Etisalat Prize for Literature, en af de fineste litteraturpriser i Afrika, offentliggjorde i en pressemeddelelse d.5. januar de tre nominerede forfattere til dette års pris:
- Jacqui L’Ange (Sydafrika) The Seed Thief (Umuzi Publishers, South Africa)
- Jowhor Ile (Nigeria) And After Many Days (Kachifo Limited, Nigeria)
- Julie Iromuanya (Nigeria) Mr & Mrs Doctor (Coffee House Press, USA)
I år er fjerde gang Etisalat litteraturpris uddeles. Det er den første pan-afrikanske litteraturpris, der hylder debuterende forfattere – udover at være debutanter, er det et krav, at de skriver fiktion og kommer fra et afrikansk land.
Formålet med prisen er at opdage nye kreative talenter og udbrede kendskabet til den voksende bogindustri i Afrika. Som et led i dette køber Etisalat da også 1000 eksemplarer af hver af de tre nominerede bøger, som bliver doneret til skoler, klubber og biblioteker på tværs af Afrika. Håbet er, at det fremmer læsekulturen og bidrager til udgivelsen af flere bøger.
Fellowship og promovering
Vinderen modtager 15.000 euro, en indgraveret Montblanc Meisterstück kuglepen og en sponsoreret bogtour til tre afrikanske lande.
Med i præmien hører også et fellowship-ophold på University of East Anglia i England med den engelske professor Giles Foden som mentor. Foden skrev bogen ’The Last King of Scotland’, der handler om den ugandiske diktator Idi Amins regeringsperiode i 1970’erne. Bogen blev siden filmatiseret med Forest Whitaker i rollen som Amin – en rolle, han vandt en Oscar for.
Vinderen af prisen vil blive offentliggjort ved et stort arrangement i Lagos, som finder sted i marts 2017.
Forrige vindere af Etisalatprisen er: Fiston Mwanza Mujila fra Den Demokratiske Republik Congo (Tram 83; 2015); Sydafrikas Songeziwe Mahlangu (Penumbra, 2014) og zimbabwiske NoViolet Bulawayo (We Need New Names, 2013).