Af Nikolaj Søndergaard, Folkekirkens Nødhjælp
På mandag (15.12.14) er det et år siden, volden brød ud i hovedstaden, Juba, og bredte sig til det meste af Sydsudan. Et år efter lever næsten to millioner stadig som fordrevne, de fleste i bushen under pressenninger, andre i forladte, kollapsede huse – ofte flere familier i én stråtækt mudderhytte.
Akol måtte flygte kun iført underbukser, da kampede brød ud i Sydsudans hovedstad Juba, for et år siden. (Foto: Thomas White)
Akol kommer fra Duk-regionen, men flygtede fra sin landsby i ly af mørket.
“Oprørerne kom om natten og begyndte at brændte huse af. Vi sov, da vi pludselig hørte geværskud, så jeg flygtede uden tøj, kun i mine underbukser.”
Akol er blot en af de mange skæbner, der berøres af den vold, der har hærget Sydsudan siden kampene brød ud i hovedstaden Juba den 15. december 2013.
Ekstreme udfordringer
Et år senere står Sydsudan stadig over for ekstreme humanitære, sikkerhedsmæssige og politiske udfordringer. Kampe om strategiske byer forekommer stadig mellem de rivaliserende parter.
Samtidig er det ikke lykkedes repræsentanter for præsident Kiir og hans tidligere vicepræsident Machar at opnå enighed i fredsforhandlingerne.
Manglen på mad er kritisk, og nu da tørkesæson nærmer sig, bliver det lettere at bevæge sig rundt, hvilket som regel betyder mobilisering af tropper og nye kampe.
Af de 1,91 millioner mennesker, der er flygtet fra deres hjem, er 1,4 millioner fordrevne i Sydsudan, mens en halv million er flygtet til nabolandene, hovedsageligt Etiopien, Uganda og Sudan.
Når antallet af fordrevne løbende stiger, eller i hvert fald ikke er faldende, er det et tegn på usikkerheden i landet. Situationen er fortsat skrøbelig, og derfor er folk bange for at forlade de etablerede lejre for fordrevne eller FN’s områder for beskyttelse af civile.
Hundredtusinder bor i bushen og forladte huse
Bortset fra 300.000 mennesker i FN’s baser og lejre bor langt hovedparten af de fordrevne ligesom Akol i forladte huse eller i bushen under pressenninger, de har fået af humanitære organisationer.
Kun få er vendt hjem, og mange af dem, der gør, finder deres tukuls (en sydsudansk mudderhytte) besat af folk på flugt fra andre dele af landet. Det skaber et kompleks miskmask af fordrevne og tilbagevendte flere steder i Sydsudan.
Bor, hovedstaden i en af de mest urolige delstater i Sydsudan, Jonglei, er en by, hvor dette gør sig særligt gældende.
Et vidnesbyrd om flugt: “Huset er utæt”
Akol Mayen Kachuol tilhører en af de fordrevne familier Folkekirkens Nødhjælp og partnerorganisationen LWF for nyligt mødte i Bor.
Akol bor i en lille forladte tukul med sine to koner, otte børn og mor. Akols datter på 18 blev slået ihjel, da de flygtede fra Duk-regionen midt om natten, og mange af hans naboer blev også dræbt.
Familien flygtede til fods ud i bushen i dagevis, inden de nåede Bor i marts, hvor de har været siden.
Udover tabet af datteren mistede Akol hele sit livsgrundlag; geder, får og 47 kreaturer. I Duk gik hans børn i skole, men i dag har han ikke råd til skolepengene.
“Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg er sårbar”, siger Akol fortvivlet: “Huset her er utæt, så der kommer vand ind. Jeg kan ikke reparere det, hvad jeg egentlig gerne vil gøre, inden ejeren af hytten vender tilbage.”
At Akol, trods sin frustrerende situation, tænker på de oprindelige ejere af den kollapsende tukul, er sigende for beboerne i området – også for de oprindelige beboere, og dem, der vender hjem.
“Jeg står i samme situation som dem, så vi må leve sammen”
Mary Akoul på 28 er en af dem, der har besluttet at vende tilbage til Bor. Vi møder hende dagen efter hun vendte hjem fra lejren for fordrevne i Mingkaman et par timers risikabel bådtur derfra.
Mary havde to små hytter inden konflikten, men den ene var komplet ødelagt, da hun vendte hjem. Den anden lille hytte fandt hun besat af fordrevne fra Duk-regionen.
“Jeg står i samme situation som dem, så vi må alle bo sammen”, konstaterer hun. “Jeg har ingen steder at sende dem hen, så jeg vil bo med dem i dette hus”.
Det betyder, at Mary nu bor sammen med sin datter og de syv gæster fra Duk.
2015 – Hvad bliver det næste for Sydsudan?
Man kan undre sig over, hvad der gør, at nogle fordrevne vender hjem, mens andre foretrækker at bo i lejre, forladte huse eller under pressenninger i bushen.
Det viser, at valget mellem at vende hjem eller fortsat være på flugt varierer fra familie til familie, deres oprindelse og personlige historie om tab og konflikt. Mest af alt vidner det om grundlæggende ustabilitet og den usikkerhed, som mange sydsudanesere føler.
Bor er et sted, som nogle flygter til, men andre stadig nægter at vende tilbage til. Det viser, at der ikke er noget mønster som sådan, hvilket gør det yderligere kompliceret at forudsige, hvad der venter næste år.
Folkekirkens Nødhjælp og andre humanitære og politiske aktører i landet stiller dagligt spørgsmålet: Hvad bringer fremtiden for Sydsudan; Vil kampene blive ved og udløse flere fordrevne eller kommer der en fredsaftale, så folk vil vende hjem.
Men en ting synes klart. Folk vender kun tilbage, når de føler sig trygge. Dette kræver for mange fred mellem de kæmpende politiske aktører.
Som Awel Majok Mayen, 50, en anden fordreven fra Duk, forklarer: “Vi tager hjem, når der er fred. Vi ved ikke engang, hvorfor de kæmper. Men vi er dem, der lider.”
Om konflikten i Sydsudan
Ca. fem millioner er flygtet til nabolandene, mens 1,4 millioner lever som fordrevne
Mindst 10.000 mennesker er dræbt
6,4 millioner er ifølge FN i risiko for at mangle mad i 2015
Folkekirkens Nødhjælp har i 2014 hjulpet 110.0000 ofre for konflikten
Om hjælpen
Bor har oplevet nogle af de hårdeste kampe i Sydsudan, der stort set efterlod byen som en spøgelsesby de første par måneder efter udbruddet af kampene, da de fleste indbyggere flygtede
Folkekirkens Nødhjælp og Lutheran World Federation delte nødhjælp ud i Bor i marts i 2014
De fleste mennesker, der forlod Bor, flygtede til den nye lejr for fordrevne i Mingkaman på den anden side af Nilen
Nogle (i øjeblikket 2.700) sørger stadig beskyttelse i FN’s base i Bor
De fleste tukuller – runde græsstråtækte mudderhuse, der er den mest almindelige boligform i Sydsudan – blev brændt ned, plyndret eller faldt sammen.
Med pressenninger til at dække nogle af hullerne i de ødelagte tage har familier fra de endnu mere ustabile regioner Duk og Twic East besat de forladte, kollapsede tukuller og lever klemt sammen – ofte mere end én familie i ét hus.
Nikolaj Søndergaard er journalist og ansat i Folkekirkens Nødhjælp.
