Den Afrikanske Union sætter ind mod børneægteskaber

Forfatter billede

En to-årig kampagne skal sætte en stopper for ægteskaber med børn under 18 år. Omkring hver tredje pige i Afrika bliver gift, inden hun fylder 18. FN-agenturer byder initiativet velkommen.

Hvert år tvinges millioner af piger under 18 år i udviklingslandene til at indgå ægteskab.

På det afrikanske kontinent bliver omkring 17 millioner piger – svarende til over 30 procent af alle piger – gift, inden de fylder 18 år. Og det sker ofte imod deres vilje.

Den praksis vil Den Afrikanske Union nu sætte ind over for med en to-årig kampagne, der skal forsøge at ændre holdningerne i de 10 lande, hvor børneægteskaber er mest udbredt, skriver flere medier.

De piger, der bliver giftet bort i en meget ung alder, får oftere psykiske problemer og er i større risiko for at få helbredsproblemer på grund af tidlig graviditet, skriver Voice of America (VOA).

Desuden er der mindre sandsynlighed for, at disse piger gennemfører en uddannelse.

Størstedelen af de piger, der bliver gift inden de fylder 18 år, kommer fra uuddannede familier, hvor det er vanskeligt at gøre oprør mod normer og traditioner, skriver VOA.

Alvorlig trussel mod pigernes liv

Den Afrikanske Unions kampagne mod børneægteskaber gennemføres i samarbejde med FN’s børnefond UNICEF, en række afrikanske regeringer og NGO’er.

”Denne indsats, der gøres af afrikanere for afrikanere, må ikke stoppe før hver eneste pige i hver eneste familie og hvert eneste lokalsamfund har opnået retten til at fylde 18 år, inden hun bliver gift,” siger Martin Mogwanja, vicedirektør i UNICEF, i en pressemeddelelse.

Også FN’s befolkningsfond (UNFPA) bakker op om initiativet.

”Det er tydeligt ud fra vores data, at børneægteskab først og fremmest er en alvorlig trussel mod unge pigers liv, sundhed og fremtidsudsigter, lige som det er et brud på pigernes grundlæggende menneskerettigheder,” siger Julitta Onabanjo, regional direktør for UNFPA.

Første storstilede kampagne

Nu skal en oplysningskampagne nå ud til lokalbefolkninger, lokale ledere og embedsmænd for at gøre opmærksom på de mange ulemper ved tidlige ægteskaber.

Det er første gang, at et så stort antal regeringsembedsmænd, organisationer, FN-agenturer og enkeltpersoner er involveret i en storstilet kampagne mod børneægteskaber, oplyser FN i en pressemeddelelse.

Ni ud af de 10 lande, hvor børneægteskab er mest udbrudt, ligger i Afrika. I Niger er det 75 procent af alle ægteskaber, hvor en pige under 18 år står brud. I Tchad og Den Centralafrikanske Republik indgår der en barnebrud i 68 procent af alle ægteskaber, mens det i Guinea er 63 procent og 56 procent i Mozambique, viser tal fra FN.

Ifølge FN’s opgørelser vil over 140 millioner piger bliver barnebrude mellem 2011 og 2020, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Af dem vil 50 millioner piger være under 15 år gamle.

Kampagnen blev præsenteret i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, torsdag. Den løber indtil videre i to år og dækker 10 lande.