Elfenbenskysten: Lufthavnen er genåbnet, men kampene fortsætter

Forfatter billede

FNs generalsekretær har indtrængende appelleret til Elfenbenskystens nyvalgte præsident Alassane Quattara om at undersøge hundreder af drab, som hans tilhængere skal have begået. Ban Ki-moon sagde søndag i en TV- transmitteret tale, at han var ”dybt bekymret og alarmeret” over rapporter om chokerende brutalitet i byen Duekoue. FN-udsendte skal have set hundredvis af dræbte i Duekoue, som er indtaget af Ouattaras styrker. Quattara afviser, at hans tilhængere er skyldige i drabene. Hjælpeorganisationen Caritas anslår tallet af dræbte civile til omkring 1000. I hovedbyen Abidjan fortsætter kampene mellem de soldater, der støtter Quattara og dem, der stadig er loyale over for den tidligere præsident Laurent Gbagbo, der har kastet landet ud i borgerkrigslignende tilstand ved at slås for at beholde præsidentposten. Gbagbo menes stadig at være i præsidentpaladset, og situationen er meget spændt. Franske tropper overtog lørdag kontrollen med lufthavnen, som nu er genåbnet, oplyser det franske nyhedsbureau AFP. FN siges at være ved at evakuere 200 ansatte fra Abidjan, hvor en pro-Gbagbo TV-station søger at mobilisere folk mod, hvad den kalder en fransk ”besættelse”, oplyser BBC News. Frankrig har sendt yderligere 300 soldater til Elfenbenskysten, hvor der nu er i alt 1400 franske tropper. Forstærkningen skulle medvirke til at genåbne lufthavnen for både militære og civile fly, mens den franske styrkes primære formål er at beskytte franske statsborgere. Der menes ikke at være umiddelbare planer om at evakuere udlændinge, hvoraf omkring 1600 har søgt tilflugt i en fransk militærlejr, skriver AFP. 700 er franske statsborgere, 600 er libanesere og 60 er forskellige europæiske nationaliteter.