Det halter med de grønne verdensmål

gettyimages-1189404407
Palmeolieplantager i Salomonøerne
Foto: David Tipling/Education Images/Universal Images Group via Getty Images
Thomas Jazrawi

30. maj 2021

Verden er ikke på vej til at indfri de grønne målsætninger i FN’s verdensmål. Det viser en ny opgørelse fra FN’s Miljøprogram (UNEP). Det er anden gang, at UNEP gør regnskabet op for den grønne dimension af de globale mål, og den seneste version viser, at der generelt er tilbagegang med realiseringen.

”Vi har stadig ikke erkendt hvor store ændringer, der er nødvendige for at følge dagsordenen for 2030. Rapporten gør det klart, at vi kommer til kort og i nogle tilfælde faktisk falder tilbage. Vi kan ikke fastholde vores niveau af brug og misbrug for evigt, og det er afgørende, at vi accepterer de ændringer i livsstil og levevilkår, der er nødvendige for at indfri målene for 2030,” siger Elizabeth Maruma Mrema, generalsekretær for FN’s sekretariat for Konventionen om Biodiversitet.

UNEP har undersøgt udviklingen illustreret ved de 92 af 231 indikatorer for verdensmålene, som har sammenhæng med miljø og klima. Rapporten giver dog ikke det fulde billede af tilstanden for klima og miljø i verden, påpeger analysens forfattere, da der mangler tilstrækkelig data til at bruge over halvdelen af indikatorerne.

Ringere end sidst
Hver af de 17 målsætninger i FN’s verdensmål er ledsaget af en række undermål og indikatorer, som anvendes til at måle fremgang eller mangel på samme. Ud af de 92 grønne indikatorer er der blot 39, som har tilstrækkelig data til at kunne indgå i bedømmelsen. Heraf viser 26 fremgang, mens 13 indikatorer peger på stilstand eller tilbagegang.

Det er ringere end ved den sidste tilsvarende bedømmelse fra 2019, hvor 22 indikatorer viste fremgang og 13 stagnation eller tilbagegang. Da der er flere indikatorer med tilstrækkelig data til at indgå i bedømmelsen denne gang, er der imidlertid tale om et fald i andelen af indikatorer med positiv udvikling fra 74 til 67 procent. Procentdelen af indikatorer med en negativ udvikling er ligeledes steget fra 26 til 33 procent.

Det er særligt målene om bæredygtigt forbrug og biodiversitet, der halter, lyder det i undersøgelsen. Til trods for, at der er en stigning i naturområder under beskyttelse, er antallet af arter, der er truet af udryddelse, ikke faldet.

Læs også: Meget mere natur bliver beskyttet, men ikke godt nok

Til gengæld går det generelt fremad med rent vand og sanitet, vedvarende energi og færre mennesker, der bliver direkte påvirket af katastrofer. 

Rapporten kigger på fremgang i de forskellige regioner. Her klarer Vestasien sig bedst med en positiv udvikling i 32 procent af de indikatorer, der er et datagrundlag for. I Latinamerika er der tale om en positiv udvikling for 28 procent, hvilket er den næstbedste præstation. Nordamerika og Nordafrika klarer sig værst, da der i begge regioner blot er 16 procent af indikatorerne, der viser fremskridt. Den manglende data for at vurdere pænt over halvdelen af indikatorerne i alle regioner skal dog tages med som forbehold i betragtningen. 

Manglende data
Netop manglen på tilstrækkelig viden om de fleste af områderne er en stor udfordring, påpeger UNEP. 

“Vores forståelse af den miljømæssige dimension af verdensmålene har mangler. Vores begrænsede kapaciteter til at samle, udbrede og effektivt anvende miljømæssig data har hindret vores holistiske forståelse af miljøet og dets indvirkning på sociale og økonomiske faktorer – vi håber denne rapport vil støtte lande, der forstærker miljøindsatsen med et mål om at indfri dagsordenen for 2030,” siger Jian Liu, direktør for den videnskabelige afdeling i UNEP.

Det går imidlertid fremad med at få skabt mere viden om udviklingen på det grønne område. I den nye opgørelse er der tilstrækkeligt data på 42 procent af indikatorerne, og det er en stigning på 10 procent i forhold til målingen for to år siden. 

Denne seneste status på de grønne indikatorer for FN’s verdensmål stemmer overens med andre rapporter om klodens natur og miljø. I 2020 skulle de tyve Aichi-mål være indfriet. De skulle sørge for at bremse tabet af biodiversitet i verden, men ikke et eneste af de tyve mål blev realiseret til fulde. 

Læs også: Verdens nationer rammer langt fra skiven med FN’s 20 naturmål