Det Arabiske Forår – Ben Jellouns seneste bog på dansk

Tahar Ben Jelloun
Forfatter billede

I går, tirsdag, udkom Tahar Ben Jellouns seneste bog på dansk. Det Arabiske Forår samler topaktuelle fortællinger og essays om den nuværende situation i Mellemøsten. Bogen er blevet vel modtaget i de danske medier.

Kulturredaktionen anbefaler

Det Arabiske Forår består af to dele, essayet “Gnisten” og “Med ilden”, om den nuværende situation i Mellemøsten.

Tahar Ben Jelloun skriver: “Det har været vigtigt for mig at skrive denne lille bog for at forklare, hvad der sker i den arabiske verden i dag, for hvis ingen har kunnet forudsige dette revolutionære forår, har man til gengæld de senere år kunnet aflæse en hel del forvarsler. De mange artikler, jeg har skrevet i den internationale presse inden for de sidste ti år, samt min rejse til Libyen i 2003, fik mig til at konstatere udbredt bitterhed i de arabiske befolkninger, der lider under urimelige regimer. Befolkningernes tålmodighed har sine grænser, det måtte ende med, at bægeret flød over og gik i tusind stykker …”

Den danske presse har gennemgående været positiv over for det nye værk.
Berlingske Tidendes Kristian Mouritzen hæftet sig ved beskrivelserne af den arabiske befolknings livssituation og konkluderer ”Bogen er værd at læse og en god indføring i en revolution, der langt fra har fundet sin afslutning.”

Politikens Anders Jerichow, der selv er en erfaren mellemøstekspert er endnu mere overstrømmende: ”Læs den bagfra, eller læs den forfra. Men læs den. ” Også Jerichow er betaget af novellernes evne til at skildrer den ‘indre side’ af oprøret ”Hans novelle om Mohammed Bouazizi gør ondt helt ind i sjælen. ”

Weekendavisen er lidt mere nedtonet men Merete Reinholdt kalder alligevel Det Arabiske Forår ”Et lille men vægtigt bidrag i rekonstruktionen af det, der pågik.”

Tahar Ben Jelloun blev født i Fes, Marokko, 1. december 1944. Han er bosat i Frankrig og regnes for en af de fremmeste fransksprogede forfattere.

Det Arabiske Forår
128 sider
Forlaget Per Kofod
Udkommer: 28. juni 2011