Egyptisk domstol stadfæster 183 dødsdomme til Broderskabet

Forfatter billede

183 mænd, der støtter det forbudte Muslimske Broderskab i Egypten, fik mandag stadfæstet deres dødsdomme i en egyptisk retssal. De er dømt til døden for at være skyld i 11 politifolks død, men retssagen har været dybt unfair, siger Amnesty.

En masse-retssag mod 188 mænd i Egypten resulterede mandag i, at de 183 fik stadfæstet deres dødsdomme, skriver flere internationale medier.

Mændene blev dømt for at have deltaget i et angreb mod en politistation nær Kairo i august 2013.

Oprindeligt var der afsagt 188 dødsdomme, men en fik omstødt sin dødsdom til 10 års fængsel, to blev frikendt og to andre er i mellemtiden døde, skriver den uafhængige netavis Mada Masr.

Domstolen fandt, at samtlige de dømte var involveret i angrebet på politistation og dermed medskyldige i de 11 politifolks død.

Nogle dræbte politifolkene, andre holdt vagt, andre igen satte ild til, mens nogle holdt vagt.

Ved den oprindelige retssag blev 377 andre idømt fængsel på livstid.

Hundreder dræbt af militæret

Angrebet mod politistationen menes at være en reaktion på det egyptiske militærs hårde kurs over for de tilhængere af Det Muslimske Broderskab, som i juli 2013 demonstrerede mod militærets afsættelse af den folkevalgte præsident, islamisten Mohamed Mursi.

Angrebet mod politistationen fandt sted samme dag som de egyptiske sikkerhedsstyrker opløste to sit-in demonstrationer, der var indkaldt af Det Muslimske Broderskab.

Flere hundrede demonstranter blev dræbt.

Amnesty: International ret skandaløst tilsidesat

Menneskeretsorganisationen Amnesty International siger, at dødsdommene er afsagt under retssager, der langt fra lever op til kravet om en retfærdig rettergang.

Organisationen tilføjer over for BBC, at dommene understreger Egyptens tilsidesættelse af både national og international lovgivning.

”Dødsdommene er endnu et eksempel på partiskhed i det egyptiske retssystem,” siger Amnestys vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika, Hassiba Hadj Sahraoui, i en udtalelse til BBC.

”Disse domme skal ophæves, og alle de dømte skal have en retssag, der opfylder internationale standarder for retfærdighed og udelukker dødsstraf.”

Sahraoui tilføjer, at idømmelse af dødsstraf er forkert, når der er alvorlig tvivl om retfærdigheden af rettergangen, som “på skandaløs vis har tilsidesat” international ret.

FN har betegnet masseretssagen som værende “uden fortilfælde”.

Sisi varsler fortsat kamp mod terror

Den afsatte præsident Mursi har sine rødder i Det Muslimske Broderskab, men stillede op som uafhængig kandidat ved præsidentvalget i 2012 og vandt.

Et år senere blev han, efter store demonstrationer, afsat af militæret.

Hans efterfølger, Abdel Fattah el-Sisi, har slået hårdt ned på Broderskabet, som nu er opløst, erklæret forbudt og stemplet som en terrororganisation.

I weekenden sagde Sisi, at han vil besejre de militante, der på det seneste har angrebet sikkerhedsstyrker på Sinai-halvøen, noget som Broderskabet anklages for at stå bag.

Senest blev 40 soldater og civile dræbt ved et angreb i Sinai.

”Den nuværende bølge af terror er forventet, i og med at Broderskabets logik er, at de enten vil regere jer eller dræbe jer,” sagde Sisi, der også tidligere har beskyldt Broderskabet for at stå bag voldelige angreb.