Ledigheden i Zimbabwe er fortsat uvirkelig stor og mange overlever alene på penge sendt fra slægtninge i udlandet, siger fremtrædende fagforeningsmand fra Zimbabwe.
Af Torben Kragh
Fagbladet 3F, artikel i seneste internationale elektroniske nyhedsbrev fra 3F mandag
2 år efter Zimbabwes præsident Robert Mugabe og oppositionslederen Morgan Tsvangirai efter internationalt pres delte magten og indgik i en samlingsregering, er fremskridtene for den almindelige befolkning få og små.
Det fortæller Gideon Shoko, næstformand i landsorganisatio-nen ZCTU og generalsekretær for jernbanear-bejderforbundet.
Han har netop været i Danmark som gæst hos U-landssekretariatet, der har et nært samarbejde med Zimbabwes fagbevægelse.
– På positivsiden kan jeg nævne, at der er kommet flere varer i butikkerne. Det kedelige er, at stort set ingen har råd til at købe varerne, anfører han..
– Det er også positivt, at overgrebene på fagforeningsfolk og tilhængere af oppositionen er reduceret. Vi har nu lov til at holde møder med vores medlemmer, og fagbevægelsen mødes til treparts-forhandlingerne med regeringen og arbejdsgiverne – bl.a. om en ny arbejdsmarkeds-lovgivning, siger Gideon Shoko og fortsætter:
– De offentligt ansatte har fået lov til at være medlem af en fagforening. Det er et stort fremskridt. Det negative er, at vi har endnu ikke set resultater. Medlemmerne kan ikke mærke nogen fremgang i deres hverdag.
Folk har ingen penge
Zimbabwe havde gennem flere år en hyperinflation, som fik priserne til at stige så at sige fra minut til minut. Inflationen har man nu fået has på ved at US-dollars er blevet den officielle valuta – men den sydafrikanske rand som supplement.
– Det har givet en form for økonomisk stabilitet i landet, men det hjælper ikke dem uden arbejde eller den arbejder, som ikke får sin løn – eller som ikke har fået lønforhøjelse i 2 år. Folk har ikke penge til husleje, til elektricitet, vand, transport, børnenes skole og så videre. Det er en kamp for at overleve. Uden økonomisk hjælp fra zimbabweanere, der bor uden for landets grænser og sender penge hjem, ville mange ikke få mad på bordet, siger han.
Minimumslønnen er omkring 125 dollars om måneden – svarende til godt 600 kroner. – Og det er simpelt hen for lidt i forhold til, hvad varer og ydelser koster, gør Shoko gældende.
Ledighed på over 90 procent
Den officielle ledighed er på omkring 90 procent. Gideon Shoko mener imidlertid, at den er nærmere de 95 procent. Det vil sige, at kun én er i arbejde for hver 20 personer i den arbejdsduelige alder.
Ud af en befolkning på 14,5 millioner er det under en halv million, der har formelt arbejde – heraf 185.000 i den offentlige sektor.
– Selv når man ikke får sin løn eller ikke får lønnen til tiden, holder man fast i sit arbejde. Der står mange derude, der gerne vil have dit arbejde. Selv om arbejdet er dårligt betalt, så er det bedre med dårligt betalt arbejde end intet overhovedet, siger Gideon Shoko som forklaring på, at mange har accepteret at lønnen ikke er reguleret, siden US-dollaren blev introduceret som valuta.
Uddrag af artiklen, se mere på www.3f.dk
