Af Eva Arnvig
Journalist, cand. psyk. og filminstruktør
NATO-mødet samlede verden, der endnu en gang lyttede til nye strategier og hvilke forholdsregler, der skal tages for at sikre verden mod terror, og endnu engang overså man det måske største risikomoment: at krigen og volden har disponeret de afghanske børn for terrorisme og vold.
Alle eksperter i krigs-traumer ved, at børn vokset op under krig og terror – med ekstrem vold som dagligdag – har en stor mulighed for selv at blive aggressorer. Og det er de vilkår, de afghanske børn er vokset op under.
Den afghanske regering anslår i en ministeriel rapport fra 2008, at 6 millioner afghanske børn må defineres som børn i krise. Det svarer til ca. halvdelen af landets børn. Det er store tal, vi taler om. En betydelig del af disse børn lider direkte af fysiske og psykiske krigsskader (Post Traumatisk Stress Syndrom), som for de fleste er et livslangt problem, der både resulterer i fysiske sygdomme og markante psykiske problemer. Alligevel er krisebørnene ikke et emne på den internationale dagsorden
Professor Moshe Vardi fra Israels Loewenstein Rehabilitation Centre i Tel Aviv har i mere end 30 år arbejdet med børn udsat for krig og terror. Han har et meget mørkt syn på de afghanske børns fremtid.
”Hvis du fratager børn den basale tryghed til deres omgivelser, hvis død og vold er en daglig begivenhed, kommer der en angst ind i deres liv, som de må forholde sig til. Og det vil ofte blive gennem aggressiv adfærd og vold. Aggressioner er ofte udsprunget af angst og usikkerhed. Situationer, som man ikke kan kontrollere.
Korte episoder kan give disse udtryksformer – så med en langvarig konfliktsituation som i Afghanistan bliver skaderne så meget desto større. Og her er der tale om børn, der ikke har kendt andet end vold og angst gennem hele deres opvæksttid, og som har fået den opfattelse, at alene ved at være voldelige og stærke vil de kunne overleve – redde sig selv og deres familier.
Overlevelse er eneste mål
Mange af disse børn, fortsætter Moshe Vardi, er gået over på det som vi kalder ”Survival Mode” – altså at overlevelse er eneste mål. Det normale bliver unormalt og det unormale normalt.
Det er f.eks. ikke unormalt, som man ser i disse områder, at børn starter dagen med at gå ud på lossepladserne og finde skrald, som familien kan spise eller kan sælges. Eller de finder måske almindeligt papir, som moderen kan bruge til at tænde op i ovnen med. Det er ikke unormalt, at 9-årige børn forsørger hele familier, fordi de voksne er enten døde eller syge.
Blandt de mest åbenlyse symptomer på krigsskader er indlæringsvanskeligheder, hukommelsesbesvær, koncentrationsvanskeligheder, aggressionsudbrud, angst, depressioner, fysiske smerter og sygdomme og problemer med social adfærd. Dertil kommer, at de voldsomme bombebrag kan give ”huller” i hjernen med efterfølgende tendenser til depressioner. (Et problem også hos soldater).
Kan livet være godt?
Alberto Cairo, en italiensk bandagist, der i mere end 20 år har arbejdet i Afghanistan i Røde Kors Centre for handicappede, mener, at krigen er skyld i alle de fortrædeligheder, man oplever: Børnene bliver ikke vaccineret, kommer ikke til læge og i hundrede tusindvis bliver de skadet af miner, skud og bomber.
” Hvordan kan man tro på, at livet kan være godt, når man er et barn i Afghanistan? De fleste ofre for klyngebomber er civile, og hovedparten af mineofre er drenge mellem 8 og 14 år. Det er så uretfærdigt!”
Tidligere FN-undersøgelser viser, at langt over halvdelen af alle børn har set døde og lemlæstede mennesker. Måske derfor regner tre ud af fire børn ikke med selv at blive voksne. Tallene er svære at forstå
Et andet problem, er at ingen får mulighed for at glemme landets situation. Heller ikke børnene. Hele tiden overflyves de med store militære helikoptere, der larmer kolossalt – og ingen ved, om der bliver bombet eller ej.
Min egen skyld
Hvordan opfatter børnene så selv situationen?. Moshe Vardi forklarer, at de helt små under 5-6 år er sikre på, at det også er deres egen skyld. De talte grimt til mor i morges eller slog deres lillesøster. Fra 6 til 11-12 år er de sikre på, at det er deres uheldige skæbne, som de må leve med.
Når de kommer i den tidlige pubertet vender billedet til ”jeg må gøre noget”, ”jeg må ændre min situation”. I den alder vil børn, som deler skæbne med de afghanske, have en stærk tendens til at søge hen mod markante voksne, der kan love dem et bedre liv end det, de tidligere har haft. Det er f.eks. radikale grupper med stærke ledere.
Sagt med andre ord: Blandt de millioner af børn, som har været udsat for lidelser og de mest smertelige tab, vil radikale grupper kunne hente nye rekrutter. Disse børn er ikke bange for at dø, de er ikke bange for at lide, ikke bange for at slås. De har aldrig kendt andet.
Hvad gør man så for børnene? Tjah – man bygger nogle skate-baner i Kabul og få andre byer, hvor man kan give nogle hundrede børn en meget velplaceret legestund. Men med millioner, der ikke får hjælp, vil dette ikke ændre stort.
Man bygger skoler rundt omkring i landet. Der er bare det problem, at disse skoler mangler uddannede lærer, og at undervisningen kun kan tilbydes et fåtal af de afghanske børn. Mange steder kommer eleverne heller i skolen, selvom de er skrevet ind. De er nødt til at finde et job eller tigge mad. Fattigdommen bestemmer.
De bliver vore fjender
Som oberst Lars Møller fra Hærens Operative Kommando og tidligere chef for uddannelsen af danske soldater til Afghanistan har udtalt:
”Vi opfører os simpelthen meget dumt, hvis vi ikke kan se, at vi skal hjælpe disse børn. Vi kan ikke bare lade dem være alene med deres problemer. Hvis vi ikke tager os af dem nu, så kommer vi til at høste, som vi sår. De vil komme tilbage som vore fjender om 5-10 år”.
Mens milliarder af kroner kommer med soldaterne ind i Afghanistan, og der holdes NATO-møder i Europa, hvor ingen behøver at gå i skraldespandene for at finde mad, så forsømmes de sagesløse afghanske børn.
Får børnene og deres familier ikke hjælp, venter der dem en fremtid, som hverken de eller vi har brug for.
