Det sker i dansk udviklingspolitik i første halvdel af 2024

Kronprinsesse Mary og minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik ved officielt besøg.


Foto: Udenrigsministeriet

9. januar 2024

En ny politisk sæson er skudt i gang, og vi har samlet et overblik over hvilke udviklingspolitiske begivenheder, vi kigger mod i første halvdel af 2024.

Sikkert er det, at den nye udviklingspolitiske strategi, der skal afløse “Fælles om Verden” i 2025 vil blive diskuteret. Men om selve strategien bliver vedtaget i første halvår eller for den sags skyld i løbet af 2024 er tvivlsomt.

22. januar: Er Danmark endegyldigt ude af klub 0,7 procent?

Da OECD DAC i april sidste år offentliggjorde de foreløbige tal for den danske udviklingsbistand i 2022, fremgik det, at Danmark lige netop nåede målet om at levere minimum 0,7 procent af landets BNI i udviklingsbistand. Men henover sommeren kom nye tal og den overraskende melding, at Danmark i 2022 for første gang i 41 år ikke havde levet op til FN-målet. 0,67 procent lød prognosen på dengang.

Når OECD DAC i slutningen af januar offentliggør de endelige tal for 2022 – de tal, der kommer til at stå i historiebøgerne – vil det stå klart, om Danmark sparkede sig selv ud af den eksklusive klub på 5-7 lande, der i årtier har levet op til det løfte.

Medio april: Foreløbige OECD DAC-tal for den internationale bistand for 2023

Hvis Danmark som ventet ender under den forjættede 0,7 procent-grænse, er det ekstra spændende om de foreløbige OECD DAC-tal for 2023 viser, dels om man igen lever op til Danmarks internationale forpligtelser i forhold til udviklingsbistanden, og dels om man i 2023 nåede at udbetale efterslæbet fra 2022, som minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen har lovet.

Derudover er der et væld af interessante detaljer, hvis man dykker dybere ned i tallene. For eksempel: Bliver Danmark igen største aftager af vores egen udviklingsbistand – særligt på grund af indsatsen med ukrainske flygtninge, som i høj grad er blevet finansieret derigennem. Hvordan går det i øvrigt med andelen af den “grønne” udviklingsbistand? Og hvor meget støtte er gået direkte til Afrika?

Ultimo april/primo maj: Redegørelse og debat om udviklingssamarbejdet i 2023

Tomrummet efter afskaffelsen af Danidas årsberetning er de seneste år blevet fyldt ud med ministerens redegørelse for udviklingssamarbejdet.

Det er med den udviklingspolitiske strategi “Fælles om verden” som reference, at Danmarks udviklingssamarbejde bliver sat under lup, og vi kan forhåbentlig se frem til en livlig diskussion, når den bliver sat til debat i Folketinget, hvor partier kan kommentere. Også ngo’er vil give redegørelsen ord med på vejen.

Juni: Får Danmark en plads i FN’s Sikkerhedsråd?

Til juni er Danmark på valg i FN’s Generalforsamling til at blive nyt ikke-permanent medlem af FN’s sikkerhedsråd.

Der er siden marts 2021 blev smidt masser af penge – nogle mener, det ikke er nok – i en kampagne for at køre Danmark i position til medlemskabet. Først med Kristian Jensen i spidsen, siden Holger K. Nielsen. Det er i den grad et prestigeprojekt for regeringen, men også en test på, om vi i Danmark er så populære ude i verden, som vi går og bilder os ind.

På nuværende tidspunkt er det kun Danmark og Grækenland, der har meldt sig som kandidatlande, og da der er to pladser at slås om, ser det lyst ud. Det kræver dog stadig to tredjedele af stemmerne, og fristen for at stille op er endnu ikke udløbet.

Afrika-plan

Der er efterhånden blevet slået på tromme for en ny plan for Afrika i et godt års tid, og meget tyder på, at planen lander engang i første halvdel af 2024. Oplægget fra udenrigsministeren i forbindelse med lanceringen af den udenrigspolitiske strategi var, at Danmark skal gøre mere for at udvikle sit samarbejde med de afrikanske lande, og det skal være baseret på ligeværd og respekt.

Med lanceringen af regeringens Afrika-plan, bliver det særligt spændende at se, om nogle af de penge, som bliver tilført udenrigstjenesten, udmønter sig i, at Danmark opruster sin repræsentation i Afrika. Det er trods alt også efterspurgt af Dansk Industri. Og bliver der præsenteret andre konkrete initiativer, eller bliver det ved vidtløftige ord om netop ligeværd og respekt?