2020 kan godt ryge direkte på lossepladsen med et ordentligt spark bagi. Adjø blev der sagt. Aldrig er et år gået så hurtigt, samtidig med at det har føltes så uendelig langstrakt – så nu holder vi fri og puster ud i årets sidste uger og sender først et nyhedsbrev ud igen 6. januar 2021.
Når nu 2020 har været sådan et møg-år, er det heldigt, at vi på Globalnyt i det mindste har tilbragt året i umanerlig godt selskab. Ikke mindre end tre nye medarbejdere er blevet ansat – og med en kønsfordeling i kvinders favør og en aldersspredning, hvor de to er over 60, er er vi ganske godt tilfredse med vores diversitetsscore.
Da Laurits Holdt blev ansvarshavende redaktør i januar, tiltrådte Gerd Kieffer-Døssing samtidig som redaktionssekretær. Den stilling deler hun med Kirsten Larsen, som flere vil kende fra hendes mange år på P1’s Orientering, der blev ansat i september. Sammen med Thomas Jazrawi, der dækker klima og miljø for Globalnyt, udgør disse tre den faste journalistiske stab.
Siden april har Niels Elbæk desuden været ansat som forretningsudvikler med det formål at skabe en mere bæredygtig økonomi for Globalnyt – mere om det senere.
Derudover har vi i løbet af året haft stor glæde af hele tre praktikanter, en virksomhedspraktikant og en person i løntilskud, hvoraf de fire har været del af redaktionen. De har bidraget med vanvittigt gode, velkomponerende og velskrevne historier, hvoraf mange har scoret højt i læserstatistikkerne.
Året, som det blev læst
Et kig på årets læserstatistik viser, at vores læsere stadig er glade for at læse om miljø og klima, der som emne dominerer i statistikken. Dog står det ret klart, at særligt ét emne har hittet blandt læserne. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at det drejer sig om corona.
Således handlede seks af de ti mest læste historier i 2020 om Covid-19 – og heraf fokuserede de fire mere specifikt på virusudbruddet i Afrika. Den absolut mest læste artikel var ’Professor: Fald i luftforurening har reddet flere liv, end coronavirus har taget’, som siden sin publicering 18. marts er blevet læst knap 16.500 gange. På andenpladsen er ’Historisk forklaring på lav corona-smitte i Afrika’, der er læst godt 13.000 gange siden 9. marts.
En anden populær artikel var vores årlige ’Så lidt tjener nødhjælpsbosserne’ – den kommer der selvfølgelig en opdateret version af i januar.
2020 blev året, hvor vi lancerede en ny rubrik, nemlig ’Bistanden kort’, hvor vi hver uge bringer nyt fra udviklingsbistandsverdenen, den danske såvel som den internationale. Det er et tiltag, som læserne har taget rigtig godt imod – tak for det.
Globalnyt med lyd på
Som opmærksomme læsere vil have opdaget, bringer vi flere og flere podcasts. Selv er vi ikke for alvor sprunget ud i at producere lyd, men vi er meget glade for at kunne lægge platform til andres produktioner.
Gennem portrætserien Det lærte jeg i Danmark, som blev produceret specielt til Globalnyt, kunne lytterne stifte bekendtskab med fem forskere/studerende, der via støtte fra Danida har været i Danmark for at studere. Vi har også bragt serien Papaya, der sætter fokus på kvindelig omskæring, og her i efteråret er vi begyndt at udgive den nye podcast ¿Qué pasa?, hvor to latinamerikakyndige journalister med cirka en måneds mellemrum sender et nyt afsnit ud, der sætter fokus på et emne fra den oversete region.
Derudover har Globalnyt startet et nyt samarbejde med 24syv, der har arvet sit navn fra det hedengangne Radio24syv. Det nye 24syv handler også om lyd. 24syv indsamler og indlæser nemlig nyheder fra en lang række danske medier – herunder Globalnyt – som derefter publiceres på en app, hvorfra abonnenter kan lytte med, når det passer dem.
Tre gange om ugen udvælger redaktionen en historie, der bliver læst op.
Fra alle os til alle jer
Sidste år fik vi en treårig bevilling fra Kulturministeriets Innovationspulje for årene 2020 til 2022. Sammen med Mediestøtten giver bevillingen et stærkt grundlag for at udvikle Globalnyt over de kommende år og sikre vores fortsatte relevans for både nuværende og kommende læsere.
Som led i dette blev Niels Elbæk ansat som forretningsudvikler med det overordnede formål at forbedre vores økonomi. Det er nemlig dyrt at være gratis – og at levere gratis nyheder vil vi blive ved med.
En del af dette arbejde har handlet om at få flere medlemmer til foreningen Globalnyt og flere faste bidrag i form af engangsbeløb eller månedlige bidrag. Det har været svært, men det er alligevel lykkedes at sikre medlemsfremgang. Vi har også modtaget donationer fra Timbuktufonden, IDA Global Development, INKA Consult og Dansk Industri i løbet af året, og Europa-Nævnet har givet støtte til 36 artikler om EU, klima og bistand – og givet tilsagn om tilsvarende støtte de kommende tre år, frem til og med 2023.
Annoncering på Globalnyt er stadig meget populært og i løbet af sommeren indgik vi en aftale med et nyt annoncebureau. I 2021 forventer vi at kunne tilbyde flere nye muligheder for annoncering foruden at fortsætte den gode udvikling på Globalnyt.
Tak for i år, og tak for at læse med! En særlig tak til de mange, der har støttet vores arbejde gennem donationer, samt til vores mange frivillige bidragsydere og bloggere, der er med til at løfte niveauet i vores nyhedsdækning.
Vi er tilbage på kontoret fra mandag den 4. januar – vi ses i 2021.
Rigtig glædelig jul.