De bitre frugter af dansk krigsdeltagelse på Balkan og i Irak

Forfatter billede

Anmeldelse af Henrik Døcker

Læge Sven Birkeland har siden 2007 skrevet hele tre bøger om forskellige kriges ”lange kølvandsstriber”, de mange tragiske følger, ofte langtidsfølger, som væbnede opgør udgør.

Han har samlet megen vigtig viden og på formidabel vis registreret de store ofre, ikke mindst familierne til krigsdeltagere, har måttet bringe.

Danske soldaters indsats på Balkan og i Irak er mere eller mindre historie, men står dog stadig nogenlunde klart i manges erindring.

For at udforske psykiske og fysiske følger af danskeres krigsdeltagelse til denne seneste bog “Danmark i krig” har Birkeland interviewet 200 personer, spredt over Danmark, og omhyggelig fået nedskrevet deres mange beretninger.

Han har haft base på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), som derved er blevet tilført gedigen supplerende viden om krigens traumer.

I perioden 1992-2010 var der 30.440 udsendelser til Balkan og 6426 til Irak. Medregnes de 7844 udsendelser til Afghanistan, var der i dette lange tidsrum tale om ca. 25.000 udsendte soldater, idet mange har været udsendt flere gange.

20.500 Balkan- og Irakveteraner

Det er blandt de 20.500 Balkan- og Irakveteraner, Birkeland har samlet stof til den foreliggende bog. Men også civile ofre fra det borgerkrigs-hærgede Eks-jugoslavien får mæle.

Det er yderst fortjenstfuldt og beundringsværdigt hvor mange informationer, Birkeland har indsamlet. Han har gjort et omfattende stof med mange detaljer om krigenes psykiske skadevirkninger tilgængeligt for offentligheden.

Det er også beretningen om, at danske myndigheder kun langsomt forstod, at der burde iværksættes psykologisk efterkrigsbehandling af en del af de hjemvendte soldater.

Når jeg alligevel ophobede en god portion irritation under læsningen af bogen, skyldtes det brugen af striber af engelske udtryk, militære betegnelser, forkortelser mv., som ikke er umiddelbart forståelige for en gennemsnitslæser.

Omkring 30 steder bemærkede jeg dette. Begyndende med rapelle (s. 62) og ved tro gengivelse af militære dokumenter, hvad der udvikler sig sig til den rene militære hjernegymnastik:

”IED har varieret fra avancerede systemer som EFP- og PIR-udløste til primitive bomber med kabel… Senere blev anvendt ”Command Wire”, ’daisy chain’ IED med 2 EFP..” osv. (side 278).

Man spørger sig selv, om bogens autencitet ville have lidt ved at gengive leave med orlov, small arms med små våben eller head quarters med hovedkvarter – for nu blot at nævne nogle af de få, denne anmelder umiddelbart kunne oversætte.

Det hele kunne være klaret ved en forkortelses- og ordforklaringsliste!

———-
Henrik Døcker er journalist med speciale i menneskerettigheder og folkeret.

Anmeldelsen er bragt i seneste udgave af FN-forbundets blad, “Global”.

Man kan læse hele nummeret af “Global” på
http://www.fnforbundet.dk/media/49224/no3.pdf
(afvent, der kan godt gå lidt tid)

——–
OM BOGEN

Forfatter: Sven Arvid Birkeland
Titel: “Danmark i krig” (af samme forfatter “Krigens ansigt” om Afghanistan)
Sidetal: 400
Forlag: Gyldendal.
ISBN 9788702105971
Udgivet: 2011
Omslagsgrafiker: Janus René Andersen
Vejledende pris: 349,95 kr.

————
Vil du anmeldes på U-landsnyt.dk?

Bøger til anmeldelse sendes til:

Daniel Henschen
Haveforeningen Engly 15
2300 København S

eller

Maria Bierbaum Oehlenschläger
Sankt Nikolaj Vej 13, første sal t.v.
1953 Frederiksberg C

Har du begået en u-landsrelevant bog, eller er opmærksom på en udgivelse i relation til Den 3. Verden, du vurderer som omtaleværdig, finder du ikke et mere målrettet sted i den danske medieverden.

Daniel Henschen har e-mail: [email protected]

Maria Bierbaum Oehlenschläger har e-mail: [email protected]