Af Bjarne B. Christensen, generalsekretær, og Birgit Lindsnæs, international chef, Sex & Samfund
Udviklingsministeren har lanceret en ny udviklingspolitik, som sætter øget fokus på kvinders ret til at bestemme over egen krop.
Det er et yderst relevant initiativ, som i den grad kan bidrage til udvikling i de fattigste lande.
Næste skridt kræver en veltilrettelagt strategi og at Danmark fører en politik, som fokuserer på de initiativer, der skal til for at tilgodese kvinders rettigheder.
Det bliver ikke uden sværdslag, idet seksuelle og reproduktive rettigheder er stærkt politiserede. Derfor er det på tide at overveje, om seksuel og reproduktiv sundhed og rettig-heder skal have sin egen menneskeret-tighedskonvention.
Den førende dødsårsag for unge kvinder i u-landene er, at de bliver gravide. Ikke aids, ikke malaria, ikke sult, men graviditet.
Desværre er FN’s 2015-mål nr. 5, som sigter mod at nedbringe kvinders dødelighed ved graviditet og fødsel og at give unge adgang til seksualundervisning og prævention, det udviklingsmål, som er længst fra at være i hus.
Ifølge FN er halvdelen af Jordens befolkning under 25 år, og de fleste bliver seksuelt aktive fra 16-års alderen. Lige nu ønsker 215 millioner kvinder adgang til prævention, men har det ikke – og det er en af grundene til at 16 millioner 15-19-årige piger hvert år føder et barn.
De mange unge mennesker betyder, at der i 2015 vil være 100 millioner nye brugere af prævention – hvoraf 3/4 bor i Afrika syd for Sahara og Indien.
Et problem i mange afrikanske lande er, at ugifte kvinders adgang til prævention og abort er kontroversielle rettigheder, og at de trækkes med forældede lovgivninger, der forbyder abort. Det betyder, at de ikke selv kan bestemme om, hvornår og hvor mange børn, de ønsker at få.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har netop offentliggjort et studie, som påviser, at antallet af usikre aborter globalt set er steget fra 44 til 49 procent. Det kan sammenholdes med, at der hvert år dør 47.000 kvinder på grund af usikre aborter eller hvad der svarer til 13 pct. af den samlede mødredødelighed i verden.
Derudover bliver mange kvinder invalide som følge af usikre aborter og fødsler.
Tabu og politik
Men hvorfor er det så vanskeligt at beskytte teenagepigers og kvinder seksuelle og reproduktive rettigheder?
Det skyldes for det FØRSTE, at den katolske kirke og religiøse kredse, særligt i USA, i mange år indædt har kæmpet for seksuel afholdenhed og for forbud mod abort.
De er dygtige til at fremføre deres synspunkter i FN-fora og har derigennem fået en uforholdsmæssig stor indflydelse på slutdokumenter og på FN organisationers råderum.
For det ANDET har USA, som er langt den største donor til familieplanlægning, sat dagsordenen for, hvordan bistand udmøntes. Bl.a. er modtagerorganisationer blevet stillet overfor et krav om, at unge under 15 år ikke må modtage prævention, og at de ikke må kæmpe for fri abort.
For det TREDJE kniber det med politisk vilje. Teenagepigers seksuelle rettigheder er stærkt tabuiserede, hvilket betyder, at der er stor uvidenhed om de krænkelser, der finder sted.
For det FJERDE kriminaliseres kvinder og sundhedspersonale, der medvirker til en illegal abort. I Rwanda sidder 3-400 kvinder fængslede efter at have påført sig en usikker abort. De har domme på 9-10 års fængsel.
Det muliges kunst
Forskning, gennemført af afrikanske forskere og fremlagt på en familieplanlægningskonference i Senegal i sidste måned, peger på, at det er muligt at skabe forandring. Selv i traditionsbundne og religiøse samfund.
F.eks. ændrede regeringen i Etiopien lovgivningen i 2002 og gav ugifte kvinder ret til adgang til prævention og fri abort.
Selv om der er langt til målet, ved man nu fra pilotprojekter, at det er muligt at skabe hurtige og mærkbare forbedringer i forhold til de unges seksuelle og reproduktive rettigheder. De samme erfaringer beretter kvindeorganisationer fra bl.a. Nepal om.
