Kommentar af Marianne Haahr
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) nægter i både interview og debatindlæg i Politiken denne sommer forståeligt nok at indtage rollen som inspektør for et afrikansk frilandsmuseum.
TIL GENGÆLD lyder det som om, at han i stedet har stort mod på at prøve kræfter med posten som erhvervs- og vækstminister.
Det giver langt hen ad vejen også fin mening at agere erhvervs- og vækstminister for de fattige dele af verden, så længe fokus fastholdes på præcis dem, nemlig de fattige.
I den sammenhæng rammer ministerens argumentation plet, når det gælder jordrettigheder som et værn mod, at landmænd og kvinder fravristes deres marker i kapløbet om Afrikas naturressourcer gennem skumle aftaler med politikere eller lokale magthavere.
Alligevel bryder erhvervs- og vækstministerlogikken sammen, fordi jordreformerne og de udenlandske investeringer er ude af trit med hinanden.
Jordreformerne skrider frem i udpræget sneglefart, mens de udenlandske investeringer foregår i overhalingsbanen. Derfor er der ikke brug for et erhvervs- og vækstministertankesæt, som sætter al sin lid til ejendomsrettens og markedets lyksaligheder.
Der er derimod hårdt brug for en udviklingsminister, som går i tæt samarbejde med de afrikanske stater for at gøre dem i stand til at omsætte retten til mad fra papir til virkelighed for deres befolkninger.
Den afrikanske fødevarekurv
Afrika fungerer allerede som brødkurv for mange lande uden for kontinentet. Kapløbet om Afrikas naturressourcer har efterhånden stået på længe.
Arabiske ørkenstater uden hverken vand eller jord til at brødføde deres befolkninger har for længst fået øje på Afrika, og de er ikke alene, for vestlige lande er lige i hælene på dem i kapløbet om kontinentets naturressourcer.
Verdensbanken udmeldte for få måneder siden præcis det samme som den danske udviklingsminister, og G8-landene støtter verdens fødevaregiganter i investeringer på kontinentet ud fra samme logik.
Problemet med at sætte sin lid til private investeringer som vigtigste politiske virkemiddel i kampen mod sult er, at de indtil videre ikke har formået at ændre på, at 870 millioner mennesker i verden fortsat kæmper mod sulten.
Mere af dét, der ikke virker
To tredjedele af alle jordopkøb, der er foretaget af udenlandske investorer, foregår i lande med seriøse sultproblemer. Og to tredjedele af investorerne gør det med henblik på at eksportere hele produktionen af fødevarer og biobrændsel.
Afrika har været specielt udsat og oplevet opkøb af et samlet areal svarende til Kenya de seneste ti år.
Mange af de lande, hvor de udenlandske investeringer i landområder foregår, har underskrevet FNs konvention for økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder og er derfor juridisk forpligtede til at prioritere kampen mod sult højere end økonomiske interesser.
Bedre sikring af kontrol over produktionsmidlerne for små producenter ved at styrke den private ejendomsret (og kollektive ejendomsret i pastorale områder) vil virke som værn mod, at jord uretmæssigt gives væk til højstbydende.
Støtte til jordreformer i Afrika har fundet sted i årevis, men de skrider frem i en så udpræget sneglefart, at kun ti procent af afrikansk jord i dag er underlagt formelle skøder.
De private investeringer finder sted sideløbende med eksplosiv hast, så vi er ude i et kapløb mellem sneglen mod lyntoget. Derfor kan jordreformer ikke være bistandens eneste bud på en beskyttelse af den fattiges ret til mad.
Privatsektoren ind – rettighederne ud
Bag udviklingsministerens udtalelser gemmer sig en radikalt ændret bistandspraksis, hvor de tidligere landbrugssektorprogrammer nu er grøn vækst og beskæftigelsesprogrammer med en meget lille grad af statslig indblanding, og hvor en del af pengene i praksis kanaliseres gennem Verdensbanken.
Den type programmer målrettes ikke de fattigste bønder, men de mindst fattige af de fattige.
Det er tydeligt, at de private investeringer, som definerer en klar rolle for småproducenter, ikke engang rammer de fattigste dele af befolkningen.
Ud af den totale bistand globalt går kun 2,2 procent til småproducenter, hvilket er årsagen til, at deres børn er de mest fejlernærede i verden.
Det burde være dansk bistands hovedfokus at bidrage til sikring af retten til mad for denne gruppe og lade investeringsfonde, Verdensbanken og andre tage sig af de store investeringsprojekter.
Marianne Haahr er programkoordinator i CARE Danmark for Niger i Vestafrika.
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/23-08-13/vilby-til-friis-bach-mangel-p-nuancer-skader-dialo
