Faste for verdens fattigste

Forfatter billede

Spis fastemad i en uge og send de penge, du sparer, til fattige. Sådan lyder opfordringen fra Danmission her i fastetiden. Som inspiration til fastemad ligger der på organisationens hjemmeside en række opskrifter på eksotiske retter, som er både lækre, sunde og billige, skriver Danmission torsdag.

Med kampagnen ønsker Danmission ikke bare at samle penge ind til arbejdet i Den Tredje Verden. Danmission vil også gerne sætte fokus på fasten, som i dag for mange blot er en fed fest.

»Fastetiden begynder med fest og fastelavnsboller. Vi skal fedes op, så vi kan holde til seks uger i bøn og faste indtil påske. Ja, sådan var det i hvertfald engang. Men nu har de fleste af os nok glemt, hvorfor vi spiser boller med fed æggecreme. Vi tror, at hele fasten er en fest. I Danmission indbyder vi til at holde faste for verden. Vi vil spise bønneretter fra Tanzania og indisk Dhal. Det er billigt og lækkert, og det er en rigtig fest, fordi alle kan være med – modsat de seneste 10 års store forbrugsfest,« står der på hjemmesiden, som for øvrigt både bringer bønner til maven og til Himlen.