Mange, Verdensbanken, f.eks., har gjort opmærksom på, at skal der ske udvikling i Afrika, må der gøres noget ved den infrastruktur.
For os halvgamle Afrika-farere findes der to vigtige vejskilte på kontinentet: ét som eksisterer i virkeligheden: ”Road Under Construction”, og ét som kun cirkulerer i fantasien blandt folk, som har været her længe nok: ”Road Under Destruction”.
Eksempel: Da viven og overtegnede i slutningen af 1992 vovede os ud på en lidt længere Afrika-tur udenfor Uganda-hovedstaden Kampalas hullede veje og de 618 kilometer ned til Nairobi i Kenya for at vælte os i lux, blev vi ramt af en uhæmmet henrykkelse, da vi på Kenya-siden opdagede, at vejene var lige så asfalterede og lækre som de bedste steder i Europa.
I 2008 var jeg tilbage i det vestlige Kenya og oplevede samme vej i en tilstand, der ville få en nedfaldende meteor af mellemstørrelse til at forsvinde ned i hullerne, uden at nogen ville opdage det.
Det er det her med det lokale ansvar for vedligeholdelse, det halter med. Når kineserne, EU, sågar Danida tidligere, er draget af sted med asfaltmaskinerne, går der ikke længe, før forfaldet sætter ind.
Og sådan er det snart sagt overalt i Afrika under Sahara. Også her i Togo, hvor vejnettet de seneste år er gået fra værre til slemt. At vi på hovedvejene skal betale vejtold, der i princippet går til vedligeholdelse, har ikke gjort hullerne mindre.
Det var derfor glædeligt at høre udkommet af Elfenbenskystens nye præsident Alassane Ouattaras besøg her i Togo i sidste uge. Der var så gode nyheder, at Ouattara og Togos præsident Fauré Gnassingbé i et billede over det fælles kommuniké lod sig forevige med så store smil, at det smittede.
Udover at prise de varme og broderlige forbindelser mellem de to lande var de to præsidenter enige om to helt konkrete ting: for det første underskrev de sammen med UNHCR en protokol, så de omkring 7.000 ivorianske flygtninge i Togo nu kan vende uhindret hjem til Elfenbenskysten efter det voldelige opgør mellem Ouattaras sympatisører og den tidligere præsident Laurent Gbagbo tidligere på året.
For det andet skal der nu sparkes gang i en kystmotorvej mellem Lagos i Nigeria og Abidjan i Elfenbenskysten. Det må siges at være på høje, hårde tid: På den 830 km akse ligger ikke bare 3 hovedstæder men 5 havne, Lagos, Cotonou, Lomé, Tema (ved Accra) og Abidjan, der er helt afgørende for al handel ikke bare mellem kyst-landene, men også med landene oppe i Sahel.
Men med nogle ganske få kilometers undtagelser her og der, er det er mildt sagt et helvede at færdes på kystvejen, ikke blot på grund af dens fysiske beskaffenhed, men også på grund af grænseovergangene. På alle sider af grænserne holder der kilometervis af lastbil-køer, som kæmper med en toldbehandling, der formentligt sprænger alle korruptions-index-rammer. Dette ganske uagtet, at Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (ECOWAS) de facto statuerer fri bevægelighed for personer og varer over grænserne.
Mange, Verdensbanken, f.eks. har gjort opmærksom på, at skal der ske udvikling på kontinentet, må der gøres noget ved den infrastruktur. Ja, helt tilbage i 1993 foreslog DRs tidligere Afrika-korrespondent, Jørgen E. Petersen, i sin lille pamflet ”Afrika på Støtten” et net af vest-øst og nord-syd-forbindelsesveje for at sætte gang i den indbyrdes handel på kontinentet – og dermed udvikling.
En del veje er repareret og forfaldet siden. Derfor må der gerne krydses fingre for, at nogen nu støtter op om den nye ivoriansk-togolesiske enighed, som i hvert fald en slags begyndelse. Et godt gæt: Det kunne sagtens blive kineserne. Måtte vejen så også blive vedligeholdt.
