Tilbage til Haifa
(fra novellesamlingen 'Alt, hvad I har tilbage')
Ghassan Kanafani
Rhodos
Udgivet i 1981 (dansk udgivelsesdato)
44 sider
I 1948 flygter et palæstinensisk ægtepar, Sa’id S. og Sayifa, fra byen Haifa sammen med stimevis af andre palæstinensere til lyden af pistolskud og rullende tanks i byens gader. Staten Israel er oprettet. Midt i kaosset er parret afskåret fra deres seks måneder gamle søn Khaldun, som de er nødt til at efterlade i Haifa, mens de selv flygter til byen Ramallah.
Der går knap 20 år, før de får Haifa og deres søn Khaldun at se igen. For i kølvandet på Seksdageskrigen i 1967 bliver Mandelbaumporten (et kontrolpunkt) nemlig åbnet i en kort periode til stor forundring for Sa’id S. og Sayifa, og ægteparret får mulighed for at besøge Haifa igen og opsøge deres fortabte søn Khaldun, der nu er en fuldvoksen mand med en opvækst i det Haifa, hans biologiske forældre blev drevet ud af.
”Det er mennesket, det kommer an på”
Mens Sa’id S. og Sayifa må forlade Haifa, flytter det jødiske ægtepar Miriam og Efrat, der efter at have overlevet et ophold i Auschwitz, til byen og får gennem Jewish Agency, en organisation med ansvar for jødisk immigration til Israel, tilbudt Sa’id S. og Sayifas lejlighed på én betingelse: At de også påtager sig opdragelsen af Khaldun.
Parret, der ikke er i stand til at få børn, takker ja til tilbuddet, kalder Khaldun for Dov, og giver ham en jødisk opdragelse med kosher og synagoge, og som 20-årig er Dov værnepligtig i den israelske hær.
Fortællingens klimaks finder sted, da Sa’id S. og Sayifa vender tilbage til Haifa for at opsøge deres søn. Stuen ligner sig selv, der hænger stadig et billede af Jerusalem på væggen, men dele af møblementet er skiftet ud med nyere og ifølge Sa’id S. ”grove” og ”uharmoniske” møbler. Ægteparret bliver mødt af en gæstfri Miriam, der havde forudset mødet og byder på kaffe.
Da Dov træder ind i stuen iklædt en israelsk militæruniform, ændrer mødet sig, fra det, der skulle have været et glædeligt gensyn, til en ophedet politisk diskussion. Blandt andet diskuterer de spørgsmålet: Hvad er fædrelandet (Israel/Palæstina)?
Ifølge Sa’id S. er svartet: at handle mod historien, hvilket for Sa’id S. betyder modstand mod staten Israel, som Dov bliver en allegori på. Miriam og Efray, hvis historie på mange måder minder om Sa’id S. og Miriams, bliver derimod beskrevet med empati.
Det næste spørgsmål, der vendes i stuen er: Hvor meget betyder biologien for et menneskes udvikling?
Dov svarer: ”Det er mennesket, det kommer an på,” og med det benægter han ”kødet og blodet” og betragter dermed Miriam og Efrat som sine forældre.
Sa’id S, der et par dage tidligere har bedt sin anden søn, Khaled, (som parret har fået i Ramallah) at lade være med at melde sig ind i den væbnede gruppe Fedayeen, blærer (og lyver) sig nu med, at hans søn er på vej til at drage i krig.
Sorg, afmagt og raseri florerer i stuen, og parterne går hver til sit, fremmedgjorte og med ild i øjnene. Et billede på, hvad der i Israel-Palæstina-konflikten kan synes som en diplomatisk uløselig konflikt.
Højaktuel efter et halvt århundrede
Med afsæt i begivenhederne omkring oprettelsen af staten Israel i 1948 og Seksdageskrigen i 1967 beskæftiger Kanafani sig med to nøglebegivenhederne for konflikten, men også som den ser ud i dag. Både geografisk og i forhold til forståelsen af, hvad Israel og Palæstina har udviklet sig til og er i dag, hvor i 2015 ifølge Mellemfolkeligt Samvirke boede 588.000 bosættere på Vestbredden i strid med Genèvekonventionen.
Selvom novellen er udgivet i 1969 (to år efter Seksdageskrigen), er den stadig et halvt århundrede efter højaktuel, og selvom novellens karakterer er fiktive, findes der helt sikkert versioner af deres historier i virkeligheden. ’Tilbage til Haifa’ fungerer som et levn om frustrationer, flugt og storpolitik i en kompliceret konflikt pakket ind i et palæstinensisk ægtepars erindringer og forventninger til det land og den søn, de måtte forlade.
