Debat om den nye bistandsstrategi: FKN: Vi må op på den ene procent!

Forfatter billede

Regeringen bør sætte handling bag ordene og komme med et årstal for, hvornår Danmark (igen) skal op på at yde 1 procent af vor bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand.

Sådan lyder det klare budskab fra Folkekirkens Nødhjælp og general-sekretær Henrik Stubkjær, når den store humanitære organisation nu giver sine anbefalinger og prioriteter til udviklingsministeren om Danmarks fremtidige udviklingspolitik.

I forordet til Folkekirkens Nødhjælps input til regeringen skriver Henrik Stubkjær bl.a.:

“Skal det lykkes at få løftet de mange nye og innovative ideer og tanker, som ligger bag en styrkelse af Danmarks udviklingsbistand, kræver det først og sidst, at regeringen sætter handling bag det erklærede mål om at øge bistanden op til 1 procent”.

“Når det ikke bliver i 2012, så lad os i det mindste få en dato for, hvornår det bliver. Samtidig må regeringen stoppe den udhuling af bistanden, der har fundet sted gennem de seneste år”, gør han gældende.

En måldato kræver beslutning om en fast årlig stigningstakt i den procentvise andel af vor nationalrigdom (BNI), som Danmark afsætter til verdens fattige nationer.

En tilsvarende folketingsbeslutning i midten af 1980erne bragte i løbet af en årrække bistandsmidlerne op på den efterstræbte ene procent af BNI. Målet blev nået i 1992 og det varede frem til 2002, da VKO kom til og skar voldsomt ned i u-landshjælpen fra dette finansår.

Folkekirkens Nødhjælp afleverede tirsdag sine anbefalinger og bud på en fremtidig udviklingsbistand til Christian Friis Bach (R) som del af den dialog og høringsproces, udviklingsministeren har indbudt alle udviklings- og nødhjælpsorganisationer i Danmark til at deltage i.

Folkekirkens Nødhjælps samlede (omfattende) anbefalinger til regeringens nye udviklingspolitik kan dowloades som PDF via http://www.noedhjaelp.dk/nyheder/seneste-nyt/udviklingsbistand-skal-op-paa-1

Kilde: www.noedhjaelp.dk