Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Den 22. november 1967, for 56 år siden, vedtog FN’s Sikkerhedsråd under den danske ambassadør Hans Tabors formandskab resolution 242. Med resolutionen skrev FN og verdenssamfundet en køreplan for tiden efter Seksdageskrigen i juni samme år, hvor Israel besejrede alle sine arabiske fjender, erobrede Golan-højderne fra Syrien, Østjerusalem og Vestbredden fra Jordan samt Gaza og Sinai fra Egypten.
Dermed markerede Sikkerhedsrådet verdenssamfundets vision for en varig fred i Palæstina: Israel fik pligt til at give erobret land tilbage og den jødiske stat fik til gengæld ret til at eksistere indenfor sikre og anerkendte grænser.
En FN-udsending skulle tage kontakt med parterne og hjælpe dem med at virkeliggøre denne varige fredsløsning – der aldrig blev til virkelighed.
Resolution 242 var kun en vag plan, men tændte dog i sin tid et håb om, at der var en løsning på konflikten i Palæstina. Hans Tabor, som Jens Otto Krag gjorde til sin udenrigsminister, havde faktisk på Danmarks vegne formuleret en global ramme, som alle kunne arbejde på at udfylde. FN, Danmark og Tabor havde givet Peace a Chance, som vi sang et par år senere.
Resolutionen blev vedtaget enstemmigt. Ingen af stormagterne stemte imod eller afholdt sig fra at stemme. Der var faktisk noget at bygge videre på, selv om Israel var lunken og de arabiske lande tavse.
Og så skete der ikke mere. Køreplanen kørte af sporet. Resolution 242 sandede til.
Resolution 2712
15. november 2023 vedtog Sikkerhedsrådet resolution 2712 efter Hamas’ blodige terroroperation ind i Israel en uge før, den 7. oktober, og Israels blodige hævntogt i Gaza, der endnu er i gang.
Den resolution vil næppe blive mindet i historiebøgerne!
2712 skitserer ingen fred, kun en bøn om en humanitær pause i krigshandlingerne og om humanitære korridorer, så bistandsorganisationerne kan få humanitær nødhjælp sikkert frem til civilbefolkningen i Gaza og de civile redde sig ud fra krigszonen.
Samtidig opfordrer FN Hamas til at frigive de over 200 gidsler, de menes at holde som fanger.
Ingen erklærede sig villige til at garantere pause, sikre korridorer og befri fanger – heller ikke Danmark.
Israel meldte med det samme ud, at der ikke blev nogen pause før gidslerne blev givet fri. Det kunne Israel tillade sig, fordi stormagterne med USA i spidsen denne gang ikke støttede resolutionen, men stemte blankt, altså afholdt sig fra at stemme. Hamas har sagt, at den først lader gidslerne gå, når Israels hær trækker sig ud af Gaza.
Situationen synes låst og denne gang har hverken FN, Israel, Hamas eller nogen andre fredelige løsninger parat.
I 1967 gav resolution 242 et holdepunkt for håb, selv om det bristede. Resolution 2712 synes kun at signalere FN’s og verdenssamfundets fuldstændige afmagt.
Ny FN-mission i Gaza
Hans Tabor er død for mange år siden, men den danske regering kunne alligevel spille en lidt mere konstruktiv rolle end nu, hvor vi nøjes med at give Israel ret til selvforsvar, men råder hæren til ikke at gå over gevind i Gaza. Det er ulideligt at se til, men katastrofen udvikler sig blindt i Gaza og på Vestbredden og Israel samtidig bevæger sig dybere og dybere ned i et selvødelæggende morads.
Foto: Keystone-France/Gamma-Rapho via Getty Images
Vi kunne for eksempel tage initiativ til at genopfinde FN som en meningsfuld aktør i Palæstina, der i første omgang får penge og myndighed til at tage ansvar for et demilitariseret Gaza.
Den løsning er ikke ny. Den har været prøvet før.
I 1956 rykkede Israel ind i Gaza ligesom de har gjort nu. Dengang drog de videre gennem Sinai for at ’befri’ Suezkanalen med britisk og fransk støtte. Egyptens præsident Nasser havde truet med at nationalisere kanalen, og det kunne Israel og de gamle kolonimagter ikke lide.
I 1956 tvang USA dog Israel tilbage på sin egen side af Gaza, og FN skabte en særlig militær enhed: UNEF, United Nations Emergency Force, der vogtede over freden Gaza, indtil FN gav efter for Nassers fornyede trusler i dagene op til Seksdageskrigen i 1967. Danmark var indtil da blandt de lande, der hjalp FN med at holde Israel og Egypten fra at overfalde hinanden. Danskere veteraner husker endnu tjenesten i FN’s lyseblå baretter i Gaza.
Et nyt forsøg
Det ville klæde både FN og Danmark at gøre et nyt forsøg – måske i alliance med de andre nordiske lande, der også var med til at beskytte befolkningen i Gaza dengang.
Måske magter vi det ikke, men at formulere og fremlægge en humanitær vision vil være langt bedre end at se passivt til, mens Israel massakrerer sig selv og befolkningen i Gaza.
Det kunne også være en værdig gravskrift over Tabor.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected].