I muslimske lande er der ifølge forskere gode erfaringer med samarbejde mellem muslimske præster og familieplanlægningsorganisationer. De peger på, at Koranen lægger vægt på kvinders sundhed, og at der ikke i Koranen er noget til hinder for, at kvinder selv kan bestemme, hvornår de vil have børn.
I Yemen etablerer Marie Stopes International sundhedsklinikker ved siden af moskeer. I Iran og Bangladesh har præsteskabet udstedt en Fatwa, som tillader prævention og børnebegrænsning.
I Iran er der fri abort, mens man i Bangladesh lukker øjnene og tillader menstruationsregulering. En omskrivning af, at myndighederne ser igennem fingre med, at sundhedsklinikker foretager aborter.
Familieplanlægning er billig bistand.
Ifølge Healthy Policy Project koster det, hvad der svarer til 0,004 procent af verdens brutto produkt (GWP) pr. år at finansiere familieplanlægningsprogrammer i 65 af verdens fattigste lande.
Prisen for en langtidsvirkende præventionsindsprøjtning er f.eks. kun 72 kr. pr. kvinde pr. år. Nye undersøgelser viser, at 1 krone investeret i prævention (reproduktiv sundhed) sparer 4 kroner i behandling af sygdomme.
Mod til rettigheder
Ekspertrapporter fra FN påviser, at kvinders rettigheder er centrale for udvikling.
Beskyttelse af pigers og kvinders seksuelle og reproduktive sundhed vil være et væsentligt bidrag til udvikling, blandt andet fordi resultatet vil være, at flere piger kan gennemføre grundskolen. Det vil også give bedre børnesundhed, da enlige mødre og familier vil kunne gøre en større indsats for de børn, som de ønsker at få.
Det er udviklingslandenes regeringer, som skal tage ansvar for, at kvinders rettigheder respekteres, beskyttes og gennemføres. Mens det er de folkelige organisationer, som skal lægge pres på regeringerne.
Desuden skal kvinder ’gives’ og ’tage’ de rettigheder, som følger af retten til selv at bestemme over egen krop. FN’s Rapportør for Sundhed, Anand Grover, som er udpeget af FN’s Menneskerettighedskommission, har startet debatten ved at sætte fokus på kriminalisering af seksuel og reproduktiv sundhed.
Danmark i førersædet
Hvis Udviklingsministeren vil sætte øget fokus på kvinders ret til at bestemme over egen krop, vil det være nødvendigt yderligere at styrke både internationale og lokale organisationer i deres kamp for at bryde tabuer og beskytte teenagepiger og kvinder.
Det er glædeligt at se, at ministeren så aktivt deltager i debatten og går i dialog med regeringerne i Danmarks programsamarbejdslande, som f.eks. i Mali, i forhold til kvinders rettigheder.
Danmark skal nemlig turde sætte ambitiøse mål, også når det møder modstand. Vi skal desuden være med til at styrke de internationale menneskerettighedsstandarder, som målene skal kunne måles op imod i en rettighedsbaseret udviklingspolitik. Såvel kvalitativt som kvantitativt.
Næste skridt kræver en veltilrettelagt strategi, og at der etableres alliancer med ligesindede, som tør udfordre de stærke kræfter, der arbejder imod kvinders rettigheder.
Arbejdet kunne inkludere, at Danmark igangsætter en udredning, der klarlægger, om der kunne udarbejdes en FN-konvention for seksuel og reproduktiv sundhed samt en tillægsprotokol, der håndhæver retten til fri abort.
Fordelene vil være, at vi får defineret seksuelle og reproduktive rettigheder klarere, og at vi vil få et internationalt juridisk bindende dokument.
Civilsamfundet ville dermed kunne sætte pres på landene for at underskrive og ratificere et sådan dokument.
Hvis man kunne gennemføre det, ville Danmark bidrage til at sikre en ny milepæl. Det ville betyde en verden til forskel, bl.a. for fattige kvinders muligheder for at tage del i den almindelige samfundsudvikling.
