 2005, da Bertel Haarder (V) var udviklingsminister (på deltid) og blev meget begejstret for mikro-kredit efter et besøg i Tanzania.
Den samlede støtte til en liste af meget forskellige mikro-finans-aktiviteter i 12 lande på det tidspunkt udgjorde 385 millioner kr. Ligesom ved NGO-undersøgelsen 2 år senere blev der her konkluderet, at det var en uhomogen indsats med store viden-huller. Det blev især sagt, at Danida manglede en strategi og kapacitet på området.
Siden har Danida forsøgt mere målbevidst at følge de internationale retningslinjer for donor-støtte til mikrofinans-sektor. Det er godt, for mikrofinans er faktisk ikke så let, og disse retningslinjer bygger på ’best practice’ inden for området.
Mikrofinans indgår som en integreret del af strategien for økonomisk udvikling. I dag er Danidas portefølje til finansiel service på mellem 600-700 millioner kr., hvoraf halvdelen er mikrofinansering og resten lån til små og mellemstore virksomheder.
Det er værd at nævne, at der har været megen ros til Danida for støtten til “finansielle service-ydelser i Tanzania”.
I 1994 investerede Danida sammen med den tanzanianske stat i Co-operative Rural Development Bank, som i dag har 60 afdelinger over hele landet. CRDB tilbyder finansielle serviceydelser til mindre og mellemstore virksomheder såvel som til en-gros udlån til et stort antal andelskasser.
Evalueringen var overordentlig positiv og foreslår at den danske støtte bruges som model. Dens kritiske bemærkninger drejede sig mest om nødvendigheden af kapacitetsopbygning af andelskasserne, som får lån af CRDB og at disse bør styrke deres opsparing for at blive mere bæredygtige.
DEN PRIVATE SEKTOR
Den private sektor i Danmark er tillige involveret i mikrofinans. De 2 andelsbanker, Oikos og Merkur, har på hver deres måde gjort støtte til mikrofinans-organisationer til en central aktivitet.
For nylig har pensionskasserne – PKA – lanceret et mikrofinansinitiativ i samarbejde med Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU). Det er en fond på 300-500 millioner kr., som skal give lån til mikrofinansorganisationer i udviklingslandene.
Et unikt privat initiativ i Danmark er MYC4 – en web-baseret platform, hvor private investorer kan give lån til små erhvervsdrivende i Afrika. Fra opstarten i 2006 og gennem 2007 var der stor vækst i antallet af investorer og i omsætningen.
Men i slutningen af 2008 begyndte MYC4 at få problemer. Nogle af partnerne i Afrika – især Elfenbenskysten og Kenya – viste sig at være dårlige valg. I Kenya har MYC4 måttet gå til domstolene for at få en lokal partner til at tilbagebetale millionbeløb, som den har svindlet for ved at oprette spøgelsesklienter.
Danske investorer har givet lån til dem gennem MYC4, men enten eksisterer de ikke, eller også har klienterne aldrig set pengene. Senest er der også problemer med en partner i Senegal – se mere i http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/18-03-10/nu-ogs-knas-myc4-i-senegal
Det er dyre lærepenge, men det er åbenbart en fase danske organisationer skal igennem, før de lærer håndværket.
Omsætningen i MYC4 er gået ned. Alle ansatte blev i november 2009 afskediget og måtte genansøge deres job. Selv om forventningerne for 2010 er droslet ned, har MYC4 dog stadig bevaret optimismen.
Alt i alt er Danmark ved at komme godt med, men er stadig ikke så stor en aktør indenfor mikrofinans som nogle af de lande, vi normalt sammenligner os med, f.eks. Norge og Holland.
VEJEN FREM
De udfordringer, som ligger lige for, er mange. Her er nogle af dem:
* Regeringens nye udviklingsstrategi fokuserer på den private sektor, som vækst-generator.
Hvis fattigdomsbekæmpelse og økonomisk vækst skal sammentænkes, kommer man ikke uden om de fattiges finansinstitutioner. De generelle økonomiske værktøjer for små og mellemstore virksomheder kan ikke blot overføres på den store uformelle sektor i byerne og på de mange småbønder på landet.
Deres finansinstitutioner er ikke bankerne, men MFIerne, andelskasserne og spare- lånegrupperne. Der store synergi-muligheder i et samarbejde mellem Danida og danske NGO’er.
* NGOerne er med oprettelse af Dansk Forum for Mikrofinans på rette vej.
Den klare fokusering på de fattigste og på opsparing i højere grad end kredit er gangbar. Men hvor skal NGOerne få deres midler fra til dette? Danmarksindsamlingen og FAHU-fonden er ikke nok, hvis Danmark skal bidrage til “opsparingsrevolutionen”.
Danidas civilsamfunds-strategi opfattes af mange som noget ambivalent i forhold til støtte til mikrofinans. Er dette en “service-ydelse” eller er det “civilsamfundsstyrkelse”? Her er det vigtigt at holde fast i at netop spare-lånegrupper, landsbybanker og lokale MFIer bidrager til at organisere befolkningen i bæredygtige organisationer. Disse er endda meget vigtige civilsamfunds-aktører.
* Den private sektor i Danmark kan involvere sig meget mere.
Det, som allerede er sket, er prisværdigt, men stadig små skridt. Hvor er f.eks. de store banker og finansinstitutioner henne? I Tyskland har Deutsche Bank etableret en stor mikrofinansfond. Og Barclays Bank har som led i sin strategi for social ansvarlighed indgået et samarbejde med CARE om støtte til spare-lånegrupper i u-landene.
I Norge har de store pensionskasser indgået et såkaldt offentlig-privat partnerskab med regeringen om mikrofinans-investering. Der er både plads til at investere direkte i mikrofinanssektoren og få sine penge tilbage – og at investere socialt og langsigtet i kapacitetsopbygning af de fattiges organisationer.
Men det er vigtigt at den private sektor og nye organisatioer går ind i sektoren med en vis ydmyghed og samarbejder med dem, der har erfaring. Mikrofinans har lokket mange uprofessionelle aktører på scenen, og der er betalt dyre lærepenge.
Vejen frem for Danida, NGOerne og den private sektor er derfor at samarbejde og lære af hinanden.
MANGE ER PÅ VEJ
Der var 5,2 millioner modtagere af mikrolån og 9 millioner sparere i de 160 største MFIer i Afrika i 2007.
Folkekirkens Nødhjælp har oprettet ca. 300 spare-lånegrupper, Caritas 2.000 (i Indien), CARE Danmark ca. 400, Baptistkirken 320, Danmission/DMR-U 760, Spedalskhedsmissionen/DMR-U 240 og ADRA Danmark 25.
Planerne i 2010-11 for disse organisationer peger mod mere end en fordobling. Baptist-kirken regner således med at øge antallet af grupper til 3.120 (i Burundi) i løbet af de næste 5 år.
Det skal nævnes, at danske NGOer også støtter egentlige MFI’er. F.eks. oprettedes i 2005 en afghansk mikrofinansorganisation, MADRAC – et resultat af NGO-konsortiet, DACAARs, mangeårige arbejde i det centralasiatiske land.
