KOMMENTAR
Af Birthe Refslund
Master of Afrika Studier
Det har været interessant at læse de indlæg i U-landsnyt 04-02-11, som er skrevet efter Danmarks Radios præsentation af Tom Heinemanns dokumentar om mikrolån (31.01).
Adskillige kommentatorer har hæftet sig ved, at formålet med mikrolån ikke blev beskrevet. Men hensigten har jo været at vise, både hvorledes fattige mennesker er kommet i klemme ved at tage et mikrolån, og hvorledes administratorer af mikrolån og forskere forholder sig til disse låneforhold.
Det gjorde Tom Heinemann på fremragende vis.
Mine kommentarer til mikrolån baserer sig dels på kendskab til en anden låneform i Mali og Burkina Faso i Vestafrika, dels på nogle forsknings-resultater vedr. mikrolån, som går i dybden med problemet mikrolån.
Under en måneds besøg i Mali i 2009 interviewede jeg kvinder på landet, som havde sluttet sig sammen i grupper for at forbedre deres produktion.
Det drejer sig om fattige kvinder i den uformelle sektor, der hverken kan læse, skrive eller regne, og som lever under patriarkalske forhold, præget af undertrykkende traditionelle og religiøse normer.
For at opnå økonomisk støtte til deres projekter havde de brug for relativt store lån. Kort fortalt var disse lån så svære at få og administrere, at de løb panden mod en mur.
Forskere i Mali mener, at hvis bistand drejer sig om at forbedre fattige kvinders levevilkår på landet ved at øge deres produktion, er det nødvendigt at sætte en langvarig bistandsindsats i værk, hvor fagligt uddannede kvinder, der taler det lokale sprog, kan støtte disse kvinder.
QUICK FIX – værre end…..
Mikrolån er en quick fix løsning, værre end at tisse i bukserne.
Hvis kvindegrupper på landet og i byerne i Mali og Burkina Faso derfor har brug for lån til forbrug eller små/store investeringer, har de allerede selv opfundet et system kaldet tontine.
F.eks. indbetaler 10 kvinder 1000 franc (10 kroner) en gang om måne-den. Denne opsparing varer et år, og derefter kan en eller to deltagere låne af kassen og skal tilbagebetale beløbet ved næste års udløb. Der betales ikke renter. Lånet bruges til personligt forbrug eller til udgifter til en lille butik.
Den stærke lokale kontrol og indbyrdes ansvarlighed betyder, at systemet kan forsætte i mange år, og at der i kun i sjældne tilfælde opstår problemer. Både fattige og rige kvinder benytter sig af tontinesystemet – uden indblanding fra velmenende konsulenter og donorer – og det kan endog bidrage til at gøre kvinderne mere uafhængige.
DET ER bare retorik
I U-landsnyt kan man både se og høre om fortalere og modstandere af mikrolån. For at blive klogere er det nødvendigt at undersøge, hvorledes forskere forholder sig til disse lån.
Den zambianske forsker Dambisa Moyo, kendt for sin bidende kritik af u-landsbistand, vier i sin bog ”Dead Aid” fra 2009 hele 7 sider til en lovprisning af Muhammad Yunus og hans mikrolån og afslører sit ukendskab til de adskillige forskningsrapporter bl.a. fra Sydafrika.
I en nylig udkommet bog problematiserer således den anerkendte forsker Hein Marais den udbredte brug af mikrolån. Han skriver, at den store tiltro til iværksætterlysten som en vej ud af fattigdommen kun er retorik.
Yunus’s Grameen Bank blev fejret for at bruge små lån til at styrke de fattige samfund, særligt kvinderne, og hans ide om mikrolån blev betragtet som en slags udviklingsstrategi, der skulle bringe vækst i slumkvarterer og på landet.
Det magiske ord var kredit, og dette system har fået stor indflydelse på regeringers og donorers ideer om vækst og udvikling. Men bag kredit gemmer sig ofte en gæld, som mange ikke kan komme ud af.
