Danmark udsætter millionstøtte til Mali efter dyre militærindkøb

Forfatter billede

Den danske budgetstøtte til Mali er udsat, efter den maliske regering har brugt 197 millioner kroner på at købe et præsidentielt fly og ikke mindre end 750 millioner kroner på nye uniformer til hæren. Det skal afklares, hvad der er sket i forbindelse med disse indkøb, siger Mogens Jensen.

Danmark udsætter budgetstøtten til Mali, efter at regeringen i det vestafrikanske land har brugt et samlet beløb tæt på en milliard kroner til militære indkøb.

De offentlige indkøb drejer sig bl.a. om et nyt præsidentielt fly til cirka 197 millioner kroner og indkøb af f.eks. uniformer til hæren til en værdi af omkring 750 millioner kroner.

Det har “angiveligt ikke  været i overensstemmelse med normale budgetmæssige udbudsprocedurer for offentlige indkøb”, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.

Den maliske regering har optaget lån til indkøbene, som er finansieret uden for den maliske finanslov, tilføjer ministeriet. Sagen følges tæt sammen med andre donorer med henblik på at finde en hurtig afklaring.

Også bistandskæmper som EU og Den Internationale Valutafond (IMF) har smækket kassen i for yderligere udbetalinger af budgetstøtte.

Der er ikke brugt bistandskroner på indkøbene, og donorerne er således ikke direkte berørt af sagen. Der er i stedet tale om lån optaget af den maliske regering.

Men optagelsen af lån uden for de offentlige budgetter ligger uden for rammerne af grundlaget for budgetstøtten, påpeger ministeriet i København.

”Selv om der ikke er tale om svindel med danske midler, er det vigtigt for mig at få en hurtig afklaring af, hvad der er sket i forbindelse med disse indkøb,” siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

“Det er afgørende, at den maliske regering lever op til den gennemskuelighed i forvaltningen, som er påkrævet, for at vi kan engagere os i landet med budgetstøtte. Derfor reagerer vi nu,” understreger han.

Ministeren håber, at sagen hurtigt vil blive løst på tilfredsstillende vis, så Danmark kan genoptage den vigtige budgetstøtte til det vestafrikanske land.

Den forestående udbetaling af Danmarks budgetstøtte til Mali udgør 22,5 mio. kr., der således udsættes indtil sagen er afklaret. Rigsrevisionen og Folketinget blev torsdag orienteret om sagen.

“Det øvrige udviklingssamarbejde fortsætter ufortrødent”, lægger Mogens Jensen til.

Ny ustabilitet truer Mali

I de seneste dage er kampene atter blusset op i Mali, og det gør det endnu mere presserende med hjælp udefra. Den nye voldsbølge understreger landets skrøbelighed og behovet for at fastholde et stærkt internationalt engagement i den kæmpemæssige ørkenagtige nation.

I weekenden udbrød der kampe i området omkring den nordlige by Kidal, hvor det lykkedes tuareg-oprørere at slå regeringsstyrker tilbage og dræbe eller tilfangetage flere soldater.

Kampene brød ud netop som landets præsident, Moussa Mara, befandt sig i byen for at vise sin opbakning til regeringsstyrkerne. Øjenvidner meddelte til internationale medier, at dele af bymidten var ødelagt af kampene,

“Mali har brug for bl.a. dansk hjælp til at opbygge den svage stat og gøre den i stand til at tage vare på egen udvikling til gavn for landets befolkning”, siger Mogens Jensen.

“Mali er et af de fattigste lande i verden og ikke mindst de seneste dages stærkt bekymrende udvikling har understreget, at landet i den grad har brug for international støtte,” siger ministeren.

Mogens Jensen besøgte Mali i marts, hvor han mødte de danske soldater i Sahel-landet. Danmark har stillet et Hercules-fly til rådighed for stabiliserings- og udviklingsindsatsen gennem FN.