Timbuktu Fonden har løftet sløret for, hvem der bliver 2021-vinderne af fondens store pris for kritisk og nytænkende journalistik og formidling om globale udviklings- og resursefordelingsspørgsmål.
Prisen gives til fotograf Tine Harden og journalist Hanne Selnæs for deres arbejde med at bruge idræt til at skabe dialog, viden og forståelse for leve- og eksistensvilkårene i to så forskellige lande som Danmark og Rwanda.
Helt konkret skal prisen på 100.000 kroner støtte kortfilmprojektet ’To Verdener – Samme mål’, der handler om rwandiske Claudine og danske Mark, der begge er idrætsudøvere med et handicap, og som begge skal deltage ved de Paralympiske Lege i Tokyo. Kortfilmen skal laves på en teknologisk innovativ måde, så man som seer undervejs kan zappe frem og tilbage mellem de to hovedpersoners historier.
”Året prismodtagere vil med deres projekt vise, hvordan idræt kan have en tranformerede rolle i vores tilværelse, uanset om vi lever i Rwanda eller Danmark. I Timbuktu Fonden er vi stolte af med vores støtte at muliggøre tilblivelsen af en fortælling, der er både vigtig og vedkommende, og vi glæder os til at se den endelige film,” siger Timbuktu Fondens formand, Thomas Ravn-Pedersen.
I en mail til Globalnyt skriver Hanne Selnæs, at det var “en stor og super dejlig overraskelse!” at få at vide, at de havde vundet:
”Prisen er en kæmpe anerkendelse af vores idé og projekt. Det hele var ved at støde på grund, da Danida sidste år nedlagde den pulje, vi havde søgt og håbet på at få støtte fra. Timbuktu Prisen giver os et seriøst økonomisk rygstød og en ny ladning energi. Den betyder, at vi nu gennemfører projektet – og det er vi SÅ glade for.”
Tine Harden og Hanne Selnæs modtager prisen ved en prisoverrækkelse tirsdag den 8. juni kl. 16:00-18.30, hvor alle interesserede er velkommen til samtale, snacks og et glas. Det finder sted i det udendørs gårdmiljø The Yard hos Mellemfolkeligt Samvirke på Fælledvej 12 på Nørrebro i København.
Under fejringen vil de to vindere fortælle om deres arbejde med projektet.
Timbuktu Fondens store pris uddeles årligt. Tidligere prismodtagere tæller Peder Frederik Jensen (2019), Peter Tygesen (2017), Journalistbureauet TANK (2016) og Danwatch (2015).
Timbuktu Fonden er en selvstændig fond oprettet i 2008 med det formål at fremme kritisk og nytænkende journalistik om globale udviklings- og resursefordelingsspørgsmål. Fonden er inspireret af det gamle Timbuktu, der var et oplyst, åbent og videbegærligt samfund orienteret mod omverdenen.