FORBRUGERE med dyb gæld…..
Store fattige befolkningsgrupper i udviklingslandene – 80 pct. af dem bor på landet i Afrika – befinder sig i den uformelle sektor. De er præget af høj arbejdsløshed, ringe indtægtsmuligheder, manglende uddannelse, sygdom og tidlig død.
Hvordan skulle de være i stand til at blive forbrugere af lån uden at blive dybt forgældede, spørger han.
Derefter beskriver han, hvorledes mikrolånsystemet er blevet til et stort forretningsforetagende. Artikler i New York Times og The Times viser, at denne industri råder over aktiver på 60 milliarder US dollar. Globalt blev mere end 11,3 milliarder dollar kanaliseret over i mikrolån-industrien i 2008, de fleste investorer var private.
Lokket af enorme profitter dominerer banker og finansielle institutioner mikrolån sektoren, og mange af dem forlanger skyhøje renter bl.a. i lande som Mexico og Indien, som også Cambridge-økonomen Ha-Joon Chang påpegede på et nyligt seminar på Dansk Institut for Internationale Studier.
Som følge heraf fokuserer Hein Marais på den gavn, som de fattige måtte have af mikrolånene. Han refererer til en undersøgelse fra Michigan Universitet, hvis konklusion er, at mikrolån ikke bidrager til at løfte de fattige ud af fattigdommen.
Denne konklusion støttes af andre forskere, som har foretaget studier i Indien og Fillipinerne i 2009, og ligeledes af et tidligere USAID studie i Zimbabwe, Uganda og Indien.
FALSKE forhåbninger
Et andet stort studie, som er finansieret af det britiske Danida (DFID), er på samme linje; det har fået titlen: ”Mikrolån indgyder falske forhåbnin-ger, især hos kvinder – de bliver fattigere snarere end rigere” – se også http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/09-02-11/stort-studie-mikrol-n-indgyder-falske-forh-bninger
Her viser f. eks. data fra Malawi og Zimbabwe, at mikrolån med en rente på 30 procent forhindrer låntagernes børn i at gå i skole. Årsagen er, at gælden skal betales tilbage allerede efter en uges eller en måneds forløb, piger skal derfor holdes hjemme for at bistå med ekstra arbejde og forbliver analfabeter.
Nøjagtig de samme forhold, som blev beskrevet i Tom Heinemanns dokumentar, og hvor det var i lande som Mexico, Indien og Bangladesh, at de fattige forbliver fattige – men nu med gæld.
Mikrolån er derfor af meget begrænset værdi og kan som ovenfor beskrevet oven i købet give bagslag.
Hein Marais mener afslutningsvis, at så længe markedsøkonomien og de grundlæggende politiske og økonomiske strukturer (forhold) fortsætter med at reproducere den fattiggørelse og armod, som donorer og u-lands-eliter har ansvaret for, vil vi ikke se nogen forandring til det bedre af de mange fattige befolkningsgruppers levevilkår.
——————-
Litteratur:
* Hein Marais: South Africa pushed to the limit. Zed Books. 2011
* A. Banerjee m.fl. The Miracle of microfinance. Massachusetts Institute of Technology. 2009
* D. Snodgrass and Sebstad: Clients in context: the impact of micro-finance – USAID, Washington DC 2002
* R. Stewart m.fl. What is the impact of MICROFINANCE. A systematic review of evidence from Subsaharan Africa. London 2011
* Dambisa Moyo: Dead Aid Penguin Books 2009 s. 126-132
Birthe Refslund er tidligere seminarielektor i historie og samfundsfag og Master i Afrikastudier. Hun har arbejdet 7 år i Afrika, henholdsvis på University of Zambia og i Mozambique på Udenrigsministeriets diplomat-institut i hovedstaden Maputo.
Kommentaren er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk
