“Turen over Middelhavet tog tre dage. Det var ekstremt koldt, vi havde ingen redningsveste og ingen beskyttelse mod vejret. Der var næsten ingen mad, og på et tidspunkt regnede jeg ikke med at overleve. Jeg vil ikke anbefale min værste fjende at tage turen. Men jeg vil gøre det igen, hvis jeg bliver nødt til det,” siger en ung kvinde fra Cameroun, som lever i Frankrig.
Langt de fleste af de knap 2.000 irregulære migranter fra Afrika, som UNDP har talt med i Europa, er kommet hertil over Middelhavet og 93 procent af dem fortæller, at de har været udsat for fare.
Men der er kun to procent af dem, der siger, at de ikke ville have taget turen, hvis de havde vidst, hvor slemt det ville blive.
Bedre uddannet end gennemsnittet
UNDP tegner et billede af de irregulære migranter i – altså dem, der kom hertil af forskellige udviklingsmæssige grunde – især for at tjene penge, hjælpe familien eller få sig et bedre liv.
Flygtninge er ikke talt med.
Omkring tre ud af fire er mænd og næsten 85 procent kommer fra byer. Den typiske migrant er ifølge UNDP en 24-årig enlig, vestafrikansk mand fra byen.
Migranten kommer også typisk fra en stor familie. De fleste er bedre uddannet end gennemsnittet i deres oprindelsesland, og halvdelen af dem var i arbejde, da de rejste.
Alligevel angiver langt de fleste, at en af de vigtigste grunde til at tage afsted var at finde arbejde og sende penge hjem.
Lidt over halvdelen har fået økonomisk støtte til turen fra familie og venner. Det er karakteristisk for mange, at de har ringe tiltro til myndigheder og institutioner i hjemlandet.
“Jeg havde en behagelig opvækst i Gambia. Vi var ikke rige, men mine forældre tog sig af os og sørgede for, at vi fik en uddannelse. Jeg taler syv sprog, og har let ved at omgås folk fra forskellige etniske grupper. Jeg havde ingen planer om at rejse. Jeg ville starte en virksomhed,” fortæller Mahamadou fra Gambia.
Han er en af dem, der har haft fordel af den udvikling, der har fundet sted i mange afrikanske lande.
Men udviklingen går for langsomt til at tilfredsstille især de unge, der ikke har mulighed for at udleve deres ambitioner.
Samtidigt kan familierne se, hvor meget bedre det økonomisk går familier med medlemmer, der sender penge hjem fra Europa. Det gør stort set alle migranter, der kommer i arbejde.
Migranterne og deres familier springer gennemsnitligt 40 år frem i udvikling, vurderer UNDP. Det er en vigtig grund til at tage turen.
Vil kun hjem, når missionen er lykkedes
Når FN’s udviklingsprogram så spørger migranterne, om de ønsker at bo permanent i Europa, så er det hele 70 procent, der gerne vil blive. Det er der mange grunde til.
Men der er forskel på, om migranterne er lykkedes med deres mission eller ej, om de er i arbejde og sender penge hjem.
Der er markant flere, der gerne vil tilbage og regner med at blive positivt modtaget derhjemme, blandt de migranter, der har klaret sig godt.
De, der har klaret sig dårligt, vil bare ikke hjem, netop fordi det ikke er gået, som det skulle. Som for eksempel Eric fra den Demokratiske Republik Congo, der har boet i Holland i 12 år uden at have papirerne i orden.
“Jeg har ikke ret til at arbejde eller studere, eller til en bolig. Jeg troede, jeg skulle være fodboldspiller eller lærer, men nu har jeg givet op. Det er som om, jeg ikke findes. Alt er umuligt uden papirer. Man er bare fanget i et tomrum,” siger Eric, der alligevel stadig er i Holland efter 12 år.
Find legale veje
Mange irregulære migranter finder arbejde og endda for en dels vedkommende legalt arbejde.
Arbejdet er der i Europa, og der er mennesker i de afrikanske lande, der er villige til at sætte livet på spil, for at få det arbejde, påpeger UNDP i rapporten Scaling Fences – Voices of Irregular African Migrants to Europe.
Da migranterne typisk er urbaniserede unge, der klarer sig nogenlunde godt, men ikke godt nok, i deres hjemlande, forventer UNDP, at antallet af potentielle migranter vil stige i takt med udviklingen i Afrika i de næste mange år.
Da der samtidigt er en markant tendens til, at migranterne er mere tilbøjelige til at vende hjem igen, hvis de klarer sig godt, er en af UNDP’s mange anbefalinger til Europa, at man får sat den legale, cirkulære migration i værk.
Det indebærer tidsbegrænsede opholds- og arbejdstilladelser, så migranterne samtidigt bliver sikret ordnede arbejdsforhold og ikke behøver at købe billet til Europa hos menneskesmuglerne.
Et sådant system har Europa tilsluttet sig i både den globale migrationsaftale, der blev indgået i Marrakesh i Marokko sidste år og på et EU-Afrika møde i Malta.
For en lille del af Afrikas arbejdsmigranter vil fortsætte med at komme til Europa i de næste mange år. De lader sig ikke skræmme væk, heller ikke selv om de, som den unge kvinde fra Cameroun “måtte tilbyde min egen krop for at beskytte min 10-årige datter.”
