Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
EU gik foran med at skabe et gigantisk stort åbent europæisk marked med interne åbne grænser for varer og mennesker. Det gav vækst, og det gav problemer, og nu diskuterer man grænser og genindfører grænsekontrol eller truer med det.
Afrika er bagud, og EU har længe opfordret de afrikanske regeringer til at arbejde for mere åbne grænser internt i Afrika. Den interne afrikanske handel mellem naboer er for beskeden. Færre grænser og færre toldrestriktioner og mindre bureaukrati kan fremme den økonomiske vækst, og også gøre Afrika mere interessant for internationale investeringer i andet end råstoffer. Det er også i EU’s interesse.
Men nu er Europa og Afrika – måske – ved at bytte dagsordener.
Panik og splittelse
Migrantkrisen i 2015 skabte panik og splittelse i EU. Den fremmede nationalistisk grænsebeskyttelse, og hvis der overhovedet blev skabt europæisk enighed om noget som helst, så var det om, at man skulle opfordre Afrikas regeringer til at passe bedre på egne borgere. Øge grænsekontrollen, bremse den ukontrollerede migration over grænser. Få styr på egne borgere. Der kan også være kontant belønning til dem, der tager imod hjemvendte afviste migranter fra Europa.
Europa fik en ny dagsorden. Men det har Afrika også fået.
Den Afrikanske Union (AU) har mindst to store målsætninger: 1) At gøre hele Afrika til et samlet frihandelsområde. De første skridt blev taget i marts 2018 med beslutningen om at etablere African Continental Free Trade Area (AfCFTA). 2) At gøre det lettere for både mennesker og varer at passere grænserne udtrykt med en erklæring om at etablere ”Free Movement of Persons, Rights of Residence and Right of Establishment”. Altså fri bevægelse for afrikanere også til at etablere sig i hele Afrika.
Der er klart endog meget lang vej på begge områder. Beslutningen om at etablere AfCFTA har endnu ikke fået tilslutning fra de to største økonomier, Sydafrika og Nigeria. 32 lande har skrevet under på erklæringen, men i efteråret 2018 havde endnu kun en enkelt regering endeligt ratificeret dokumentet.
Ufri bevægelighed
På samme måde med den frie bevægelighed. Kun 10 afrikanske lande tilbyder mere eller mindre automatisk visa-udstedelse ved ankomsten til landene for andre afrikanske statsborgere. Det er et bestandigt omkvæd i alle rapporter om Afrikas udvikling, at der er alt for megen bøvl og ballade (sagt mere diplomatisk) ved grænserne, og at det hæmmer udvikling, handel og økonomisk vækst. Så der er langt igen. Det blev senest understreget i AU’s økonomiske 2018-rapport ”Africa’s Development Dynamic”, udgivet i samarbejde med OECD.
Ligesom der er splittelse i EU, er der stor uenighed mellem afrikanske stater og regeringer. Medens det officielle mål er åbne grænser, er der således også, nok især i Nordafrika, regeringer, der synes, det bliver for meget med migrationen sydfra og mod nord, og som derfor har en vis sympati for EU’s nye dagsorden om mere lukkede grænser. Især hvis der følger penge med til øget grænsekontrol og andet.
Man kan roligt fastslå, at det har meget lange udsigter med et grænseløst Afrika, hvor alle kan krydse grænser som det passer dem. AU arbejder da også i sine visioner med en 2064-agenda. Men AU tænker også på aktuelle udfordringer. 2019 er udnævnt til et særligt år for flygtninge (inkl. Interne flygtninge) og for hjemvendte, ”Year of Refugees, Returnees and Internally Displaced persons in Africa”.
Mens tempoet i rejsen mod det åbne og grænseløse Afrika vil være meget langsomt, er der næppe tvivl om retningen. De økonomiske argumenter er stærke. Skal Afrika leve op til udfordringerne, bekæmpe fattigdom og øge væksten, så kræver det, at det bliver meget lettere at passere grænserne på kontinentet.
Det grænseløse Afrika
Den langsigtede tendens mod mere åbne grænser har også en historisk klangbund. Afrikanske politikere påpeger igen og igen, at den interne afrikanske migration er og altid har været langt større end migrationen ud af Afrika. Der er en meget lang afrikansk historie om mennesker, der vandrer grænseløst langt fra hjemmet for at finde arbejde. Politisk opfundne grænser har gjort det sværere, men har aldrig hindret det. Der er god mening i at få politikken til at svare til virkeligheden.
EU giver faktisk støtte til frihandelsudviklingen AfCFTA, men det understreger vel kun, at EU selv har mindst to forskellige dagsorden, delvis i strid med hinanden, og altså også i strid med AU’s dagsorden
Der er spændende forhandlinger i vente i en tid, hvor EU for længst har mistet ”eneretten” til internationale forhandlinger med Afrika. Der er mange andre interessenter. Kina længe som den meget store og dominerende økonomiske investor i Afrika. Og nu Rusland på vej tilbage.
Det kræver som minimum vilje og evne til en meget langsigtet og velunderbygget europæisk Afrika-politik. Det klares ikke med lidt ekstra håndører til villige regeringer.
