Som tidligere omtalt i Globalnyt afsluttes sundhedssektorstøtten til Ghana med udgangen af 2016.
I publikationen ’Et sundt partnerskab’ giver den danske ambassade i Ghana et bud på nogle af de forhold, der har karakteriseret det dansk/ghanesiske partnerskab indenfor sundhedssektoren gennem 22 år.
Unikke Partnerskaber
Alle partnerskaber er unikke og er oftest når det drejer sig om store udviklingsprogrammer indenfor sundhedssektoren præget af pionerer på såvel donor som på modtagersiden. Dette var også tilfældet i Ghana, og i publikationen møder vi en række af disse personer, som på trods at indbygget modstand i deres respektive institutioner har været med til at skabe forudsætningerne for de dramatiske ændringer og resultater, der er sket i Ghanas sundhedssektor siden midten af 1990-erne.
Selvom denne publikation handler om det dansk/ghanesiske samarbejde, ville have været fint, hvis vi havde hørt lidt mere fra nogle af de andre aktører i Ghana, som f.eks. DFID og Verdensbanken, der også var vigtige samarbejdspartnere i den beskrevne periode.
Fra projekt til sektorprogramstøtte
Det dansk/ghanesiske partnerskab var en del af en global bevægelse, hvor det var blevet mere og mere tydeligt, at enkeltstående donorledede projekter med fokus på især enkeltstående sygdomme såsom HIV/AIDS, tuberkulose og malaria eller sundhedsprogrammer rettet mod mødre og børn ikke førte til de ønskede resultater, var meget dyre og faldt fra hinanden, når donorerne ophørte med deres finansiering.
Det var i lyset af de erfaringer, at Danmark i begyndelsen af 1990-erne var hovedaktør i at udvikle nye metoder, der sikrede, at modtagerlandene blev sat i førersædet ved planlægningen og styringen af udviklingen i sundhedssektoren og samtidig sikrede, at vores bistand blev koordineret med bistanden fra andre lande, også betegnet som sektorprogramstøtte.
Dansk sektorprogramstøtte blev først startet i Zambia i 1993, hvor Danmark i tæt samarbejde med en række donorer støttede gennemførelsen af en omfattende reform af den zambiske sundhedssektor. En tilgang som senere blev modellen for dansk bistand til Bhutan, Tanzania, Ghana, Kenya, Uganda og Mozambique.
Se, dét var tider!
I ovenstående artikel, der indgår i publikationen ’Et Sundt Partnerskab’, gennemgås
Ghanas erfaring med sektorprogramstøtte, og det påpeges ganske rigtigt, at mange af visionerne med sektorprogramstøtte konceptet har vist sig at give imponerende resultater i Ghana, men også at denne form for samarbejde er under pres fra forskellige sider.
Det fremhæves, at donorernes fokus på mål- og resultatstyring (læs: hurtige målbare resultater) har ført til en ændring af bistanden gennem de seneste år. I stedet for at se på helheden og sundhedssektorens samlede behov er donorerne igen begyndt at øremærke bistanden til særligt populære områder med det resultat, at vi i stigende grad mister det tætte effektive samarbejde mellem donorerne og modtagerlandene.
Det fremføres ligeledes, at de store globale sundhedsprogrammer med deres fokus på f.eks. HIV/AIDS, tuberkulose og malaria er med til at skævvride sundhedssektoren, således at nogle sundhedsprogrammer modtager massive investeringer til at levere sundhedsydelser på disse områder, hvorimod investeringerne til andre sundhedsydelser, sundhedsuddannelse, sundhedsudstyr og infrastruktur ikke kan følge med.
De triste, gamle dage i Upper West
Publikationen indeholder også en artikel om den danske støtte til Upper West Region i Ghana, som ligger i Sahel området og er den fattigste og mindst udviklede del af landet.
Dette var igen et vigtigt element i den danske støtte til sundhedssektoren i 1990-erne. Filosofien var, at hvis det kan lykkes at gennemføre reformer i den fattigste og mest uvejsomme del af landet, er det muligt at dække hele landet med de samme reformer.
Samtidig opnåede man at sætte fokus på den del af landet, hvor befolkningen havde den ringeste adgang til sundhedsydelser og vise hvad der skal til, for at de også kunne få adgang til moderne effektive sundhedsydelser.
Offentligt-Privat Partnerskab
Offentligt-Privat Partnerskab (Public Private Partnership) har været et vigtigt princip i dansk udviklingsstøtte i mange årtier. I støtten til den ghanesiske sundhedssektor var fokus på at støtte den lokale samarbejdsorganisation Christian Health Association of Ghana (CHAG).
I artiklen om denne støtte beskrives den store rolle som kirkelige organisationer spiller for hospitals- og sundhedsydelser i Ghana. Det fremføres, at CHAGs sundhedsinstitutioner i 2015 dækkede henved 35-40% af befolkningen med sundhedsydelser.
Artiklen viser også, at organisatorisk kapacitetsopbygning tager tid og ikke kan måles med simple indikatorer.
Vigtige erfaringer
Hvad kan vi så lære af den omfattende danske støtte til sundhedssektoren i Ghana?:
-
Det vigtigste budskab er nok, at udviklingsbistand kan gøre en stor forskel i bestræbelserne for at bekæmpe fattigdom, sikre befolkningen adgang til moderne og effektive sundhedsydelser og dermed forbedre basale livsvilkår for udsatte befolkningsgrupper herunder kvinder og børn.
-
Ghana er også et godt eksempel på, at det ikke er muligt at gå fra at være et lavindkomstland til et mellemindkomstland uden at reducere børnedødeligheden markant.
-
Resultaterne i Ghana blev ikke opnået på en eftermiddag, men var et resultat af en langsigtet, målrettet investering i både basale sundhedsydelser og kapacitetsopbygning.
-
Fokus på snævre kortsigtede resultater kan blokere for langsigtede bæredygtige resultater.
-
Danmark var ikke alene om at støtte Ghana, men det skete i et tæt samarbejde med andre donorer, der komplimenterede den danske støtte på afgørende områder.
-
Udviklingslandenes behov for støtte skifter over tid, hvilket kræver at donorerne har en fleksibel tilgang til deres støtte og i høj grad lader landenes behov styrer støtten.
-
Modtagerlandet skal styre udviklingen og inddrage alle de væsentlige aktører i processen, inklusiv de private organisationer og donorerne.
-
Den nuværende Danske udviklingsstrategi er ikke hensigtsmæssig, og det nytter ikke, at Danmark kun har sektorprogramstøtte på sundhedsområdet i ét udviklingsland (Tanzania), hvis vi skal tale med vægt og viden i internationale sammenhænge.
-
Den multilaterale støtte kan ikke stå alene, men skal suppleres med erfaringer fra den virkelige verden, hvor udviklingslandenes befolkning møder sundhedssektoren, sådan som det var tilfældet i Ghana.
Publikationen kan ses her:
De tilhørende film kan ses her:
