Demonstration for asylansøgeres rettigheder i dag

Forfatter billede

I dag kl 12 går en række organisationer sammen på Christiansborg Slotsplads for at presse regeringen til at holde deres løfte om, at asylansøgere i Danmark skal kunne bo og arbejde udenfor asylcentrene efter 6 måneder i landet.

Det fremgår tirsdag af en pressemeddelelse fra “Verden Brænder”, som er studerende på Krogerup Højskole, der fokuserer på internationale sammenhænge og globalt medborgerskab.

Regeringen har i samarbejde med Enhedslisten og Liberal Alliance nedsat et embedsmandsudvalg, der skal kigge på mulighederne for, at asylansøgere i Danmark skal kunne bo og arbejde udenfor asylcentrene efter 6 måneder. Men usikkerhed om gyldigheden fører nu til denne protest.

Protesten afholdes for at sikre, at lovforslaget reelt kommet til at gælde alle. Der sidder alt for mange asylansøgere rundt omkring i centrene og venter på ubestemt tid og de skal have mulighed for at komme ud og bo og arbejde i det danske samfund, skriver Verden Brænder.

Der skal inden sommerferien vedtages en lovændring på området. Dog er der stadig et centralt punkt, som er uafklaret og som parterne er uenige om, nemlig om hvilke grupper af asylansøgere loven kommer til at gælde for.

– Vi mener, at alle skal have denne mulighed, også afviste asylansøgere, der ikke samarbejder om egen hjemsendelse. Det er en menneskeret at arbejde og i vores øjne er alle altså alle og folk, der ikke samarbejder, har samme rettigheder som alle andre, udtaler Freja Kirkebæk-Johansson, talskvinde for protesten.

Talskvinden understreger, at flere undersøgelser peger på adskillige positive følger ved at lade folk bo og arbejde udenfor centrene. Initiativtagerne tager udgangspunkt i rapporten ”Asylcenter Limbo” som udkom i oktober i år.

Mange asylansøgere flygter ikke pga. fattigdom, men har derimod oplevet overgreb, krig og forfølgelse i hjemlandet. Derudover har næsten halvdelen, ifølge Amnesty Internationals undersøgelser, været udsat for tortur.

Livet i centrene påvirker alle psykisk, og med tiden bliver det sværere og sværere at se udrejsen for sig – asylansøgerne bliver modløse og uselvstændige af de mange år i passivitet og usikkerhed. At deltage i det danske samfund bygger dem op i stedet for at bryde dem ned, skriver Verden Brænder.

Desuden viser undersøgelser fra Nordisk Råd, at flere afviste asylansøgere får overskud til at kunne medvirke til egen hjemsendelse ved at bo og arbejde uden for centrene.

Årligt koster det op mod en kvart million danske kroner pr. asylansøger i landet. Som det er nu sidder disse mennesker passive i centre over hele landet uden uddannelse og job mens staten betaler for dem, men kunne de forsørge sig selv og have egen bolig ville staten spare millioner og asylansøgerne ville samtidig bidrage positivt til det danske samfund.

Protesten vil starte i dag klokken tolv med en flashmob på Christiansborg Slotsplads. Initiativtagerne vil ”spilde” 2 minutter af deres liv på at stille i sympati med de mange asylansøgere, der spilder adskillige år i asylcentrene. Derefter vil Michala Bendixen fra Flygtninge Under Jorden og Farhiya Khalid fra Asylret, holde tale.

Til sidst vil initiativtagerne overrække de politiske anbefalinger og argumenter til justitsminister Morten Bødskov.

– Vi håber at Morten Bødskov vil møde op og tage imod vores anbefalinger til det nye lovforslag, siger Freja Kirkebæk-Johansson.

Over 500 mennesker har ønsket at få taget deres billede for at udtrykke deres sympati med asylansøgerne. Disse billeder vil blive overrakt til justitsminister Morten Bødskov sammen med brevet.