Det ligner en folkefest. Sydsudaneserne vil ikke i krig.

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Sydsudaneserne tør endelig tro på, at de vil få deres selvstændighed på fredelig og demokratisk vis. Den forestående folkeafstemning ligner derfor mest af alt en folkefest.

Af Janne Bruvoll
Journalist i Sydsudan

YEI, SYDSUDAN, den 7. januar 2011. ”Jeg vil blive ked af at se Sudan blive splittet, men jeg vil glæde mig over freden,” sagde Sudans præsident Omar al-Bashir, da han tirsdag 4. januar besøgte Sydsudan.

Søndag den 9. januar, begynder den længe ventede folkeafstemning, hvor Sydsudans befolkning skal beslutte, om de vil løsrive sig fra resten af Sudan. Afstemningen vil fortsætte i syv dage og er sidste led i en fredsproces, som blev skudt i gang med underskrivelsen af en fredsaftale mellem Sudans regering og oprørere i Sydsudan i januar 2005.

Aftalen satte en stopper for over 20 års borgerkrig, men fredsprocessen er langt fra gået som planlagt, og frygten for en ny krig har derfor aldrig helt forladt sydsudaneserne.

De seneste ugers mere diplomatiske og forsonende toner fra al-Bashir, som for eksempel udtalelserne under hans seneste besøg til Sydsudan, har dog fæstnet sig hos sydsudaneserne, og ud af dem gror en fornyet optimisme om fremtiden.

I byen Yei i Sydsudan er befolkningen derfor allerede begyndt at fejre folkeafstemningen og den forventede selvstændighed. Vimpler med ’løsrivelse’ skrevet med store bogstaver hænger uden for kiosker og bag på motorcykler.

Politifolk marcherer stolte og syngende gennem de støvede gader, og folk minder hinanden om, at symbolet for løsrivelse på stemmesedlen er en enkelt hånd med håndfladen rakt frem som i et farvel til Nordsudan.

”Bashir siger, at han vil støtte os, hvis vi bliver selvstændige. Det betyder meget for os. Bashir er et menneske ligesom os andre, og han er ansvarlig for de ord, han siger,” lyder det fra amtsborgmester i Yei River County i Sydsudan, David Lokonga Moses.

Frygten reduceret

Journalister og organisationer i Sydsudan har i de seneste uger rejst rundt til landsbyer for at oplyse befolkningen om folkeafstemningen og sikre sig, at alle vælgere ved, hvordan de stemmer.

Kaunda David James er en af de journalister, som har taget del i borgeroplysningen. Han kan tydeligt mærke, at folk er mere rolige i dag end blot for en måned siden.

”Der er mindre anspændthed nu end tidligere, og folk er ikke længere så bange for, at det skal ende i krig. Bashir har sagt, at han vil være den første til at acceptere et nyt land, og det vælger folk at tro på. Jeg vil ikke sige, at frygten er helt væk, men den er helt klart reduceret,” siger han.

Svindel vil betyde krig

Alt tyder på, at et stort flertal vil stemme for en løsrivelse, men frygten blandt sydsudaneserne har tidligere været, at regeringen i nord ville svindle med resultatet af folkeafstemningen og på den måde forsøge at undgå en løsrivelse af Sydsudan.

Efter alle vælgere er blevet registreret, har det dog vist sig, at næsten alle vælgere er registreret inden for Sydsudans territorium, mens kun godt 200.000 er registrerede i Nordsudan og i udlandet.

”Nu kan vi se, at vi er så mange flere, der er registeret i syd, at vi ikke længere frygter, at der kan blive svindlet med stemmerne i Khartoum, Sudans hovedstad i nord. Derfor tror jeg ikke længere på, at det kan ende i en ny krig,” siger Eric J. Moses, som er leder af et medborgerhus i Yei.

”Svindel med resultatet ville helt sikkert have fået folk til at gå i krig igen”, fortsætter han og mener, at også Bashir er nået til samme erkendelse.

”Han er ved at acceptere, at Sydsudan kommer til at løsrive sig, og at han er besejret. Han kan på ingen måde sige nej til, at Sydsudan bliver selvstændigt, så nu er han bare nødt til at bevare et godt forhold til os på grund af olien og de mange nordsudanesere, som stadig bor i syd,” siger Eric J. Moses.