Den digitale revolution, som startede for 20 år siden, har åbnet døre for den afrikanske filmindustri, og efterspørgslen er accelereret under coronapandemien, fordi online distribution via Netflix, YouTube og andre streamingtjenester giver nye muligheder for filmskabere i Afrika.
Bedre distribution betyder også, at det globale samfund får øjnene op for den afrikanske filmindustri, vurderer en rapport. Rapporten, ”The African Film Industry: Trends, Challenges and Opportunities for Growth”, er udgivet i 2021 af UNESCO, som er FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur.
De afrikanske filmindustrier vokser, og der er over 1.000 private tv-kanaler på tværs af kontinentet. Etiopien, Zimbabwe og Elfenbenskysten er for nyligt blevet en del af kontinentets filmindustrier. Vendes blikket mod den nigerianske filmindustri, Nollywood, har landet oplevet en stigning på 200 procent i antallet af biografer mellem 2015 og 2020, skriver UNESCO. Sidste år var der 237 biografer i Nigeria.
Industriens succes bunder også i et internationalt ønske om større diversitet i filmbranchen, hvilket kan være med til at åbne døre for den afrikanske filmindustri. Dette kræver dog, at afrikanske regeringer i højere grad indser, at landets kreative sektor også kan bidrage til økonomisk vækst. For at det internationale samfund kan investere i og være med til at udvikle den afrikanske filmindustri, må regeringerne lave procedurer for bæredygtig vækst inden for filmindustrierne, vurderes det i rapporten.
Initiativer for udvikling af industrien
De kreative industrier bidrager stort til verdens økonomi, og hvert år producerer verdens kreative industrier for omkring 2.25 billioner dollars, som er cirka tre procent af det globale bruttonationalprodukt. Dog står Afrika og Mellemøsten tilsammen kun for tre procent af den globale kreative handel. Derudover beskæftiger kultur- og underholdningsindustrien 30 millioner mennesker verden over.
De seneste fem år er der opstået flere initiativer, som har været med til at udvikle industrien. I 2017 blev der oprettet en kommission, som har til opgave at fremme film- og den audiovisuelle industri i Afrika. To år senere gjorde det franske udviklingsagentur (AFD) udviklingen af kulturelle og kreative industrier til et fokusområde, og i 2020 oprettede Afreximbank (the African Export-Import Bank) en støttefond på 500 millioner dollars til den kreative industri.
Også i år får de kreative industrier i Afrika opmærksomhed på både globalt og kontinentalt plan: FN har erklæret 2021 for internationalt år for kreativ økonomi for bæredygtig udvikling, mens Den Afrikanske Union har kaldt dette år for året for kunst, kultur og arv.
Afrikanske film er også på skærmen i Danmark netop i disse dage, hvor biografen Cinemateket har et særligt filmprogram på plakaten. ’Ruptures’ er titlen på filmprogrammet, som har fokus på eksperimentalfilm lavet af filmskabere med afrikanske rødder.
Læs mere: Smalfilm fra Afrika på plakaten
Filmfestival i Burkina Faso
I denne uge er der filmfestival i Burkina Faso, den panafrikanske filmfestival FESPACO. FESPACO er den største festival for den afrikanske filmbranche, og i år er det den 27. udgave af festivalen, der afholdes. Første gang var i 1969, og bortset fra forstyrrelser på grund af Covid-19 og den seks år lange krig med terrororganisationerne ISIS og al-Qaeda, er den blevet afholdt hvert andet år, skriver Al-Jazeera.
På festivalen uddeles den prestigefyldte pris ’The Golden Stallion of Yennenga’, hvis navn stammer fra en legendarisk prinsesse og kriger, som anerkendes som Mossi-folkets moder i Burkina Faso.
En af de instruktører, som er nomineret til at vinde prisen, Boubacar Diallo, beskriver FESPACO som: ”Det er et udstillingsvindue for den afrikanske filmbranche. For mig er det et springbræt for mine film,” siger instruktøren til Al-Jazeera.
Festivalen beskrives også som en mulighed for sociale interaktioner og networking i branchen, mens Burkina Faso har lejlighed til til at promovere kvaliteten af landets egen filmproduktion.
FESPACO løber fra den 16. – 23. oktober og foregår i landets hovedstad, Ouagadougou.
Der er også udfordringer
Selvom filmindustrien oplever opsving, er der også en række udfordringer, der truer den positive udvikling. For eksempel er det afrikanske biografnetværk det mindst udviklede i verden. Underfinansiering afholder også den afrikanske filmindustri og andre kreative brancher fra at udfolde deres potentiale, vurderer FN i rapporten.
Derudover arbejder store dele af filmindustrien i afrikanske lande forholdsvist uformelt – der er altså ikke officielle politikker eller procedurer for filmproduktionen eller -distributionen. Kun 44 procent af de 54 stater i Afrika har en officiel industri, mens 55 procent af dem har lavet procedurer for industrien, fremgår det af rapporten.
Endnu en udfordring for den afrikanske filmindustri er friheden til at udtrykke sig – ytringsfriheden, ville det globale nord nok betegne det. 87 procent af respondenterne i den undersøgelse, UNESCO iværksatte i november 2020 og afsluttede i maj 2021, svarede, at der er restriktioner for, hvad de kan vise eller adressere på skærmen.
Dog har den digitale revolution også betydning for dette, da afrikanske filmskabere kan gå udenom konservative gatekeepere. Et eksempel er ’Rafiki’, en kenyansk produktion, der portrætterer et forhold mellem to kvinder, Kena og Ziki, som blev bandlyst af Kenyas Film Classification Board (KFCB), fordi den promoverer homoseksualitet i et land, hvor dette er ulovligt. Filmen blev dog anerkendt internationalt og blev blandt andet nomineret til prisen Queer Palm til filmfestivalen i Cannes.
Afrikas filmindustri er også udfordret af piratkopiering, som hvert år koster industrien cirka 50 procent af de potentielle indtægter. Her spiller online platforme en rolle, da det er let at finde piratkopier på nettet.
Hertil lægges strukturelle problemer som mangel på uddannelser inden for filmfaget, mangel på praktisk erfaring gennem de eksisterende uddannelser, mangel på moderne teknologi til produktionen og en overvægt af mænd, der er involveret i filmproduktioner.
Værst står det til i Centralafrika, hvor kun 10 procent af de involverede i produktionen er kvinder. I de arabisk- og engelsktalende lande står det bedre til, og særligt i lande som Tunesien, Marokko, Nigeria, Kenya, Sydafrika, Rwanda og Zimbabwe, er kvinder i højere grad en del af produktionen – her er mindst 30 procent kvinder.
