Etta Cameron protektor for Kvindernes U-landsudvalg

Redaktionen

Den kendte kunstner og sangerinde Etta Cameron har valgt at stille op som protektor for Kvindernes U-landsudvalg (KULU). Det oplyste Janice G. Førde, KULUs forkvinde på organisationens repræsentantskabsmøde i lørdags (15.5), fremgår det af en pressemeddelelse.

– Kvinder over hele verden har brug for hjælp i deres kamp mod fattigdommen og for rettigheder. Og jeg blev klar over at hvis jeg kunne være med på en eller anden måde, så ville jeg gerne det.

Sådan begrunder Etta Cameron sin beslutning om at støtte KULUs arbejde. Etta Cameron har selv oplevet fattigdom på tæt hold under sin opvækst i 1930ernes Nassau i Bahamas, dengang en del af Britisk Vestindien, og senere som immigrant i Florida.

Etta Cameron lægger vægt på, at hun gerne vil se en bedre verden: – Derfor er vi nødt til at se ud over grænserne. Og verden skal sætte pris på kvinders bidrag. Kvinder arbejder side om side med mænd og kvinder arbejder lige så hårdt, også fysisk hårdt.

– Det er godt at KULU eksisterer og jeg håber, at jeg kan være med til at gøre en forskel, understreger Etta Cameron.

Janice G. Førde byder Etta Cameron velkommen som partner og støtte i Kvindernes U-landsudvalgs bestræbelser på at styrke de kvinde- og kønspolitiske perspektiver i fattigdomsbekæmpelse og det handels- og udviklingspolitiske arbejde.

– Der er mange gode intentioner om at sikre kønnenes ligeret og ligestilling globalt, men desværre langt igen i praksis, så vi er meget glade for denne støtte til vort arbejde, understreger Janice Førde.

Repræsentantskabsmødet drøftede markeringen af det kommende 30 års jubilæum for FNs kvindekonferencer og 10 års opfølgningen af FNs 4. Verdenskvindekonference, der finder sted i 2005.

Carol Barton koordinator for Womens International Coalition for Economic Justice (WICEJ), en vigtig international netværkspartner, indledte denne del af mødet:

– 2005 markerer 30 år for opbygningen af den globale kvindebevægelse og den fælles tænkning og energi, der er lagt i arbejdet for at fremme kvinders rettigheder siden den første verdenskvindekonference i Mexico 1975.

– “Se verden gennem kvinders øjne” var det banebrydende hovedtema på FNs 4. Verdenskvindekonference i Beijing 1995. Det slog fast at alle emner uanset hvad, berører og involverer kvinder, sagde Carol Barton og fortsatte:

– Vedtagelsen af kønsmainstreamning som strategi var det store gennembrud i Beijing 1995. Men i dag står vi i en situation, hvor alle henviser til kønsmainstreaming. I realiteten sker der ikke ret meget.

– FNs kampagne med de otte 2015 Mål illustrerer, hvordan arbejdet for kvinders rettigheder endnu engang er sat i en kasse for sig, i stedet for at være integreret i samtlige mål. 

– Vi er nødt til at give vor bevægelse nyt liv, og vi må blande os i debatten om 2015 Målene og sikre at kvinders perspektiv tages alvorligt, lød opfordringen fra Carol Barton fra WICEJ.

Debatten om og arbejdet med FN kvindekonferencerne og 2015 Målene fortsætter i Kvindernes U-landsudvalg.

KULU om KULU

Kvindernes U-landsudvalg (KULU) arbejder for at fremme u-landskvinders rettigheder gennem oplysning, lobby og fortalervirksomhed i samarbejde med kvindenetværk i Afrika, Asien, Latinamerika og internationalt. Aktuelt sætter KULU fokus på kvinders rettigheder i handelsaftaler og i dialogen om fattigdomshandlingsplaner i u-landene.

KULU blev oprettet i 1976 som er en tværpolitisk paraply for 22 kvindeorganisationer, 2 lokale organisationer og en kreds af individuelle medlemmer.

 
Nye temasider om 2015 Målene på Kvindernes U-landsudvalgs hjemmeside:  

KØNSBRILLER på 2015 Målene – se www.kulu.dk

Her finder man en introduktion til kvindeorganisationernes aktuelle diskussioner og analyser med links til de nyeste artikler, synspunkter og analyser samt andre gode ressource sider om 2015 Målene med fokus på kvinde- og kønsdimensionen.

Indeholder også vejviser og links til FN-organisationernes og donorsamfundets arbejde med kønsdimensionen og 2015 Målene.

Kvindernes U-landsudvalg, Borgergade 14, 2.th, 1300 København K. Tlf. 33 15 78 70. Fax. 33 32 53 30. E-mail: [email protected] Website: www.kulu.dk