Dansk diplomat i spidsen for EU i Israel

Forfatter billede

Den danske topdiplomat, ambassadør Lars Faaborg-Andersen, Bruxelles, bliver ny ambassadør for EU i Tel Aviv i Israel.

Faaborg-Andersen er udnævnt af EU’s udenrigschef Catherine Ashton, som han har været i nær kontakt med, siden han i 2008 rykkede til Bruxelles som dansk repræsentant i EU’s Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC).

Som PSC-ambassadør har Faaborg-Andersen bl.a. været med til at forberede EU’s månedlige udenrigsministermøder, herunder at forhandle om EU’s sanktioner over for bl.a. lande i Mellemøsten.

Den 56-årige cand.adm.pol. har tidligere været kontorchef i Udenrigsministeriets Mellemøstkontor, og fra 2003 til 2008 var han næstkommanderende på Danmarks FN-mission i New York. Det var i den periode, Danmark i to år havde sæde i FN’s Sikkerhedsråd.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) kalder udnævnelsen til EU-jobbet fuldt fortjent.

“Det glæder mig, at Danmark har kunnet stille en særdeles kvalificeret kandidat til denne meget vigtige internationale post i en region, hvor der i disse år er særlig fokus på den politiske udvikling”, udtaler han.

Det var ellers meningen, at Lars Faaborg-Andersen skulle være flyttet til ambassaden i Haag i Holland til september.

Han har i sine snart 30 år i udenrigstjenesten bestridt adskillige betydningsfulde poster rundt om i verden og hjemme i ministeriet på Asiatisk Plads. Karrieren i Udenrigsministeriet har således fundet sted på poster i både Europa, Afrika, Nordamerika og i Danmark.

Sammenlagt er det blevet til ganske mange år med posteringer i udviklingslande og arbejde med udviklingsspørgsmål.

Der har i øvrigt siddet en dansker før på den post, han nu skal beklæde. Den tidl. politiker, Niels Westerby, var repræsentant for EF i staten Israel i seks år (1980-86) med titel af ambassadør som delegationschef, hvorpå han forlod udenrigstjenesten. Han er 87 i dag.

Årene i Mellemøsten gav Westerby førstehånds indblik i regionens komplicerede puslespil og han lærte – med egne ord – “at sætte pris på Israel og få større forståelse for den arabiske verden” – se også
http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/maerkedage/westerby-fylder-rundt-foerst-ude-med-1-procent-maa

CV for ambassadør Lars Faaborg-Andersen.

Karriere

2003 – 2008: Danmarks stedfortrædende FN-ambassadør i New York og i Sikkerhedsrådet fra 2005-2006.

2000 – 2003: Kontorchef, Mellemøsten- og Latinamerika, Udenrigsministeriet. København.

1998 – 2000: Souschef, Asien kontoret, Udenrigsministeriet. København.

1994 – 1998: Souschef, Den Danske Ambassade, Pretoria, Sydafrika.

1990 – 1994: Afdeling for Udviklingspolitik, Udenrigsministeriet. København

1987 – 1990: Rådgiver, Danmarks FN-mission i New York

1984 – 1987: Udenrigministeriet, København.

Uddannelse

1984: Kandidat, Statskundskab , Københavns Universitet (cand.adm.pol.)

1982: Master of International Affairs (MIA), Columbia University, New York City (Fullbright Scholarship).