Dansk auktionshus dropper salg af horn fra næsehorn i sidste øjeblik

Forfatter billede

Næsehornet risikerer at blive udryddet indenfor 10 år. Alligevel var det planen at sætte horn fra den truede tykhud under hammeren onsdag i auktionshuset Bruun-Rasmussen, skriver WWF Verdensnaturfonden. Tidligt onsdag valgte Bruun-Rasmussen dog at droppe salget.

UPDATE: Ifølge DR har Bruun-Rasmussen nu valgt alligevel ikke at sætte hornene til salg. Kasper Nielsen, salgsdirektør ved Bruun-Rasmussen, udtaler, at auktionshuset har valgt at droppe salget på grund af debatten om de udrydningstruede næsehorn, skriver DR Nyheder onsdag.

“Vi lytter til den offentlige mening”, siger han til DR.

Begejstringen er svær at skjule i WWF Verdensnaturfonden.

“Det er en utrolig glædelig nyhed, at Bruun-Rasmussen har valgt at stoppe auktionen”, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF, ifølge organisationens hjemmeside.

“Bruun Rasmussen udviser ansvarlighed, og at der er handling bag ordene om, at man tager afstand fra krybskytteri”, fortsætter hun.

Den oprindelige pressemeddelelse fra WWF

Auktionshuset Bruun-Rasmussen har to sæt horn fra næsehorn til salg, som de auktionerer onsdag kl. 13, skriver WWF Verdensnaturfonden på deres hjemmeside tirsdag.

Al handel med truede dyr er ifølge Washington-konventionen (CITES) ulovligt. Hornene, som er til salg, er dog lovlige at sælge, fordi de har den nødvendige tilladelse.

Det er altså lovligt, men kan være med til at holde efterspørgslen i live, og prisen på hornene kan sende et forkert signal til kriminelle netværk.

”Bruun-Rasmussen bryder ikke loven ved at sælge hornene fra næsehorn i morgen, men det sender et forkert signal. Det kan i værste fald bidrage til at holde efterspørgslen i live, og dermed modarbejde den kamp, som vi er mange, der kæmper for at redde næsehornet”, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Det er chokerende, at en dansk virksomhed, med god samvittighed, tillader at sælge effekter fra så truede dyr” fortsætter hun.

Næsehornet risikerer at uddø om ti år

Næsehornet er stærkt truet og fra 2007 til 2012 er antallet af dræbte næsehorn steget med raketfart.

I 2007 tog krybskytterne 13 næsehorns liv i Sydafrika, mens tallet foreløbigt er oppe på 588 i år. To af de fem arter af næsehorn er kritisk truede. I Indonesien er Javanæsehornet presset ned på en samlet bestand på 50, mens der kun er 200 Sumatranæsehorn tilbage.

Næsehornet jages især af krybskytterne, fordi man i Vietnam inden for de sidste tre år har fået en tro på, at deres horn kan kurere kræft.

Det er den direkte årsag til, at efterspørgslen er steget voldsomt og antallet af dræbte dyr er steget i takt med den udvikling. Hvis den bekymrende udvikling fortsætter, kan næsehornet uddø om ti år.

Læs artiklen her: http://www.wwf.dk/?3360/Auktionshus-slger-horn-fra-strkt-truede-nsehorn