Dansk Flygtningehjælp sender svindelsag fra Libanon til politiet

Laurits Holdt

Efter at have afdækket finansielle uregelmæssigheder, der tilsammen har medført et tab på omkring 250.000 kr., har Dansk Flygtningehjælp nu overgivet sagen til politiet og sikrer, at tabet ikke rammer de mennesker, man arbejder for.

Den interne undersøgelse, som blev udført af et team af eksperter, påviste finansielle uregelmæssigheder i forbindelse med administration af benzinkort. Det samlede tab er på omkring 250.000 kr. i forbindelse med et projekt finansieret af en international donor. Det skrev Dansk Flygtningehjælp på sit websted 22. juli – hvor U-landsnyt.dk holdt sommerpause.

”Vi tager sagen meget alvorligt og da vi har kunnet konstatere, at der har fundet finansielle uregelmæssigheder sted, har vi nu overgivet sagen og dens detaljer til politiet. Sammen med vores partnere vil vi nu sikre, at tabet ikke på nogen måde vil gå ud over de mennesker, vi arbejder for,” siger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. 

Dansk Flygtningehjælp blandt verdens største aktører i forhold til håndteringen af krisen i Syrien, skriver organisationen. Desuden arbejder den i nogle af verdens mest ustabile områder, og det vil altid indebære en risiko, påpeger den.

”Det er umuligt at gardere sig fuldstændigt, når man arbejder i 36 af verdens fattigste og mest ustabile områder. Men det er afgørende at have procedurer til at sikre, at det bliver opdaget og håndteret, hvis det forekommer,” siger Andreas Kamm.