Der mangler en fælles værdibaseret, effektiv europæisk politik i forhold til Afrika. Det er ikke et nyt tema, men et, der bliver stadig mere presserende.
Et udtryk herfor er de stadig flere afrikanske borgere, der desperat søger mod EU. I sommeren 2023 druknede omkring 600 mennesker i Middelhavet, da et skib kæntrede. Måske den værste enkelte flygtningeulykke mellem Afrika og Europa nogensinde, ifølge EU-kommissær Ylva Johansen. Mennesker udsætter sig for voldsom risiko for at søge en bedre fremtid nordpå. Her nytter det ikke meget med en større europæisk kystvagt. Det er i de fundamentale problemer, europæerne burde forholde sig til, den stigende ulighed mellem nord og syd.
I min ungdom var der en dansk røst, som langt flere burde have lyttet til. Den kom OECD-generalsekretær i årene 1960-1969, tidligere finansminister Thorkild Kristensen:
”Fattigdom er et menneskeligt problem til enhver tid. Det bliver til et politisk problem, når de fattige bliver klar over, hvor meget fattigere de er end andre mere begunstigede samfundsborgere”
Han mente, at problemerne vil vokse i takt med at befolkningerne syd for os bliver klar over, hvor rige europæerne virkelig er. Den situation er i de mellemliggende år forstærket af de nye medier, hvor folk overalt kan følge med i tilstanden i Europa.
Helt i tråd med Thorkild Kristensens daværende vurdering, har den norske rejseforfatter Torbjørn Færøvik for relativt nylig skarpt formuleret det i bogen Orientekspressen fra 2016: ”Afrika har i dag omkring 1,2 milliarder indbyggere. I 2050 kan tallet være fordoblet. Hvis de mister tilliden til deres ledere, vil de strømme til Europa i et ukendt antal”.
Et eksempel: Nigeria har cirka 200 millioner indbyggere og en arbejdsløshedsprocent på omkring 33 procent. Om mindre end tre årtier kan landet ifølge en FN-vurdering have fordoblet sit befolkningstal. Mon færre nigerianerne vil søge mod nord?
I skyggen af Kina og Rusland
Når det handler om Afrika, så står EU i disse år i skyggen af to andre store aktører med et helt andet værdisæt. Det er Folkerepublikken Kina og Rusland. Kina kommer med store, generøse, men i virkeligheden ikke helt så billige lån til udbygning af infrastruktur. Afrikanske lande har svært ved at stå for fristelsen.
Dertil sætter Kina ikke menneskerettigheder højt på dagsordenen. Det er en politik, der gør afrikanske lande stærkt afhængige af Kina. Et eksempel herpå er, at afrikanske lande har svært ved at modsætte sig kinesisk overfiskeri i deres farvande, der truer lokalbefolkningens erhvervsmuligheder og øger emigrationen til Europa, ifølge The Guardian den 17.6.2019.
Rusland spiller på andre strenge. Man hjælper med russiske soldater, der holder lokale diktatorer på magtens tinder. Til gengæld bliver Rusland betalt med adgang til den værdifulde afrikanske undergrund.
For europæerne er der således to vigtige dimensioner i udfordringen fra Afrika. Den sikkerhedspolitiske og den humanitære. EU er i defensiven på begge områder.
Find inspiration i Marshall-planen
Europæerne mangler at opstille en samlet politik i stil med den amerikanske Marshall-hjælp efter 2. verdenskrig. Man burde kunne finde inspiration i de værdier, som udenrigsminister George C. Marshall opstillede, da han præsenterede planen på Harvard Universitetet den 5. juni, 1947. Her et kort uddrag:
”It’s purpose should be the revival of a working economy in the world so as to permit the emergence of political and social conditions in which free institutions can exist.”
Den havde som grundvilkår, at europæerne skulle samarbejde. Det blev som bekendt en stor succes.
Serie: EU’s globale skæbneår
Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra det Globale Syd.
Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, prøver EU at finde sin rolle i verden.
I denne serie, som er støttet af Europa-Nævnet, undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.
Kan EU få et tilstrækkeligt stort antal afrikanske lande til at samarbejde med det mål at genskabe håb om en bedre lokal fremtid for kontinentets hastigt voksende befolkninger? Mange vil måske betragte det som tvivlsomt. Men tænk på alternativet.
Man kunne hos os i det mindste begynde med debatten herom. Generelt interesserer udenrigspolitik ikke vælgerne meget. Måske kunne man styrke interessen ved at gøre det mere klart, at en bedre fremtid for Afrika også er af stor betydning for os.
Viggo Fischer er tidligere medlem af Folketinget for De Konservative, men er i dag ikke medlem af et politisk parti. I en periode var han formand for Folketingets udenrigsudvalg. Han har i februar 2024 udgivet bogen ‘Kan vi undgå en ny storkrig? Europas frihed på spil‘ på forlaget Mellemgaard.
