En inspirerende klatretur mod Kilimanjaros top i selskab med lokale unge har for virksomhedsejer Dennis Lundø Nielsen resulteret i lanceringen af en udviklingsfond i samarbejde med en lokal NGO
Den danske virksomhed Phoenix Design Aid (PDA) fra Randers med direktør Dennis Lundø Nielsen i spidsen offentliggør i forbindelse med Nairobi Pre-Climb Event i Kenya den 27. februar en nyetableret fond under navnet PDA Foundation A/S.
Fonden skal ses som et naturlig spill-over af konceptet bag den lokale NGO Kilimanjaro Initiative i Kenya, som i ni år har beskæftiget sig med udviklingen af unge talenter.
Det er planen at fonden gennem uddannelse, mentorskab og finansiel støtte skal bistå unge på deres vej til at blive ambassadører for forandring inden for erhvervs- og samfundsrelateret ledelse.
”De unge kandidater skal opleve førstehåndsmentorskab fra etablerede ledere og rollemodeller.
Den enkelte mentor deler således ud af personlige erfaringer og værdier, hvorigennem de unge skal finde inspirationen til på sigt at integrere CSR, bæredygtighed og demokrati i deres ledelsesstil”, fortæller Dennis Lundø Nielsen.
PDA Foundation A/S, der har globalt sigte vil i første omgang have fokus på at få talentudviklingsprogramet op at stå i Kenya, hvor Kilimanjaro Initiative stiller sine lokale faciliteter til rådighed for fonden.
Kilimanjaro Initiative
Kilimanjaro Initiative er en internationalt anerkendt NGO, der har opnået støtte fra en række FN programmer og virksomheder.
NGO’en arrangerer årligt ture op ad bjerget med deltagelse af lokale unge og repræsentanter fra det private erhvervsliv, journalister mv. Turene har fokus på emner som klimaændringer, ungdomsarbejdsløshed og bæredygtig udvikling, og har til hensigt at matche lokale unge med potentielle mentorer.
Tiltaget udspringer af idéen om at fremtidens ledere i verdens mindrebemidlede samfund kan bidrage positivt til udviklingen i deres nærområder, hvis de får stillet den rette uddannelse, sparring og støtte til rådighed.
Fondens tilblivelse
Den underliggende idé med PDA Foundation blev skabt i forbindelse med mødet med en gruppe unge mennesker under sidste års tur med Kilimanjaro Initiative, fortæller Dennis Lundø Nielsen.
”I forbindelse med den ugelange bestigning til toppen af Kilimanjarobjerget udvekslede jeg fremtidsplaner, personlige mål og idéer med de unge. Det gik op for mig, at de unge mennesker – som så mange andre bosat i udviklingslande – besidder både talentet og motivationen til at forbedre tilstandene i deres hjemlande” – Dennis Lundø Nielsen.
Projektet
PDA Foundation vil fungerer på projektbasis og omdrejningspunktet for fondens arbejde er at lokalisere unge, talentfulde kandidater og matche dem med de passende mentorer.
Fonden sikrer etablering af en bestyrelse bestående af kvalificerede repræsentanter inden for CSR, uddannelse, mentorskab, informations- og erfaringsudveksling i netværk mv.
Med udgangspunkt i det solide samarbejde med den lokale partner Kilimanjaro Initiative, er PDA Foundation på udkig efter samarbejdsmuligheder for at lokalisere talenter, finde sponsorer samt mentorer.
[video:https://www.youtube.com/watch?v=9an42nJ3A04]For mere information kontakt
Dennis Lundø Nielsen, Administrerende Direktør, Phoenix Design Aid A/S: +45 2141 0906