DIIS bliver i København efter S-nej

Forfatter billede

Socialdemokraterne har efter lang tids tøven sagt nej til forslaget, og da Liberal Alliance allerede har gjort det samme, er regeringen langt fra at kunne skaffe flertal på 90 mandater.

“Det fremgår klart af de svar, regeringen har givet os, at placeringen af DIIS i København er mest fornuftig”, siger medlem af udenrigsudvalget, tidl. handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) til DR online.

En stribe forskningsnære og u-landsinteresserede har kritiseret udflytningsplanerne, ikke mindst her i Globalnyt – se f.eks. artiklerne En DIIS favør og Regeringens udflytningsplan: Flyt ikke DIIS!

Dansk Institut for Internationale Studier er en uafhængig, statslig forskningsinstitution, især for forskning og analyser om globalisering, sikkerhed, udvikling og udenrigspolitik. DIIS har 88 fuldtidsstillinger.

Socialdemokraterne har forgæves forsøgt at få en aftale med regeringen om at flytte en mindre del af DIIS til Aarhus for at styrke samarbejde med Aarhus Universitet, siger Mogens Jensen til DR.

Flytning af DIIS kræver som eneste statslige arbejdsplads et flertal i Folketinget, da det fordrer en lovændirng i instituttets statutter. De øvrige 3.900 arbejdspladser kan regeringen flytte administrativt fra København.

Blot ca. to procent af DIIS' primære brugere og samarbejdspartnere har hjemsted i Aarhus/Østjylland, mens 98 pct. befinder sig i hovedstaden.

Se også instituttets høringssvar om de juridiske, faglige og økonomiske konskvenser af at flytte DIIS her.