En stribe donorlande gav forleden tilsagn om yderligere milliarder i nødhjælp til Sydsudan, hvor de humanitære behov er enorme og det er yderst vanskeligt at arbejde. Dansk Flygtningehjælp har det også svært i det kaotiske land, men udvider nu indsatsen.
Over en millioo lever som fordrevne i selve Sydsudan, mens 350.000 andre er flygtet til nabolandene. Ved en nylig konference i Oslo afgav humanitære donorer, herunder den danske regering, løfter om yderligere 3,5 mia. kroner oveni de 3,5 mia, der allerede er doneret.
Der er dog stadig et stykke vej op til de mere end 10 mia. kroner, som FN har udstedt en appel på, og af afgørende betydning at behovene bliver dækket, skriver den store humanitære NGO i en pressemeddelelse torsdag.
”På et tidspunkt hvor de humanitære organisationer er hårdt udfordrede på grund af kriser og massive nødhjælpsoperationer steder som Syrien og Den Centralafrikanske Republik, er det afgørende at vi stadig fokuserer på Sydsudan”, siger Christian Gad, Dansk Flygtningehjælps globale nødhjælpskoordinator, der netop er vendt hjem fra Afrikas nyeste nation.
“Det er simpelt hen nødvendigt for vores arbejde, at de humanitære donorer også lever op til de løfter om finansiering, de nu har afgivet”, lægger han til.
Den borgerkrigsagtige konflikt i Sydsudan indebærer, at mindst 50.000 børn er i fare for at dø af underernæring og 750.000 børn under fem år i alvorlig fare for ikke at kunne få mad.
Herudover er der problemer med kolera, beskyttelse og adgang via veje både på grund af manglende sikkerhed og regntiden.
Det sidste betyder, at al hjælp må leveres med fly, hvilket er yderst kostbart og med til at gøre krisen ekstra kompleks.
”Der er meget stort behov for hurtigst muligt at opskalere nødhjælpsindsatsen – ikke mindst til den del af befolkningen, der endnu ikke har modtaget beskyttelse og hjælp”, siger Christian Gad og tilføjer:
“Vi må være ærlige og sige, at det ikke er nogen nem opgave, og derfor er det afgørende, at vi reagerer nu – før det er for sent. Vi har været i Sydsudan i mange år og er forberedt på også at være der i mange år i fremtiden”.
Dansk Flygtningehjælp har det geografiske og operationelle setup i Sydsudan, der gjorde det muligt at blive i landet og forberede nødhjælpsindsatsen i samarbejde med FN, da kampene brød ud i december.
Siden har organisationen udvidet indsatsen til Bentiu, Malakal og Melut, som er nogle de områder, der har været hårdest ramt af krisen.
”Vi udvider vores operation ved at yde akut hjælp i form af husly, uddeling af nødhjælp, koordination af lejre og beskyttelse”, fortæller Christian Gad, som understreger, at man også yder hjælp til de mange flygtninge, der ankommer til Etiopien, Kenya og Uganda.
Med den nye interne mgtkamp og det militære opgør står Sydsudan overfor en krise i en allerede eksisterende krise.
Efter årtier med borgerkrig, blev Sydsudan uafhængigt i 2011. Hundredetusindvis af mennesker flygtede fra Sudan til Sydsudan og landet har siden været plaget af konflikter såvel med Sudan som internt.
Den danske NGO har været til stede i det nuværende Sydsudan siden 2005 sammen med minerydningsenheden, Danish Demining Group.